12 uger i helvede
UnderholdningDiscovery+ lancerer her i efterårssæsonen et nyt programformat, 12 uger i helvede, baseret på træningsprogrammet 16 weeks of Hell.
I Danmark nøjes man dog med 12 uger og her kaster seks kendte danskere – Iben Hjejle, Signe Lindkvist, Esben Dalgaard, Simon Jul, Mich ’Cutfather’ Hansen og Anne Louise Hassing – kaster sig ud i et benhårdt forløb, hvor de skal give alt, hvad de har i sig, for at få deres drømmekrop.
Sukkerafhængighed, rødvin og sofahygge bliver skiftet ud med et nøje tilrettelagt trænings-og kostforløb, der skal give de seks deltagere muligheden for at opnå deres livs bedste form. Følg med fra d. 2. september, når ‘12 Uger i Helvede’ har premiere på discovery+ og Kanal 5.
I 12 uger i helvede gælder ingen dårlige undskyldninger eller smutveje, hvis de vil nå i mål til et sundere liv. Den personlige træner Tor Andersen følger deltagerne tæt under hele forløbet, giver sparring og motiverer deltagerne, når det ser allermest sort ud. Hans erfaring med denne form for træningsforløb er afgørende for deltagerne, når de enten lykkes eller mislykkes med deres mission om at komme i deres livs form.
– Den største udfordring for mig har været at undvære sukker. Jeg har altid været vant til at have slik og sukker inden for en armslængde i dagligdagen – i handskerummet, i skuffen på arbejdet – så det har været vildt svært. Og så har det været hårdt at skulle give afkald på sociale arrangementer og samvær med familien, fordi jeg skulle spise noget bestemt på nogle bestemte tidspunkter. Men resultaterne er helt tydelige, og det er så fedt, fortæller Cutfather, der er en af de seks modige programdeltagere, som har taget udfordringen op.
Under det benhårde trænings- og kostforløb dokumenterer deltagerne også selv deres dagligdag, og man får et ærligt indblik i de forskellige udfordringer, som må overvindes – ikke bare i træningslokalerne, men også i køkkenet. For vejen til et sundt liv er ikke let, og der er mange ofre, som deltagerne er nødt til at gøre sig undervejs for at komme i deres livs form.
Det viser sig at blive en chokstart for alle, hvor Simon Jul går for hårdt til den med en stram diæt og hård træning og ryger på hospitalet på grund af sin diabetes.
Discovery lavede første gang programmet i Sverige sidste år og 16 weeks of hell” er faktisk også et svensk koncept skabt af træningsguruen Tony Andersson.