Podcasten Danske Drabssager – Amagermanden
For første gang samles de nøglepersoner, som var med til at fælde Amagermanden, og fortæller om sagen, der rystede Danmark i 2010. Det sker i podcasten Danske Drabssager, og sagen om Amagermanden er delt op i tre episoder. Første episode har premiere onsdag.
Hør hele den samlede historie om danmarkshistoriens værste serieforbryder.
– Amagermanden var en iskold og beregnende serieforbryder, som jeg er glad for vi fik sat en stopper for. Sagen er den mest spektakulære sag, jeg har været involveret i, siger den tidligere drabschef, Ove Dahl, som i podcasten fortæller om politiets efterforskning, som strakte sig over 23 år. Amagermanden stod bag både drab, voldtægter og røverier.
Blandt de øvrige medvirkende er også professor i retsmedicin Hans Petter Hougen, kriminaltekniker Bent Hytholm Jensen, anklager Anne Birgitte Stürup og kriminalreporter Stine Bolther, som er vært. Hun har fulgt sagen om Amagermanden tæt, og i podcasten går hun i dybden med de mange detaljer, der lå til grund for, at politiet endelig fredag den 12. november 2010 kunne foretage anholdelse.
– Da sagen om Amagermanden kom frem, var vi danskere rystede. Hvordan kunne det ske i lille trygge Danmark? Hans metode er enhver kvindes ondeste drøm: At blive overmandet, når man går alene på gaden, når man sover trygt i sin egen seng, når man cykler en tur i skoven, når man åbner døren for en, man kender. Det må have været et levende mareridt for hans ofre, siger Stine Bolther.