TV-Nyt

Flere tidligere elever fra den prestigefyldte privatskole fortæller i programmet ‘Herlufsholms hemmeligheder’ om voldelig og krænkende adfærd blandt eleverne, der, ifølge de tidligere elever, er en del af hverdagen.

Herlufsholm står som et ikon i Danmark og uddanner i øjeblikket blandt andre Danmarks kommende konge, Prins Christian.

TV 2 Dokumentar har talt med omkring 50 tidligere elever. En stor del af dem fortæller om en voldelig kultur, hvor nye elever ofte får tæsk af 3.G’erne. Mange vil være anonyme af frygt for repressalier.

Enkelte står frem og fortæller om miljøet på Herlufsholm i håb om, at volden kan stoppe. Én af dem er 18-årige Peter, der har gået på skolen indenfor de seneste år.

– Min hovedassociation med Herluf er nok det voldsmiljø, de har dernede, siger han. Han bakkes op af flere tidligere elever.

– I 1.g var det et ugentligt ritual, at der kom nogle ældre elever og bankede nogle yngre elever, siger en anonym tidligere elev.

Mobbeforsker og jurist, Helle Rabøl Hansen har selv modtaget en lang række henvendelser om mistrivsel på Herlufsholm.

– Der er et helt klart mønster i de henvendelser. Der er beskrivelser af straffe, der på trods af elevudskiftninger og nye elevgenerationer, ser ud til at gentage sig, siger hun.

Undervejs i researchen finder TV 2 Dokumentar flere helt nye sager fra dette skoleår, som skolen, ifølge tilsynsmyndigheden, ikke har oplyst godt nok om. Blandt andet findes der en række alvorlige videoer af krænkelser blandt drengene.

Derudover dukker der flere beskrivelser af seksuelle overgreb op og en helt ny sag om voldtægt.

TV 2 Dokumentar har vist beretningerne til advokat, Mads Pramming, der blandt andet har været advokat i sagen om overgreb på børnehjemmet, Godhavn.

– Det er ekstremt alvorligt. Altså det er vold, og det er seksuelle overgreb på børn. Det er helt oplagt, at havde skolen gjort, hvad de skulle, så havde det ikke foregået det her, siger han.

Herlufsholms ledelse afviser, at der er et problem med kulturen på Herlufsholm og siger i dokumentaren, at ledelsen ikke kender til voldelige ritualer på skolen.

Se ‘Herlufsholms hemmeligheder’ på TV 2 torsdag 5. maj klokken 20.00.

Hvor kan man se Herlufsholms hemmeligheder?

Du kan se Herlufsholms hemmeligheder på TV 2 Play fra 5. maj 2022
LoadingTilføj Favoritlisten Favoritliste
JustWatch – Hvor kan det streames?

Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag

Back to top button