Søren Vesters Have
UnderholdningSommeren er for mange lig med have- og udeliv, og netop den del af sommeren bidrager Søren Vester til i sit nye program: Søren Vesters Have. De 12 programmer bliver sendt hen over sommeren med premiere 27. maj klokken 21.25 på DR1 og på DRTV.
Med udgangspunkt i sin kæmpestore grund omkring sin nedlagte præstegård vil Søren Vester hen over sommeren med opfindsomhed og alternative løsninger vise, hvordan man med få midler kan få skabt netop de forandringer i haven, man drømmer om. Det være sig fra en have fyldt med blomster, en lækker køkkenhave, bålmad og udekøkken eller en flytbar sauna på hjul. Programmerne er ment som nem inspiration til danskerne i forhold til selv at få jord under neglene og kaste sig ud i diverse projekter – også når det er både skævt og originalt. Og Søren Vester glæder sig til at komme i gang med at dele sine ideer med seerne.
– Haven er mit frirum, og jeg har glædet mig helt vildt til at komme i gang med arbejdet – og har faktisk haft svært ved at stoppe igen. Det er så givende at være i haven og se, hvordan alting udvikler sig, og hvordan det kan blive en naturlig forlængelse af hjemmet. Derfor håber jeg også at kunne give seerne inspiration og mod til selv at gå i gang og finde glæden ved at se ens drømme blive til virkelighed, siger Søren Vester.
Ud over det direkte arbejde i haven, vil Søren også indvie seeren i sine arbejdsmetoder og invitere med ind i den kreative proces, hvor han omsætter ideer til praksis. Vi følger ham, når han søger inspiration og til sidst færdiggør de konkrete produkter. Vi er samtidig med ham uden for hjemmet og haven, når han er på besøg hos andre dygtige havefolk og håndværkere.
De fleste kender nok Søren Vester i forvejen fra ’I hus til halsen’ og ifølge redaktionschef i DR, Søren Bo Hansen, så er det mere af den kreative og originale ideløsning, man kender herfra, som man kan forvente videreført til det det nye haveprogram, som han har store forventninger til.
– Vi kender jo Søren Vester som utrolig idérig og original i ‘I hus til halsen’, som han heldigvis skal fortsætte med at lave. Men nu får han så mulighed for at vise sin kreativitet og havekunnen i sin egen have. Og vi kan garantere overraskelser og usædvanlige løsninger i Sørens ambition om at skabe nye have-rum og nye måder at bruge haven på,” siger Søren Bo Hansen.