Radio og Podcast Nyt

Poul Nesgaard får en ny julekalender-chance

Det er 38 år siden, at Poul Nesgaard og Elith ”Nulle” Nykjær blev fanget i et hul i ’Jul og grønne skove’ i DR1’s julekalender med et kuglekamera hængende over hovedet. Nok havde kalenderen sine fans, men den fik også tusindvis af danskere til at klage til DR, ligesom kalenderen blev en sag for det daværende radioråd. Og når medierne skriver om TV-julekalendere den dag i dag, bliver ’Jul og grønne skove’ stadig fremhævet som én af DR’s største fusere lige på den front.

I anledning af at det i år er 50 år siden, at Poul Nesgaard havde sit første job for DR, har han fået en chance til. Ovenikøbet med at lave julekalender. For hver dag fra den 1. til den 24. december sender P1 ’Endnu en jul med Poul Nesgaard’. Her har han i en halv time dagligt indvilget i at udvikle sin juleudsendelse for åben mikrofon. Programmerne laver han sammen med Jacob Grosen og Thomas Vinther Larsen – med Thomas Hedemann som producent.

Poul Nesgaard har en drøm om at gøre julen til det store, globale fællesskab, som man fejrer på tværs af religioner og politiske fællesskaber. Og det er blandt andet det, programmerne vil være gennemsyrede af. Hver dag får han for eksempel gæster, som han spørger om hvilket aftryk, de har sat på verden – og hen ad vejen kommer eksempelvis Mette Horn, Lotte Heise, Anders Lund Madsen og Carsten Jensen forbi for at vise, om de er velegnede kandidater til det ultimative juleprogram den 24. december.

”Julekalender-universet er fantastisk, fordi du har muligheden for at bygge noget op. Men der er selvfølgelig også en del forventninger til det,” erkender Poul Nesgaard og sender tankerne tilbage til 1980 og balladen, som P1 også selv nævner i programoversigt-teksten til ’Endnu en jul med Poul Nesgaard’.

”Alle vil tænke det alligevel, så vi kan lige så godt sige det selv,” siger Poul Nesgaard, der samtidig understreger, at julekalenderen dengang helt var, som det var aftalt med DR’s B&U-afdeling og for øvrigt var blevet til efter et afbud.

Når det er sagt, har Poul Nesgaard ikke lige et manuskript klar til decembers 24 P1-udsendelser. Improvisation har gennem alle årene været én af hans spidskompetencer.

Hvordan det så går med årets julekalender, og om det faktisk bliver jul i år, kan alle følge med i på P1 fra lørdag den 1. december klokken 15.30 – med genudsendelse den efterfølgende nat klokken 2.30, hvis man da ikke fanger episoderne på DR’s radioapp eller dr.dk.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard