P6 Beat og P8 Jazz fortsætter – 15,0 mio. kr. årligt i 2022, 2023 og 2024
Et politisk flertal bestående af SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og regeringen har besluttet at videreføre P6 Beat og P8 Jazz.
DR får således 15,0 mio. kr. årligt i 2022, 2023 og 2024, der skal gøre det muligt at videreføre radiokanalerne P6 Beat og P8 Jazz, som egentlig stod til at lukke som følge af de besparelser på DR, som den borgerlige regering i sin tid besluttede.
Det har kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen besluttet med opbakning fra SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.
Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
“Ved at bevare P6 Beat og P8 Jazz skaber vi ro om miljøerne omkring alternativ rytmisk musik og jazz. Samtidig får radiolytterne fortsat glæde af en journalistisk formidling af disse genrer, der går i dybden med fortællingen om musikken og kunstnerne.”
Charlotte Broman Mølbæk, SF, siger:
“Det har været en klar prioritering for SF at redde P6 Beat og P8 Jazz fra blå bloks tidligere besparelser. De to kanaler giver et unikt, bredere og mere mangfoldigt musikindhold, som andre radiokanaler ikke gør. Det skal public service også levere på, så vi er glade for, at det er lykkedes at videreføre de to kanaler.”
Zenia Stampe, Radikale Venstre, siger:
“Sådan. Tak til kulturministeren for at lytte til vores argumenter og bønner. Vi redder P6 Beat og P8 Jazz fra øjeblikkelig lukning, og vi sikrer endda kanalernes overlevelse på lang sigt. Det er så vigtigt for det danske musikliv. Det er en kæmpe sten, der er faldet fra mit hjerte.”
Søren Søndergaard, Enhedslisten, siger:
”Den forhenværende borgerlige regerings massive nedskæring på DR havde naturligvis store konsekvenser. Kun regeringsskiftet ved valget i 2019 forhindrede gennem en særbevilling, at det også kom til at betyde en lukning af de to anerkendte radiokanaler P6 Beat og P8 Jazz. Enhedslisten er rigtig glade for, at det i dag er lykkedes at opnå enighed mellem regeringen, SF, Radikale og Enhedslisten om at fortsætte denne særbevilling frem til og med 2025. Det betyder, at der skabes arbejdsro for kanalerne til at fortsætte og videreudvikle deres gode public service-arbejde – til gavn for medarbejderne, men selvfølgelig først og fremmest til glæde for de dedikerede lyttere”.
Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet, siger:
“Under den borgerlige regering blev DR udsat for massive besparelser. Sammen med Radikale, SF og Enhedslisten har vi sat en ny kurs. Vi har stoppet besparelserne og giver nu DR mulighed for at videreføre to radiokanaler, der spiller og formidler nogle af de musikgenrer, der har svære kommercielle vilkår.”
Baggrund
De 15,0 mio. kr. til de tre radiokanaler kommer fra det såkaldte merlicensprovenu, som er overskydende licens i forhold til fordelingen af licensindtægterne for 2020.