Branche-Nyt

Pricerunner: Tegn på en optimistisk og stabil tid for dansk e-handel

Danskerne står i den lukrative situation, at der er et væld af dygtige digitale butikker, som tilbyder fantastisk kundeservice, et rigt udvalg af produkter og ekspertise om netop det, de er ude efter. Hvert kvartal undersøger PriceRunner status for dansk e-handel med undersøgelsen E-handelsindex. PriceRunner, som er en del af Klarna, baserer undersøgelsen på svar fra danske e-handlere, og det nyeste resultat for Q2 viser et lille opsving sammenlignet med Q1. Nu ligger indekset på det mest positive resultat i halvandet år med en score på 51,7.

E-handlerne er især optimistiske omkring udviklingen i det seneste kvartal, mens fremtidstroen har taget et lille dyk. Vi står overfor et interessant efterår, lyder vurderingen fra forbrugeranalytiker hos PriceRunner, Katrine Barslev.

“Efterårsmånederne er traditionelt den tid, hvor mange trækker en stor del af årets indtjening hjem. Efter år med først pandemi og derefter inflation og krig i Europa er der brug for en stabil indtjening, og vi oplever et mangfoldigt e-handelsmarked med mange aktører. Vi ser ganske enkelt ind i et efterår med skarp konkurrence og stort tryk på konstante udsalg og kampagnepriser. Nogle vil falde, andre konsoliderer sig og bliver endnu større,” vurderer forbrugeranalytiker Katrine Barslev.

Black Friday vokser
Danske digitale butikker har forskellige strategier for at vinde markedsandele. Adspurgt om deres plan for efteråret siger 34%, at de vil positionere sig ved at køre flere og/eller større kampagner. Hele 62% siger, at de i højere grad satser på markedsføring.

“Det største fokus ligger naturligvis omkring handelsdagen Black Friday sidst i november. Vi har igennem flere år set en tendens til et længere udsalg, som ikke blot varer den enkelte fredag, men hele ugen og endda længere. Jeg forventer, at Black Friday for alvor bliver til Black Month i år. Det betyder skarpe tilbud hele november og god mulighed for forbrugerne at handle i ro og mag hjemmefra,” siger Katrine Barslev.

Lavere priser eller ej
Et greb for at tiltrække flere kunder er at skrue på prisen. Det er dog ikke sikkert, at forbrugerne kan regne med lavere priser i de kommende måneder. Blot 13% af e-handlerne siger, at de forventer at sætte priserne ned i resten af 2023.

Det står i kontrast til forbrugernes forventninger. I den seneste omnibusundersøgelse fra PriceRunner svarede 34%, at de forventer lavere priser i de kommende 6 måneder.

Det øgede prisfokus bliver også bemærket hos tømmerhandel og byggecenter 10-4. Under Årets E-handler 2023 vandt de for tredje år i træk prisen i kategorien “Renovering & Byggeri”.

”Vi er en branche, der mærker, når renten stiger, og de danske husejere holder igen med renoveringer og ombygninger. I det aktuelle marked er der mere end nogensinde før fokus på prisen, og her står vi skarpt, så vi ser faktisk allerede nu særdeles positive tendenser for tredje kvartal,” udtaler direktør for 10-4.dk Kasper Lykke Kjeldsen.

Finansminister Nikolai Wammen sagde i juni til Børsen, at “De allerstørste udfordringer, vi står med de kommende år, er mangel på arbejdskraft.”

Indtil videre virker det dog ikke til, at den danske detailbranche er hårdt ramt. Blot 16% siger, at de oplever ganske stor eller meget stor mangel på arbejdskraft. Til gengæld siger hele 37%, at det slet ikke er en udfordring for dem.

Om PriceRunners E-handelsindex
E-handelsindeksundersøgelsen er udført af PriceRunner i samarbejde med YouGov. Indexet er baseret på data fra en kvartalsvis online undersøgelse foretaget af YouGov blandt udvalgte onlinebutikker på PriceRunner. Undersøgelsen har til formål at følge udviklingen i dansk e-handel gennem et index, der samlet består af tre elementer:

  • Tendensen: Hvordan bedømmes udviklingen i onlinesalget i seneste kvartal i forhold til forrige kvartal

  • Øjebliksbillede: Hvordan oplever onlinebutikkerne e-handelen i dag

  • Fremtidig tendens

  • En vurdering af, hvordan onlinesalget vil udvikle sig i løbet af de næste 12 måneder

Kilde: Pricerunner presse

I samme kategori

Back to top button