På nye patruljer i lufthavnen
Det begyndte med et enkelt afsnit af ”Station 2: På patrulje” tilbage i marts 2006, men det gik hurtigt op for redaktionen bag, at Københavns Lufthavn i Kastrup rummer masser af gode historier.
Den internationale stemning, det myldrende liv af travle rejsende og de anderledes politiopgaver var som skabt til masser af spændende episoder.
Nu er holdet bag, tilrettelægger Mette Møller Fogh og fotograf Morten André Holm, begge fra TV 2 | ØSTJYLLAND, klar med femte sæson, som bringer det samlede antal afsnit op på 42. De har i øvrigt været fast makkerpar siden starten.
“Kim og Lennart”
Siden premieren har de gennemgående hovedpersoner været de to politifolk Kim Vinholdt og Lennart Søderberg, og derudover har vi fulgt nogle af SKATs medarbejdere i ”toldslusen” og i ”smuglerigruppen” samt Securitys havnebetjente, bl.a. Annette Mortensen og Jakob Lau-Jeppesen.
I de helt nye afsnit af ”Station 2”-serien fra Københavns Lufthavn følger vi igen i hælene på politifolk og Securitys havnebetjente på arbejde, og i første afsnit handler det blandt andet om en tilsyneladende bevidstløs passager ombord på et ankommende fly. Havnebetjentene skal lodse ambulance og læge udefra hurtigt og sikkert igennem lufthavnen og hen til flyet.
Og så har en mand bevæbnet med en brødkniv stjålet en indsamlingsbøsse fra en bank. Manden viser sig at være en af politiets gamle kendinge.
220 ansatte ved politiet i lufthavnen
Lufthavnen er arbejdsplads for tusindvis af mennesker, der servicerer mange millioner passagerer årligt. Hvert andet minut letter eller lander et fly – døgnet rundt.
Lufthavnen er et travlt trafikknudepunkt myldrende af titusindvis af passagerer dagligt. Det kræver 220 ansatte ved politiet at løse opgaverne.
I lufthavnen er politiets hovedfunktion paskontrol af passagerer, der kommer fra ikke-Schengen-stater og rejser ind i Danmark, samt paskontrol af passagerer, der rejser ud af Danmark.
Hertil kommer almindeligt patruljearbejde som butikstyverier, færdsels-uheld, narkosager og våbenlovsovertrædelser.
“Station 2 Lufthavnsstrømer” har i sæsonerne, der blev sendt i 2009 og 2010, haft i gennemsnit 879.000 seere. De nye afsnit er på skærmen fra mandag 15. august.
Kilde: TV 2 presse