Radio og Podcast Nyt

Radio LOUD bliver til 24syv den 4. januar 2022

Radio- og TV-nævnet har på sit møde den 4. november 2021 godkendt, at Radio LOUD skifter navn til 24syv. Nævnet har samtidig godkendt, at Berlingske Media bliver ejer af 91 procent af aktierne i Kulturradio Danmark. Ejerskiftet træder i kraft hurtigst muligt.

”Vi har nu fået skabt de bedste forudsætninger for at kunne levere nysgerrig, normbrydende og stærk taleradio under et nyt navn. Vi er fast besluttet på at vise vores lyttere og resten af Danmark, at de penge, der generøst er givet til os, bliver brugt bedst muligt. Vi tror på, at vi i et nyt årti kan skabe levende og original taleradio under navnet 24syv. Nu arbejder vi hårdt på at forbedre vores programflade med bedre journalistik, klare værtsprofiler, meget mere magtkritik, god satire og stærk kulturdækning,” siger programdirektør Simon Andersen.

Radio- og TV-nævnet har ligeledes på sit møde godkendt Kulturradio Danmarks plan for at rette op på den kritik, nævnet rettede mod radioen den 5. oktober 2021. Det betyder, at Kulturradio Danmark inden februar 2022 vil sikre, at der er placeret reportere fem steder i Danmark – udover København – at Kulturradio Danmark lever op til kravet om blandt andet at sende alle debatprogrammer live, sikre den lovede interaktion med lytterne, ligesom nævnet skal underrettes og godkende væsentlige tiltag inden de gennemføres.

“Jeg er glad for, at nævnet har tillid til den plan, vi har lagt frem. Nu vil den blive implementeret, så vi senest den 4. februar 2022 lever op til de krav, nævnet har stillet. Det skaber ro, så vi fortsat kan veksle de 65 mio. kr. i årligt tilskud til stærk taleradio til danskerne på en solid og effektiv måde,” siger administrerende direktør i Kulturradio Danmark, Lars Schmidt.

Anders Krab-Johansen, formand for Kulturradio Danmark A/S og koncernchef og udgiver i Berlingske Media, er tilfreds med afklaringen.

“Nu kan vi glæde os til, at det nye 24syv går i luften efter nytår. Ledelsen af Kulturradio Danmark har en solid plan for, hvordan vi kan lægge et fejlslagent radioprojekt bag os og se fremad. Lytterne fortjener et alternativ til DRs verdensbillede,” siger Anders Krab-Johansen.

Kulturradio Danmark A/S er et nonprofit selskab etableret for at drive en digital public service-radio med fokus på kultur. Licensen gælder for en fireårig periode frem til marts 2024 med et årligt statsligt tilskud på 65 millioner kroner.

Kilde: Radio Loud presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard