LEGO Masters 2022
Underholdning3. september 2022 vender ’LEGO Masters’ tilbage denne gang som lørdagsunderholdning på TV 2 PLAY og TV 2. Fantasien og kreativiteten slippes løs, når otte nye hold af kreative LEGO entusiaster skal dyste om at bygge de mest fascinerende klodskreationer i et maraton af byggeudfordringer. ‘LEGO Masters’ består af i alt otte programmer med premiere 3. september på TV 2 PLAY og TV 2.
Igen er det komiker og skuespiller Victor Lander, der som vært sætter ekstra kolorit på kampen om klodserne. Og manden, de medvirkende skal imponere, er igen den enevældige dommer Søren Dyrhøj.
Søren Dyrhøj arbejder til daglig som Design Master i LEGO gruppen og står bag en lang række meget populære LEGO sæt. Han skal ikke alene bedømme deltagernes byggerier, men også guide dem med sin viden og erfaring.
LEGO Masters 2022 deltagerne
Det er otte meget forskellige par med vidt forskellige styrker, der skal boltre sig i de knap tre millioner LEGO klodser i Klodskammeret. Blandt konkurrenterne er de teknisk stærke landmænd, som er eksperter i at bygge fungerende landbrugsmaskiner i miniformat; de kunstinteresserede nordsjællandske veninder, som går op i udtryk og komposition; og præsten og programmøren, der som næsten nybegyndere kaster sig ufortrødent ind i klodskampen med masser af ideer, gå-på-mod og talent.
Allan og Lorens
Allan (tv) på 48 år bor med sin familie i Rødby, og hans makker Lorens, 45 år, bor i Gråsten. De er i forvejen gode LEGO Technic venner og nørder med at bygge landbrugsmaskiner, så tæt på virkelighedens modeller som muligt. Til hverdag arbejder makkerparret også i samme branche. Allan er landmand og gårdejer, og Lorens er driftsleder på et landbrug.
Michael og Brian
Michael (th) på 37 år bor sammen med sin kone og deres to børn i Aarup. Makkeren Brian ”Piraten”, 39 år, bor i Kolding med sin familie. Det er LEGO interessen, der har smedet de to kammerater sammen, og de holder begge to meget af pirat-temaet i LEGO og tør godt udfordre dem selv i deres konstruktioner.
Cammi og Sanjeet
Cammi (th) på 44 år bor i Odder med sin familie, mens Sanjeet, 41 år, bor i Ribe med sin kone og to børn. De to jyder er gode venner og kender hinanden fra LEGO miljøet. De er ikke bange for at kaste sig ud i nye ting, og så bytter de ofte opgaver undervejs i et byggeprojekt for at komme med nye idéer til deres kreationer.
Peter og Ida
Peter (tv) på 39 år bor i Holstebro med sin familie. Og Ida, 31 år, bor i Herning med sin mand og to døtre, der er opkaldt efter figurer fra den nordiske mytologi. De to venner kender hinanden gennem rollespil. Deres vigtigste mål som par i ’LEGO Masters’ er at lege og have en fest med byggeriet.
Jakob og Rasmus
Jakob (tv) er 23 år, født i Esbjerg, men bor nu i Aarhus. Rasmus på 29 år bor i Horsens. De to gode venner kender hinanden fra LEGO miljøet. Jakob er meget perfektionistisk og detaljeorienteret, og hvis der er noget, han hader, så er det sjusk. Rasmus elsker at give byggerierne et eventyrtwist og tænker ofte ud af boksen.
Christina og Lena
Christina (tv) på 37 år bor i Gentofte med sin familie, mens Lena, 37 år, bor i Espergærde med sin mand og to døtre. De mødte hinanden første gang til casting på første sæson af ’LEGO Masters’, hvor de fandt ud af at de har en masse fælles interesser og samme LEGO smag. De går mere op i æstetik end LEGO Technic og prioriterer at bygge skæve og fantasifulde byg.
Nicki og Johan
Nicki (tv) er 39 år og bor på Amager med sin kone og sine tre børn. Johan, 41 år, bor i den anden ende af København på Østerbro med sin familie. Nicki elsker at bygge figurer, dyr og karakterer, og Johan bygger helst efter fri fantasi. De to københavnske familiefædre er blevet venner gennem LEGO miljøet men har ikke bygget sammen særlig længe.
Morten og Troels
Morten (tv) på 39 år bor i Kolding og arbejder som programmør. Troels, 38 år, er sognepræst og bor med sin familie i Horsens. Parret bygger meget intuitivt og vigtigst af alt for dem – det skal være sjovt!