Påske TV på TV 2 2017
Påske-tv er traditionelt kendetegnet af film og underholdning – og på det punkt er påsken 2017 på TV 2 ingen undtagelse.
TV 2s nye programmer på underholdningsområdet begynder allerede fredag 7. april, hvor TV 2 har sæsonpremiere på ’Klipfiskerne’ med Felix Smith som vært og Lasse Rimmer og Thomas Warberg som holdkaptajner. I premieren får de selskab af Cutfather, Jesper Juhl, Carsten Bang og Julie Wester.
Dagen efter, lørdag 8. april, er der finale i ’Danmark har talent’, hvor værterne Felix Smith og Christopher Læssø og ti talenter i genrer som bl.a. dans, mystik, rap og lip-sync comedy er klar til dysten om æren, titlen og præmien på 250.000 kroner. Konkurrencen har hele vejen igennem været hård, og forventningerne til finaledeltagerne er tårnhøje. Dommerne er – naturligvis – Nabiha, Jarl Friis-Mikkelsen, Peter Frödin og Cecilie Lassen.
Søndag 9. april er ’Hvem vil være millionær?’ på skærmen med quiz for de videbegærlige, og lørdag 15. april indtager underholdningsprogrammet ’Rundt på gulvet’ skærmen med Martin Brygmann som vært.
I sæsonpremieren på ‘Rundt på gulvet’ er skuespiller Ole Boisen og Jakob Fauerby gæsterne, der sammen med Lise Baastrup, Niels Olsen, Andreas Bo, Christian Fuhlendorff og seerne er inviteret indenfor til en hæsblæsende omgang impro-sjov.
Danske comedyshows
På comedy-området byder TV 2 i påsken på shows med en række af dansk standupcomedys mest erfarne folk, nemlig Jan Gintberg (showet ’Det Store Spørgsmål’ fra 2015), Lasse Rimmer (’Selvtilfreds’ fra 2014’), Carsten Bang (’Dyret’ fra 2014), Thomas Warberg med showet ’Thomas Warberg Comedy Tour ’14’ og Anders Matthesen (’Anders’ fra 2012).
De igangværende livsstilsprogrammer ’Hjem til gården’, ’BS & ægteskabsprøven’ og ’Nybyggerne’ samt dokumentar- og reportageprogrammer som ’Holder Danmark i live’, ’Razzia’ og ’Station 2 Politirapporten’ fortsætter også i påsken.
TV 2s påske byder – traditionen tro – også på spillefilm, herunder en række danske film. Palmesøndag (9. april) sender TV 2 det danske krigsdrama ’9. april’ – på 77-års-dagen for Danmarks besættelse.
Skærtorsdag 13. april byder TV 2 på den danske folkekomedie ’Støv på hjernen’ med Dirch Passer i hovedrollen og en perlerække af danske skuespillere på rollelisten: Hanne Borchsenius, Helle Virkner, Søren Elung Jensen, Bodil Udsen, Ove Sprogøe, Paul Hagen, Karl Stegger, Karin Nellemose m.fl.
Langfredag (14. april) sender TV 2 efterfølgeren ’Støv for alle pengene’ med mulighed for at opleve en række af de samme skuespillere som dagen forinden.
Søndagsfilmen påskedag (16. april) er actiondramaet ’James Bond: Skyfall’. Her er James Bond (Daniel Craig) på en mission i Istanbul, der går helt galt og resulterer i, at samtlige engelske MI6-agenters identiteter bliver lækket. Katastrofen betyder, at efterretningstjenestens chef M (Judi Dench) kommer under voldsomt pres fra regeringen. Kort efter bliver MI6s hovedkvarter angrebet, og M bliver tvunget til at flytte organisationen under jorden. Da MI6 er truet, både indefra og udefra, er der kun en person, M tør stole på: James Bond.
TV 2-filmen 2. påskedag (17. april) er til gengæld i en helt anden genre – romantisk drama. Det er nemlig den britiske ’Laksefiskeri i Yemen’, der er instrueret af Lasse Hallström og har bl.a. Ewan McGregor, Emily Blunt og Kristin Scott Thomas på rollelisten. Filmen vises hermed for første gang på en landsdækkende tv-kanal.
Film til børn og unge
I dagtimerne byder TV 2 på gode film til børn og unge, og blandt disse film er tv-premieren på den danske familiefilm ’Fuglejagten’. Victor (Oliver Metling Søndergaard) og hans far Jesper (Lars Brygmann) er helt vilde med sjældne fugle. De deltager hvert år i Fuglejagten på Røsnæs – en konkurrence, hvor det gælder om at spotte og fotografere den mest sjældne fugl.
Victor er sikker på, at det vil lykkes ham at vinde konkurrencen, da hans ærkerival Daniel (Georg Hvidtfeldt Treschow) har brækket benet. Men Daniel deltager alligevel og knipser et billede, der helt sikkert vil vinde. I desperation beslutter Victor sig for at snyde og tager billeder af en udstoppet og meget sjælden fugl, som han placerer i naturen. Det får store konsekvenser.
På rollelisten ses herudover bl.a. Jesper Asholt, Nicolas Bro, Charlotte Fich og Jesper Langberg.
Blandt påskens øvrige danske film til børn og unge kan nævnes ’Storm’ (vises skærtorsdag), ’Zoomerne’ (langfredag) og ’Monsterjægerne’ (2. påskedag) samt filmene ’Far til fire – tilbage til naturen’ (skærtorsdag), ’Far til fire – til søs’ (langfredag) og ’Far til fire – på japansk’ (2. påskedag).
Eftermiddagene i påsken byder også på børne- og familiefilm som bl.a. ’Scooby-Doo’, ’Alvin og de frække jordegern’ og ’Sådan træner du din drage’.