Søs, Molly og malerne
UnderholdningPå DR1 er der mulighed for at blive klogere på nogle af de største danskere malere, der har sat deres penselstrøg og tydelige aftryk på dansk kunsthistorie, når Søs og Molly Egelind introducerer os for blandt andre J.F. Willumsen, Franciska Clausen, P.S. Krøyer og Asger Jorn.
Søs Egelind tager udgangspunkt i sin egen livlige fantasi og sanser, når hun møder kunstnerne, der i serien er bragt til live gennem en kombination af deres egne selvportrætter og kunstig intelligens. Rejsen går blandt andet til Skagen, Paris og tilbage i 1800-tallet i jagten på viden om, hvorfor kunsten, kunstnerne og deres liv formede sig, som de gjorde.
Med sig ved sin side har Søs Egelind datteren Molly Egelind, der gør os klogere på kunstnerne og deres samtid.
– Det har været utroligt spændende at rejse rundt i Danmark og dykke ned i de fantastiske og nye historier om seks af de største afdøde kunstnere, vi kan bryste os af herhjemme. I programmerne bliver kunstnerne bogstaveligt talt bragt til live gennem deres selvportrætter, og jeg håber virkelig, vi kan inspirere seerne til at opleve kunstnerne og deres værker på de mange fine museer her i landet. Kunst skal opleves i virkeligheden, siger vært og skuespiller Søs Egelind.
’Søs, Molly og malerne’ i seks afsnit har premiere 28. september på DRTV og samme dag klokken 20.30 på DR1.