Branche-Nyt

Pricerunner: 2023 bliver et comeback-år for nethandlen

Efter et hårdt år ser danske onlinebutikker frem til et stærkt comeback, men ser samtidigt udfordringer i forbrugernes høje fokus på pris. Prisstigninger er på vej på en række varer. Det viser en ny undersøgelse fra PriceRunner.

2023 bliver et comeback-år for nethandlen. Der er en tydelig optimisme blandt danske onlinebutikker i ny undersøgelse fra PriceRunner. 82 danske onlinebutikker har svaret på E-handelsindex, som udkommer i dag med resultatet for Q1 2023. Resultatet lander på 49,3. Et lille fald fra Q4 2022, men generelt et mere normalt resultat sammenlignet med de store udsving i 2022.

Ehandelsindex graf Q123
Grafik: Pricerunner

Hvor det forløbne år var præget af høj usikkerhed, inflation og kriser i flertal, så bliver de kommende måneder en rejse tilbage til normaliteten, hvis man skal tro temperaturmålingen hos de danske e-handlere.

29% siger, at de oplever en positiv eller meget positiv situation lige nu, og 42% er meget optimistiske omkring fremtiden. Kun 2% forventer en negativ handelssituation i fremtiden.

Forventning om stabilitet
Den nedadgående tendens er bremset, og e-handlerne har generelt set lagt en solid strategi for året, til trods for, at 32% siger, at de har færre kunder nu end tidligere. Det vurderer forbrugeranalytiker hos PriceRunner Katrine Barslev.

“2022 var en lang rutschebanetur for nethandlen, og det var umuligt at lægge langsigtede planer, fordi den ene nedtur fulgte den anden. Dette år er startet pænt, og situationen lader til at stabilisere sig. Det har e-handlerne brug for, så de igen kan tænke og agere langsigtet,” siger Katrine Barslev.

Til gengæld peger hun på, at forbrugerne må forberede sig på prisstigninger på en række varer. Hver tredje e-handler svarer i E-handelsindex, at prisstigninger indgår som en del af deres strategi for året. Det er dog bedre end resultatet for Q4 2022, hvor hele 51% sagde, at de forventede at hæve priserne i 2023.

x1000w E handelsindex Q123 tendenser
Grafik: Pricerunner

De forventede prisstigninger kan komme til at påvirke lagersaldoen hos landets onlinebutikker, hvilket allerede nu er en udfordring for mange. I undersøgelsen angiver hver fjerde butik, at de har en usædvanlig stor lagersaldo. Det var også symptomatisk for 2022, hvor mere end hver tredje butik havde haft for meget på lager i løbet af året.

Forbrugere udfordrede af prisstigninger
E-handlernes varslede prisstigninger går mindre godt i spænd med danskernes forventninger til lave priser og udsalg. 46% af e-handlerne siger, at de har observeret, at billigere alternativer i højere grad bliver valgt, mens 45% siger, at forbrugerne i højere grad er fokuserede på udsalg og prisnedsættelser.

“Danskernes købsadfærd har ændret sig i takt med pandemien og den høje inflation i samfundet. Vi har næsten en forventning om konstante udsalg og lave priser, ellers handler vi et andet sted. Det bliver meget interessant at følge udviklingen, når de varslede prisstigninger bliver gennemført,” mener forbrugeranalytiker Katrine Barslev.

Om PriceRunners E-handelsindex
E-handelsindeksundersøgelsen er udført af PriceRunner i samarbejde med YouGov. Indexet er baseret på data fra en kvartalsvis online undersøgelse foretaget af YouGov blandt udvalgte onlinebutikker på PriceRunner. Undersøgelsen har til formål at følge udviklingen i dansk e-handel gennem et index, der samlet består af tre elementer:

  • Tendensen: Hvordan bedømmes udviklingen i onlinesalget i seneste kvartal i forhold til forrige kvartal

  • Øjebliksbillede: Hvordan oplever onlinebutikkerne e-handelen i dag

  • Fremtidig tendens: En vurdering af, hvordan onlinesalget vil udvikle sig i løbet af de næste 12 måneder

Om undersøgelsen 1. kvartal 2023
Undersøgelsen er gennemført af opinions- og markedsundersøgelsesvirksomheden YouGov. I perioden 23. marts – 2. april gennemførtes sammenlagt 82 interviews digitalt med danske online butikker. PriceRunner skænker en gave på 100 kr. til Børnecancerfonden for hvert gennemført interview.

Kilde: Pricerunner presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard