TV-Nyt

Vi er GOG

Dokumentar

Frivillighed, fællesskab, familie, fest og foreningsliv er nøgleordene i portrætserien ’Vi er GOG’, som tegner et billede af håndboldklubben GOGs vej fra en dansk pløjemark til europæisk succes, efterfølgende konkurs og genrejsning.

Gudme, Oure, Gudbjerg – GOG er ikke bare en håndboldklub på Fyn. Tilblivelsen af GOG er fortællingen om, hvordan ildsjæle i det danske foreningsliv skabte en klub, der har fostret nogle af Danmarks og dermed også verdens bedste håndboldspillere. Alt sammen i kraft af en ukuelig vilje, et specielt sammenhold og en kultur, hvor man både skulle kunne give den gas til træning, og når mørket brød frem, og de blinkende lamper blev tændt.

’Vi er GOG’ består af fire afsnit med interviews og et omfattende arkivmateriale. Fra klubbens spæde etablering i 1973 og frem til den ultimative genrejsning med mændenes DM-guld i 2022. Det første program handler om bønderne fra de tre sydfynske landsbyer, Gudme, Oure og Gudbjerg, der elskede håndbold og samlede sig om drømmen om at blive blandt de bedste – som håndboldklubben GOG. Program to handler om de gyldne år – 1990’erne – hvor klubben vandt alt, der var værd at vinde. I tredje program sker det, der ikke må ske – klubben går konkurs, og hele lokalsamfundet lammes af chokket og ikke mindst sorgen over den lokale tragedie. Og endelig – i program fire – rejser klubben sig igen, og forløsningen er helt enorm, da holdet atter bliver Danmarksmester.

’Vi er GOG’ er produceret af Drive Studios til TV 2. Laura Teilmann er producent, mens Jane Stoffregen er redaktionschef hos Drive Studios. Kirsten Nepper-Rasmussen og Kristian Bech Josefsen er programansvarlige hos TV 2.

’Vi er GOG’ får premiere tirsdag 3. januar 2023 på TV 2, og du får efterfølgende et nyt afsnit hver tirsdag. TV 2 PLAY har premiere på de to første afsnit tirsdag 3. januar, mens de to sidste afsnit bliver tilgængelige de to efterfølgende tirsdage.

Hvor kan man se Vi er GOG?

Du kan se Vi er GOG på TV 2 Play fra 3. januar 2023
LoadingTilføj Favoritlisten Favoritliste
JustWatch – Hvor kan det streames?
Kilde: TV 2

Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag

Back to top button