Wozniacki & Lee
UnderholdningEfter to imponerende sportskarrierer – én inden for tennis, den anden inden for NBA basketball – står Caroline Wozniacki og David Lee over for en ny tilværelse, hvor sporten ikke længere er det altdominerende omdrejningspunkt i deres liv. De venter deres første barn og er ved at skabe et nyt fælles hjem i Miami. I den nye Viaplay Original ’Wozniacki & Lee’ er vi med hele vejen før, under og efter fødslen af datteren Olivia – og Caroline og David lukker seerne helt ind, når de sammen skal finde sig til rette i deres nye tilværelse som pensionerede sportsstjerner og forældre. Serien har premiere på Viaplay den 21. marts.
’Wozniacki & Lee’ er en reportageserie på i alt 6 programmer, som går helt tæt på den tidligere verdensrangliste nr. 1-tennisspiller Caroline Wozniacki og hendes mand, den tidligere NBA All-Star basketballspiller David Lee. Efter to imponerende sportskarrierer står de to nu over for en helt ny og spændende tilværelse som pensionerede elitesportsfolk og forældre, hvor fødslen af datteren Olivia for alvor giver tid til refleksion over det fremadstormende liv, de begge tidligere har ført som topatleter.
”I mange år har det handlet om os, og at vi nu er blevet forældre, er et nyt og spændende kapitel i vores liv. Det er altid lidt nervepirrende at dele en så personlig historie, men at være med i denne serie har givet os mulighed for at kigge tilbage på vores karrierer og dele den mest fantastiske historie i vores liv; at bliver forældre til Olivia”, siger Caroline og David.
Caroline og David lader seerne komme helt tæt på, når de sammen skal skabe et nyt, fælles hjem på Fisher Island i Miami, mens de samtidig forbereder sig på, at deres lille datter Olivia melder sin ankomst – med alt hvad det indebærer af gravid-photoshoots og kassevis af babyting. Seerne er også med på hospitalet, da parret står med deres nyfødte datter i armene for første gang. Og ikke mindst i tiden efter, hvor den nye tilværelse som forældre fylder det meste, mens der også bliver plads til et indblik i forberedelserne på, at parret rammer den røde løber.
Også Caroline og Davids gode venner og tidligere sportskollegaer, blandt andre tennisstjernerne Serena Williams og Agnieszka Radwanska samt NBA-stjernen Draymond Green, sætter ord på, hvordan de ser de to tidligere sportsstjerner. Begges familier, som alle både har været – og fortsat er – en stor del af Caroline og Davids professionelle og personlige liv, medvirker i serien. Og så er der naturligvis et fyldestgørende tilbageblik på parrets imponerende karrierer og ikke mindst, hvad det har krævet af dem at nå til, hvor de er i dag med helt unik adgang til bl.a. den hidtil ufortalte historie om forholdet mellem Caroline og hendes far og træner Piotr.
”Caroline Wozniacki og David Lee er begge to enorme verdensstjerner inden for hver deres sportsgren, hvor disciplin, træning og faste rutiner har været altafgørende for målet om at komme helt til tops. Nu er deres mål et helt andet; at blive de bedste forældre for deres lille datter Olivia. Netop dén historie var vi slet ikke i tvivl om, at vi gerne vil fortælle på Viaplay, og vi glæder os til, at vi med Viaplay Originalen ’Wozniacki & Lee’ kan give seerne et unikt indblik i David og Carolines nye tilværelse”, siger Filippa Wallestam, EVP og Chief Content Officer hos NENT Group.