Branche-Nyt

Pricerunner: Sådan gik Black Friday 2022

Et ugelangt udsalg, mange men mindre rabatter og de mest populære varer. PriceRunner kortlægger årets største udsalg og peger på de vigtigste trends.

Stor usikkerhed prægede detailbranchen i dagene og ugerne inden Black Friday. Ville årets største udsalgsdag indfrie forhåbningerne eller blive en mærkbar fuser?

Allerede tidligt på ugen stod det klart, at forbrugerne sad klar til at klikke de gode tilbud hjem. Trods faldende forbrugertillid og svingende økonomi fik Black Friday – eller Black Week som ugen efterhånden kan omdøbes til – en flyvende start. Danskerne tog ansvar for deres økonomi på en helt ny måde, og hos PriceRunner steg antallet af kliks i ugen med hele 25% fra rekordåret 2021.

De fleste rabatter lå på 20-25%, hvilket er lidt under niveauet forrige år. Til gengæld var der flere rabatter end 2021 med 18% af alle varer hos PriceRunner sat på tilbud i løbet af ugen. Tilbuddene fordelte sig over et meget bredt udsnit af varer. De største rabatter fandtes inden for hårde hvidevarer, tøj, sko, bøger og elektronik.

Black Friday stadig i fuld fart
2022 tegnede allerede tidligt til at slå nye rekorder, men den store styrkeprøve skulle vise sig natten til fredag. I de foregående år har mange danskere ventet oppe for at være de første til at snuppe dagens bedste, eksklusive tilbud. Ville det blive en kedelig affære i år, fordi udsalget allerede var startet flere dage inden?

Hos PriceRunner var alle mand på dæk, og da det blev midnat, peakede trafikken med 120% flere besøgende på få minutter lige inden midnat og lige efter. Der var ingen tegn på afmatning ifølge forbrugeranalytiker hos PriceRunner Katrine Barslev.

“Danskerne gik målrettet efter de bedste tilbud, og de var bedre end nogensinde før til at undersøge priserne inden køb. Rigtig mange handlede klassiske julegaver som legetøj, wearables og ting til hjemmet. Den pressede økonomi har gjort det nødvendigt at være på forkant, men det er også bare sund fornuft at holde styr på sin privatøkonomi,” siger Katrine Barslev.

Fra Black Friday til Black Week
PriceRunner fulgte udviklingen henover weekenden og kan konstatere, at selvom salget ikke nåede samme højder som fredagen, så stemte de negative prognoser ikke.
Danskerne var i høj grad aktive både lørdag og søndag, og interessen for de gode tilbud fortsatte også om mandagen, den såkaldte Cyber Monday.

Mange butikker har valgt at udvide Black Friday til en ugelang udsalgsfest, og Cyber Monday, som tidligere ikke har slået igennem i Danmark, ser i år ud som en vinder. Trafikken hos PriceRunner var fordoblet i forhold til en almindelig mandag.

“En helt almindelig mandag var pludselig fyldt af gode tilbud, og mange slog især til om eftermiddagen og aftenen, hvor trafikken peakede. Det er efterhånden lidt fjollet at tale om sorte fredag, for Black Friday er nu 8 dage med gode tilbud. Man kan virkelig sige, at ugen drønede afsted i femte gear. Nu venter vi på at rapporterne fra landets butikker kommer ind, men det tegner til at blive en rekordstor e-handelsuge,“ siger forbrugeranalytiker Katrine Barslev.

Den store ubekendte faktor er naturligvis, hvordan årets rekordstore Black Friday påvirker julehandlen.

Kilde: Pricerunner presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard