TV-Nyt

Blå Bog For Evigt

Serie | Dansk, Komedie
5 sep 2021
Blå Bog For Evigt

Forestil dig at være fanget på en lille ø til en reunion med dine klassekammerater ti år efter gymnasiet. Det er præcis, hvad der sker for seks gamle gymnasievenner i TV 2 ZULUs nye danske fiktionsserie ‘Blå Bog For Evigt’.

Serien skildrer på humoristisk vis det, vi alle frygter – at stå ansigt til ansigt med vores gamle jeg, vores nye jeg, ungdommens forventninger og uforløste drømme.

Serien er på 5 episoder og har premiere 5. september på TV2 Play og på Zulu ligeefter Comedy Galla 2021.

Mere om handlingen i Blå Bog for evigt – på Zulu og TV 2 Play

Det er ti år siden, at 3.w. gik ud af gymnasiet og sidst var samlet. Nu er de inviteret til gymnasieunion, og den famøse fest bliver holdt på en lille ø. Men det er ikke alle, der glæder sig lige meget. Da festen hen på natten dør ud, og de fleste klassekammerater for længst har forladt øen, bliver seks tilbageværende gymnasievenner fanget og tvunget til at være i hinandens selskab, da øens eneste færge støder på grund.

Det er den perfekte setting for en reunion gone wrong, når gamle roller, intriger og romancer igen blusser op, og de seks gymnasievenner for alvor skal gøre op med deres fælles fortid. For hvem var de engang? Og hvem er de nu?

Det er med sommerfugle i maven, at klassens nørd og nu ph.d.-studerende My (Nouha Albrecht) møder op for at se sit gamle gymnasie-crush, Theis (Christopher Læssø), der var hendes gode ven og hele gymnasiets entertainer. Theis blev spået en lovende standup-karriere, men i dag arbejder han som lærervikar på en folkeskole og glæder sig til få sin gamle “scene” tilbage.

My overvejer at lave et move på Theis til reunion’en, der er bare et lille problem. Theis er stadig sammen med Josefine (Josefine Tvermoes), der var klassens leder og gymnasiets dronning. Mens Josefine har styr på karrieren, hænger parforholdet til Theis i en tynd tråd. Hun håber derfor, at gymnasie-reunion’en vil vække den gamle, selvsikre Theis, som hun engang blev forelsket i.

Ida (Sofie Jo Kaufmanas) har også glædet sig til at få vækket sin indre festabe igen. Hun er ti år efter gymnasiet gift og mor til to børn og trænger i den grad til at bryde med hverdagens trivialiteter, bleer og opkast. Ida ser sit snit til at starte en hurtig flirt med Sejer (Kasper Løfvall Stensbirk), der altid har prioriteret festen og det bekymringsløse liv. Han kommer fra en velhavende familie og arbejder i dag i en pseudo-stilling i sin fars virksomhed. Imens søger Konrad (Jesper Ole Feit Andersen) en ti år gammel undskyldning fra Theis, der gjorde hans tid i gymnasiet til et helvede.

Mere om Karaktererne i Blå bog for evigt

dsc00595.jpg?center=0.45049562987941816,0
Foto: Christian Birkebæk / TV 2

My – klassens nørd

(Nouha Albrecht)

My er begavet og belæst. Her ti år efter studentereksamen er hun i gang med at skrive en ph.d., men de boglige meritter har dog aldrig kunnet overskygge, at hun altid har følt sig socialt akavet og uden for fællesskabet. Særligt i gymnasiet følte hun ikke rigtig, hun havde nogle venner – bortset fra Theis, skolens stjerne, som hun gennem alle tre år var hemmeligt forelsket i. My har ikke fundet kærligheden siden og har ofte stillet sig selv spørgsmålet: ‘Var Theis the one that got away’?

210708 blaabogforevigt 077.jpg?center=0.34915981700726439,0
Foto: Kristian Brasen / TV 2

Theis – klassens stjerne

(Christopher Læssø)

Theis var hele gymnasiets entertainer, og alle spåede ham en stor karriere inden for standup. Men ti år efter gymnasiet er han på ingen måder slået igennem og arbejder nu overvejende som lærervikar på en folkeskole, mens han krampagtigt holder fast i karrieredrømmen, og hvem han engang var. Theis er kæreste med gymnasiets dronning, Josefine, men han føler sjældent, han får den opbakning fra hende, som han forventer. Han er derfor enormt spændt på gymnasiereunion’en, hvor han endelig kan få sin gamle “scene” tilbage.

210712 blaabogforevigt 181.jpg?center=0.37207056615472267,0
Foto: Kristian Brasen / TV 2

Josefine – klassens leder

(Josefine Tvermoes)

Josefine, også kaldet “Jose”, er en struktureret og arbejdsom karrierekvinde med stor succes som McKinsey-konsulent. Hun kæmper hårdt med at holde parforholdet til Theis oven vande. Jose har nemlig svært ved at acceptere måden, hvorpå Theis lever i fortiden, ligesom hun har svært ved at give ham den konstante opbakning og bekræftelse, han kræver. Hun håber derfor inderligt på, at denne gymnasiereunion vil genkalde den gamle, selvtillidsfyldte Theis, som hun engang blev forelsket i.

bb1 d03 stills 22.jpg?center=0.41898305250428014,0
Foto: Kristian Brasen / TV 2

Ida – klassens festabe

(Sofie Jo Kaufmanas)

Ida er mor til to børn og gift med Lars. Hun har virkelig glædet sig til denne reunion, da hun i den grad trænger til at bryde med hverdagens trivialiteter, bleer og opkast. Familielivet og hendes mand Lars, der går mere op i sin triatlon-cykel end hende, hænger nemlig Ida langt ud af halsen, og hun savner de gode gamle og frie tider. Ender festen i en kort affære, har Ida gjort op med sig selv hjemmefra, at det både er acceptabelt og nærmest fortjent.

dsc00570 2.jpg?center=0.43400016259817753,0
Foto: Christian Birkebæk / TV 2

Sejer – klassens rige slacker

(Kasper Løfvall Stensbirk)

Sejer kommer fra en velhavende familie og har derfor aldrig manglet noget. Han er typen, der altid hopper over, hvor gærdet er lavest. Nu arbejder han i en pseudo-stilling i sin fars succesfulde virksomhed, hvor han rejser verden rundt og “undersøger trends”, som han selv formulerer det. Sejer har altid prioriteret festen og det bekymringsløse liv, men hans egocentriske livsstil har efterhånden også skabt en lurende ensomhed i ham. Måske er det tid til at comitte sig til noget?

dsc00220.jpg?center=0.39824771007566706,0
Foto: Christian Birkebæk / TV 2

Konrad – klassens mobbeoffer

(Jesper Ole Feit Andersen)

Konrad havde det enormt svært i gymnasiet, og hans overvægt gjorde ham til et nemt mobbeoffer. Navnlig Theis hævdede sig selv ved at latterliggøre Konrad, og særligt én episode i gymnasiet satte sig som et traume for Konrad. Konrad arbejder nu i Spejder Sport og har udgivet selvhjælpsbogen ‘Gå Din Vej’, der handler om hans mange terapeutiske vandreture i Europa. Mon Konrad får den undskyldning, som Theis har skyldt ham i ti år?

    Interview med manuskriptforfatter Claes Quaade

    Hvordan opstod idéen til ‘Blå Bog For Evigt’?

    – Idéen til ‘Blå Bog For Evigt’ var inspireret af den amerikanske serie ‘Last Man on Earth’, hvor en gruppe personer overlever et apokalyptisk virusudbrud.

    – Jeg havde derfor lyst til at lave en dansk pendant med mit eget take, og helt intuitivt dukkede præmissen om en gruppe gamle klassekammerater, der blev fanget til en reunion, bare op. Det var den første sætning, jeg nedfældede på projektet, og selvom idéen efterhånden er tre-fire år gammel og haft forskellige formater, så har det hele tiden været kernen.

     

    Hvad er det, der gør en ti-års gymnasiereunion til en god setting for en serie?

    – Det er bare et setup, der er ladet med utrolig meget. Fortidens forventninger til en selv, andres forventninger til en, hierarkier, gamle roller, stridigheder og fortabt kærlighed. Gymnasietiden er en ret definerende tid, som nogle tænker tilbage på med stor nostalgi og andre med et mere komplekst forhold. Så at genbesøge den tid som voksen, hvor du måske falder tilbage i din gamle rolle, prøver at flygte fra den eller ikke vil give slip – det er der bare meget komik og drama i.

     

    Hvilke tanker har du gjort dig i forhold til karaktererne i serien?

    – Uh. Jeg har gjort mig mange tanker. Det har været en lang proces at finde frem til et cast på seks karakterer, der spillede så godt – og dårligt – sammen som overhovedet muligt. Det har naturligvis været vigtigt at finde nogle arketyper, som vi alle sammen kan genkende fra gymnasietiden. Nogle var konger, andre dronninger, nogle var usynlige, og andre blev mobbet. Nogle drømmer sig tilbage til den tid og er nærmest fanget af løfterne fra dengang, mens andre vil vise, at de er blevet en anden eller er på vej til det.

     

    Hvad er du allermest stolt af i forhold til serien?

    – Jeg er virkelig stolt af den indsats og dedikation, der har været fra hele holdet. Jeg er altid stor tilhænger af inddragelse og medindflydelse, uanset om man er på den ene eller anden side kameraet. Det er naturligvis hovedforfatteren og instruktørerne, der er de primære tovholdere, men specielt i dette projekt, hvor tempoet har været højt, har det været en gave, at skuespillerne har taget så meget ansvar. Kæmpe ros til instruktørerne og skuespillerne for deres arbejde undervejs og på set.

    – Derudover er jeg enormt stolt over seriens personlige stil og udtryk. Vores konceptuerende instruktør Peter Amelung kom til mig og sagde, at han tænkte at køre det dogmestil. Den visuelle identitet betyder utrolig meget for mig, men jeg tænkte egentlig ikke, det var muligt at lege så meget i en serie på TV 2 ZULU. Meget ros til dem for, at vi fik lov at lave vores ‘pastel-dogme’. En reunion er desuden en konstellation, hvor du i høj grad ser tilbage i tiden, hvorfor det giver mening for mig, at vi har nuppet et visuelt greb fra en svunden tid.

    LoadingTilføj Favoritlisten Favoritliste
    JustWatch – Hvor kan det streames?
    Kilde: TV 2 presse
    Løbet tør for ting at streame? Tjek hvad du kan se i biografen her
    Back to top button
    Close

    Adblocker registreret

    Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard