Philip May & Simone
Reality
Man kan ikke sige realitypar uden at sige Philip May og Simone, der er ét af de mest hotte par fra den røde løber. Nu skifter de realitylivet ud med familieforøgelse, flytning og forstadsliv, når de bliver forældre for første gang.
Som et af de mest celebre realitypar fristes man til at tro, at fest og spotlight fylder det meste i parrets liv, men det er langt fra sandheden. Parret er meget mere end det, og det viser de med ægthed, humor og deres sædvanlige charme.
– Man kan forvente en hudløst ærlig Simone og Philip, en masse sjove momenter, og et indblik i vores hverdag som kærester og starten på vores liv som nybagte forældre. Det er en rejse i et vigtigt tidspunkt af vores liv, vi har været så privilegerede at kunne lukke folk ind i. Programmet er meget emotionelt, og der bliver delt både op – og nedture, afslører parret.
Sideløbende med deres realityliv har Philip kæmpet med PTSD; en diagnose der har udfordret både ham og Simone. Philips PTSD gør blandt andet, at han frygter ikke at kunne deltage i fødslen. Og hvordan håndterer parret overhovedet Philips diagnose, når der kommer et barn til verden?
– Da vi valgte at sige ja til programmet, blev vi hurtigt enige om, at vi kun ville lave det, hvis man tog hele pakken med. Det er selvfølgelig nogle angstprovokerende emner, men det er os som mennesker, og det hører til i vores fælles liv. Så oprigtigheden har været vigtig for os, og det skinner også igennem i programmerne, fortæller Simone og Philip.
En del af det nye discovery+ Exclusive format
‘Philip May & Simone’ bliver dermed endnu en i rækken af de populære kendisreportager såsom ‘Bare Elvira’, ‘The Olsens’ og ‘Bendtner og Philine’, som Discovery har oplevet kæmpe succes med på streamingtjenesten discovery+.
– ’Philip May & Simone’ er det, vi kalder “big characters”. De er personer, som mange spejler sig i og ser op til, men som også har udfordringer og hverdagsliv som alle andre. Med serien fortsætter vi den stolte tradition med at lave reportageserier, der kommer helt tæt på de kendtes liv, og viser historien bag Instagram-filtre og overskrifterne i medierne, siger programdirektør hos Discovery Networks Danmark, Pil Gundelach Brandstrup.
Vi er med på første parket, når parret skal til fødselsforberedelse, og vi følger dem i tiden som nybagte forældre og i deres dybe snakke. Men vi er også med, når ”onkel Lenny” kommer på besøg, når realitylivet er på standby, og familielivet skal finde sin form, og når Philip lader sig impulsstyre og samtidig gerne vil være der for Simone. Hold fast og følg med, for det bliver ikke kedeligt. Der er er som altid højt humør med Philip og Simone.