DR2s store danske rockhistorie
UnderholdningRocklegenden Jesper Binzer fra D-A-D springer ud som vært, når han undersøger, hvordan dansk rock lyder netop nu og ikke mindst, hvad der har været med til at forme den. Binzer tager rock-connaisseurerne med under armen, når han besøger et væld af nye og etablerede navne som TV2, Kashmir, Iceage, Volbeat, Nephew, Steppeulvene, Jung, Sanne Salomonsen, The Raveonettes, Wili Jønsson, Mø, Michael Falch, Dizzy Mizz Lizzy i øvelokaler, baggårde, kolonihaver og kæmpevillaer, når de lytter til de ikoniske numre, der er blevet til hele Danmarks store rockhistorie og taler om, hvordan dansk rock lyder i dag.
– Jeg er nyforelsket i min metier og i menneskene i den. Alle møderne om den danske rock har været utroligt livsgivende – når Iceage viser, hvordan det skal gøres, når Sanne tænder sine øjne, når Steffen Brandt er uironisk, når Michael Poulsen inviterer indenfor, når Konvent spørger, hvordan man kan have familie og turnere verden rundt. Det er en af de fedeste ting, jeg nogensinde har været med til, og det var en dejlig udfordring at skulle holde kæft i 10 minutter og lade alle de andre fortælle. Det lykkedes også næsten, siger vært og forsanger i D-A-D Jesper Binzer.
Se alle seks afsnit fra den 3. oktober kl 06:00 på DRTV.