P3-podcastserie om ansigtsgodkendelse og hackerangreb
P3’s nye fiktionspodcast handler om pigen Sam. Sam er lige flyttet sammen med kæresten Jeppe og har fået sig et rigtig “voksenarbejde” i IT-virksomheden KMP Consult.
På arbejdet står Sam for udviklingen af den nye ’FaceID Solution’ – et ’program’ der gør det muligt for danskerne at være online 24/7 via ansigtsgodkendelse, og derved bliver det slut med at ’logge på’.
På arbejdet er Sam presset med at få ’FaceID’ klar til danskerne, og presset bliver endnu større, da hun opdager, at noget er helt galt med sikkerheden, men ingen vil lytte til hende. Samtidig bærer Sam rundt på en hemmelighed. Hun er tidligere hacker, noget hun ikke har fortalt Jeppe, familien eller arbejdet om.
Men fortiden og tidligere fejltrin har det ofte med at komme frem, og da en gammel bekendt banker på døren, med en vigtig besked, bliver det sværere og sværere at komme udenom, at Sam stadig er dybt aktivistisk, men hvor lang vil hun gå.
’Attack’ er 100 procent fiktion, men mange at seriens emner og digitale problemstillinger, som verden står overfor, er reelle nok. Det er DR Radio Drama, der har produceret serien for P3 Podcast.
Sam spilles af Christine Sønderris og Jeppe af Simon Sears (‘Herrens Veje’), andre roller af Marie Boda, Henrik Prip, Henrik Birch og Nicolai Jørgensen m.fl. Serien er skrevet af Thomas Markmann, Marianne Lentz og Christoffer Krustrup. Instruktør er Thomas Bjerregaard Nielsen.
’Attack’ er på 10 afsnit. Afsnit 1 og 2 udkommer mandag den 26. november og ’to af to’ de efterfølgende mandage. Man kan lytte med på dr.dk, DRs radio app og ITunes.