Streamingnyt

Den falske mig

Dokumentar

Forestil dig, at dit fulde navn, private billeder og mest intime detaljer bliver misbrugt af fremmede på de sociale medier og datingsites. Forestil dig så, at det har stået på uafbrudt gennem 10 år. Det er mareridtet, som Natacha Bækgaard Nielsen for første gang står frem med i programserien ‘Den falske mig’. De to første afsnit af den nye dokumentarserie kan streames på discovery+ fra d. 11. maj. Første afsnit kan ses på Kanal 5 samme dag.

Natacha Bækgaard Nielsen har fået stjålet sin identitet af en eller flere personer, der udgiver sig for at være hende på sociale medier og datingsites. Misbruget har stået på i mere end 10 år, og vedkommende har været så dygtig, at politiet ikke har kunnet rejse en sag.

Hvem står bag? Hvorfor er hun blevet udvalgt? Spørgsmålene stiller hun sig selv hver eneste dag, og uvisheden er forfærdelig for den unge kvinde, der føler sig magtesløs.

“Kan ikke finde ord for, hvor sygt det er”

Igennem fire afsnit jagter holdet bag programmet den ukendte gerningsmand- eller kvinde med hjælp fra eksperter i blandt andet lingvistik og hacking, når de digitale spor forsøges optrevlet. Det er første gang, at Natacha står frem offentligt med sin historie i ‘Den falske mig’. Det gør hun blandt andet med håbet om at få svar på, hvorfor hun helt uforvarende er blevet offer for en kynisk gerningsperson i et årti.

– Det har gjort, at jeg har lukket meget af for alt og alle. Jeg tror ikke, at jeg kan finde ord for, hvor sygt det er – og hvor meget det går over mine grænser. Jeg tror bare, at jeg er uforstående over for ‘hvorfor’? Hvorfor, lige mig?, siger hun i den nye Warner Bros. Discovery-dokumentarserie ‘Den falske mig’, der kan ses på discovery+ og Kanal 5 fra 11. maj.

Natacha er langt fra den eneste dansker, der har oplevet at få misbrugt sine personoplysninger. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd blev op til 22.000 danskere i 2020 udsat for identitetstyveri. Samtidig stiger antallet af digitale krænkelser støt i landet, og det er ikke unormalt, at krænkeren er en person tæt på ofret.

Noget tyder på, at gerningsmanden også er at finde i Natachas nære omgangskreds. I flere samtaler har den falske Natacha demonstreret indgående kendskab til private detaljer i den rigtige Natachas liv. Det er detaljer, som kun få personer burde kende. Den omfattende form for stalking har gjort, at Natacha er blevet mere og mere isoleret og paranoid. Samtidig har det haft den konsekvens, at hun har udviklet en tilstand, der minder om PTSD.

– Natachas historie er vigtig, fordi den desværre viser, hvor let personlige oplysninger og billeder kan blive misbrugt digitalt. Det er en meget aktuel sag om en tematik, som berører flere, end man umiddelbart tror. Det væsentlige i Natachas historie er, at vi får et konkret indblik i, hvor meget der skal til, før der rent faktisk kan gøres noget ved det. Samtidig viser ‘Den falske mig’ også, hvor svært politiet kan have ved at opklare denne slags digitale forbrydelser. Det er en skræmmende, tragisk og klaustrofobisk fortælling om, hvilke alvorlige konsekvenser det har, at en fremmed tager kontrol over ens identitet, siger programdirektør hos Warner Bros. Discovery Danmark Pil Gundelach Brandstrup.

Programmet har premiere onsdag d. 11. maj på discovery+ og Kanal 5.

Hvor kan man se Den falske mig?

Du kan se Den falske mig på discovery+ fra 11. maj 2022
LoadingTilføj Favoritlisten Favoritliste
JustWatch – Hvor kan det streames?
Kilde: Discovery Warner presse

Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag

Back to top button