TV-Nyt

Pengene på bordet – Tvivl om svar giver deltagere 200.000

Claus Elming er vært i TV 2s nye gameshow "Pengene på bordet!". (Foto: Magnus Glans / TV 2)
(Foto: Magnus Glans / TV 2)

Var der flest nydøbte børn eller nyudklækkede studenter i 2012? Det spørgsmål er ikke så ligetil at besvare, som man skulle tro, selv om man undersøger forskellige statistikker. Og den tvivl om det rigtige svar kommer nu to deltagere i TV 2-quizzen ”Pengene på bordet” til gode.
 
I finalespørgsmålet i programmet 27. oktober lagde de to deltagere, Carl-Erik og Carl-Christian, alle deres resterende 200.000 kroner på, at der var flest nyudklækkede studenter. Det svar var ifølge TV 2 og produktionsselskabet Endemol, der producerer ”Pengene på bordet” for TV 2, forkert, og derfor mistede Carl-Erik og Carl-Christian pengene og måtte gå tomhændet hjem.
 
Efterfølgende er der opstået tvivl om, hvorvidt deltagernes svar er rigtigt eller forkert. DR’s program Detektor har fundet at produktionsselskabet Endemol, der producerer ‘Pengene på bordet’ havde glemt at medregne studenter med enkeltfags-HF og havde overvurderet antallet af børn, der bliver døbt i frikirker. DR når frem til, at der var 44.197 nybagte studenter i 2012 og at 45.611 personer blev døbt. Det sidste tal rummer også antallet af voksne, der bliver døbt, og dermed mener DR at så tvivl om, hvorvidt antallet af børn der bliver døbt rent faktisk er højere end antallet af studenter.

– I programmet siger vi, at der var 41.000 studenter og 47.000 nydøbte børn, og det er en fejl. Tallet for studenter er højere, mens tallet for nydøbte børn er lavere, end vi har sagt i programmet. I realiteten er det meget svært at finde ud af, hvad det helt præcise svar på antallet af studenter og nydøbte egentlig er. Og det er ikke godt nok, siger programchef Mette Nissen, Endemol.

– I “Pengene på bordet” må der selvfølgelig ikke være fejl i spørgsmålene, så i denne situation skal tvivlen komme deltagerne i programmet til gode. Derfor har vi og TV 2 besluttet at give deltagerne Carl og Carl den præmie på 200.000 kroner, som de kunne have vundet – og det er de selvfølgelig glade for, siger Mette Nissen.
 
Hun ærgrer sig over, at ”Pengene på bordet” fik stillet et spørgsmål, hvor der kunne opstå tvivl om svaret.
 
– Det ærgrer endnu mere på vores spørgsmålsredaktion, som består af nogle af landets bedste og mest erfarne folk på området. Og vi vil gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at undgå fremtidige tvivlssituationer med hensyn til, om et svar er rigtigt eller forkert, siger Mette Nissen.

Kilde: TV 2 / BT

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard