Sådan dækker DR de Paralympiske Lege
De Paralympiske Lege i Tokyo varer 13 dage frem til den 5. september, hvor DR dagligt sender live fra studiet på taget af Experimentarium. Fra klokken 7.00 til klokken 15.00 er det på DR2 og DRTV. Der kan dog være dage, hvor der blændes op fra studiet lidt tidligere, hvis der er særlige begivenheder set med danske øjne.
Fast vært i studiet er Henrik Liniger, der guider seerne igennem alt det bedste fra dagens PL Indimellem får han også gæster på besøg.
På DR1 og DRTV er der det daglige magasinprogram ’Guld til Danmark’ fra klokken 18.10 til klokken 18.30. Her skiftes Tobias Hansen og Kresten Mosbæk til at være i studiet.
Hvis der er danskere i aktion i Tokyo, når det er nat i Danmark, sendes der også live på DR2 og DRTV. Og hvis der er konkurrencer med dansk deltagelse som ligger samtidigt, bliver den ene sendt på DR2 og den anden på DRTV.
Et dedikeret DR-hold i Tokyo er desuden klar til at indhente reaktioner og kommentarer fra de danske atleter.
Den danske trup i Tokyo består af 25 atleter fordelt på otte sportsgrene. Det er atletik, badminton, bordtennis, cykling, dressur, kørestolsrugby, svømning og taekwondo. Målsætningen er ifølge Danmarks Idrætsforbund (DIF) at komme hjem med fem til syv medaljer. I Rio i 2016 blev det til syv medaljer.
Ligesom ved OL sender DR fra et studie på toppen af Experimentarium i Hellerup, hvor der også er fri adgang for et begrænset publikum til at se med på storskærm.
– Vores ambition med dækningen af de Paralympiske Lege er i lighed med OL at åbne seernes øjne for sportsgrene, som de måske oplever for første gang. Det er vores opgave at give adgang til sportens fascinerende univers og hjælpe til med at gøre seerne klogere på, hvad der er op og ned, siger Anders Kern Boje. Det hjælper stærke eksperter med til. DR får i studiet blandt andet besøg af en række tidligere paralympiske atleter, der vil guide seerne ind i sporten.