Frank Hvam: Make Badminton Great Again
DokumentarI snart 80 år har Danmark været helt i front inden for badminton. All England, VM og OL. Vi har vundet alt, hvad der kan vindes og fostret adskillige verdensstjerner: Lene Køppen, Camilla Martin, Peter Gade, Flemming Delfs, Poul Erik Høyer – og selvfølgelig Viktor Axelsen.
Men badminton har ikke længere den prestige og får ikke længere den opmærksomhed, som den fortjener. Det vil Frank lave om på i programserien, ’Frank Hvam: Make Badminton Great Again’, der har premiere 3. februar på DRTV og DR2.
Over tre episoder følger vi med Frank Hvam, når han folder historien ud og undersøger, hvordan Badminton sporten og dens udøvere kan få fornyet shine. Seerne er med, når Frank Hvam på sin vej møder for eksempel Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Morten Frost, Camilla Martin, Peter Gade og Flemming Delfs. Undervejs søger han også råd og hjælp hos vennerne Jan Gintberg, Jonatan Spang og Simon Kvamm.
Frank Hvam brugte timevis af sin barndom og ungdom på en badmintonbane, der resulterede i flere mesterskabstitler. I dag mindes han tiden i 70’erne, hvor badminton fik enorm opmærksomhed og den helt særlige stemning, der herskede, når nationen samledes om at se de danske badmintonstjerner spille de store kampe. Men på trods af, at Danmark stadig er helt i front, har han bemærket, at sportsgrene som fodbold og tennis løber med meget af opmærksomheden.
– Jeg har simpelthen så svært ved at forstå, hvorfor badminton ikke længere er helt lige så cool, som i min barndom, når Danmark stadig leverer nogle af de bedste spillere i verden. Han fortsætter:
– Når jeg i dag på stand-up scenen siger, at jeg har spillet badminton i 11 år, så griner folk lidt. Badminton er næsten en joke i selv sig. Hvorfor smiler folk? Ingen griner, når jeg siger, at jeg har spillet tennis i syv år. Hvad er der sket med min elskede sport? Jeg har nu sat mig for at finde ud af, hvordan man får bling bling-værdien i badminton et par nyk opad, så sporten ikke bliver ved med at få baghjul af tennis og fodbold, siger komiker Frank Hvam.
Se første afsnit fra den 3. februar kl 06:00 på DRTV. Herefter følger afsnit ugentligt.