Den danske komediefilm Hygge! lander på Netflix 26. maj. Filmen kommer i øvrigt også på Filmstriben.dk i maj.
Hygge! var en stor succes i biograferne, hvor den havde premiere 26. oktober i 2023. Hygge!, der er instrueret af Dagur Kári, tager et humoristisk kig på den danske besættelse af hygge og afslører de mørkere sider, der kan gemme sig under overfladen af et tilsyneladende perfekt venskab.
Filmen følger syv venner, der mødes til en overdådig middag. Scenen er sat til en hyggelig aften med god mad, vin og masser af samvær. Men under den tilsyneladende perfekte facade lurer der hemmeligheder, intriger og gammelt nag.
Da aftenen skrider frem, og vinen begynder at flyde, intensiveres stemningen. En selskabsleg, hvor alle skal dele alt fra deres telefoner, sætter venskaberne på prøve og får glansbilledet til at krakelere. De dybe hemmeligheder og uudtalte forventninger kommer frem i lyset, og hygge-stemningen forvandles til et spændingsfyldt drama.
Sofie Torp, Joachim Fjelstrup, Jesper Groth, Nicolai Jørgensen, Olivia Joof, Andrea Heick Gadeberg, Thue Ersted Rasmussen er blandt navnene på rollelisten.