TV-Nyt

Rundt på gulvet – ny lørdagsunderholdning på TV 2

Rundt på gulvet TV 2 Lars Hjortshøj
Foto: Henrik Ohsten/TV 2

TV 2s nye lørdagsunderholdningsprogram “Rundt på gulvet” har premiere lørdag 31. august kl. 20.00 og vil de kommende ti lørdage sørge for underholdning i topklasse til hele familien. Lars Hjortshøj er vært og kaster hver uge den faste trup, bestående af Andreas Bo, Niels Olsen, Christian Fuhlendorff og Lise Baastrup, ud i helt uforudsigelige og skæve improvisationslege. Til at hjælpe sig får de hver lørdag besøg af to legekammerater, som også er håndplukkede eksemplarer af Danmarks skæveste og hurtigste hjerner, men som ikke nødvendigvis er hjemmevante på comedy-scenen.

– Det her er underholdning i helt nyt format, og jeg kan garantere, at folk kommer til at se noget, de aldrig har set før. Jeg morer mig mindst lige så meget som publikum, når cremen af dansk underholdning kastes ud på glatis, fortæller Lars Hjortshøj.

De to hold skal i løbet af aftenen dyste i forskellige improvisationslege, lige fra sang, dans og sketcher – men alt sammen udført med et lille twist, så det adskiller sig fra alt andet, man tidligere har set. Eksempelvis skal holdene i legen “De skrå brædder” udføre en sketch med hjælp fra et par enkelte stikord fra Lars Hjortshøj – men det hele sker på en scene, der er tiltet 22.5 grader, som er den vinkel, du teknisk set lige præcis kan holde dig oprejst i. Så udover at performe skal deltagerne altså også koncentrere sig om ikke at falde, hvilket der kommer nogle virkelig finurlige indslag ud af.

– Jeg elsker, at man aldrig ved, hvad der sker, fordi intet er indstuderet på forhånd, fortsætter Lars Hjortshøj, der netop i disse dage er i gang med optagelserne til “Rundt på gulvet”.

De seks deltagere er delt op på to hold, og reglerne er simple: Det sjoveste hold vinder. Der er ingen point, og vinderholdet er det hold, som, Hjortshøj og publikum synes, har kæmpet bedst. Hver uge skal holdene dyste i en række forskellige improvisationslege, som i den grad udfordrer deres talent.

– Tv-underholdning for hele familien kan have en tendens til at blive forudsigeligt. Det gør “Rundt på gulvet” op med en gang for alle. Det ligner bestemt ikke noget, man har set før, og man skal helt frem på kanten af sofaen for at følge med. Det er skæg og ballade på højt niveau, og det handler om at grine sammen og have det sjovt med sit fjernsyn, siger TV 2s underholdningschef, Gitte Madsen.

Lars Hjortshøj binder underholdningsprogrammet sammen med en talkshow-del, der bringer os tættere på de medvirkende stjerner. Her kan alt ske, og alle spørgsmål er tilladte. Der er hverken manuskript eller aftalt spil, og det er dermed udelukkende op til spillerne selv at skabe komikken og indholdet fra start til slut.

– Jeg får mange tilbud om at medvirke i forskellige tv-programmer og siger nej til rigtig meget af det. Men det her lød simpelthen så anderledes, at jeg bare måtte være med. Og jeg er i hvert fald ikke blevet skuffet, afslutter Lars Hjortshøj.

“Rundt på Gulvet” har premiere lørdag 31. august kl. 20.00, og sammen med “Vild med dans” og “Live fra Bremen”, som sendes fredage og “Pengene på bordet” om søndagen, sikres danskerne stærk underholdning hele weekenden på TV 2.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard