P3 Guld onsdag 27. marts på DR3
P3 Guld 2013 byder foråret velkommen med et brag af et show, når Koncerthuset onsdag 27. marts kl. 21.00 vil sprudle af lækkert musik, talent og de bedste navne på den danske musikscene lige nu. Hør bl.a. Nik & Jay feat. Søren Huss, Fallulah, Nephew feat. Marie Key, MØ og mange flere, når de prestigefyldte priser skal uddeles med de garvede P3-værter Le Gammeltoft og Sara Bro ved roret.
Spændende nomineringer
’Smag på P3’ har hver dag afsløret et nyt navn blandt de nominerede, der skal kæmpe om de tre eftertragtede priser ved P3 Guld 2013, og her til eftermiddag er det samlede felt af nominerede endeligt på plads. Et vigtigt aspekt ved P3 Guld er, at både nomineringerne og vinderudvælgelse foretages af P3 på et musikfagligt grundlag. Kriteriet er helt overordnet, at musikken skal have et højt niveau inden for sin genre.
Præcis som de foregående år forsøger P3 Guld sig med et kig i krystalkuglen. Efterklang, Marie Key, Raske Penge og Vinnie Who udgør dette års nominerede til P3 Gulds fornemste pris – P3 Prisen. I P3 Talentet er Panamah, Quadron og Sebastian Lind blandt P3s bud på kunstnere, der i fremtiden vil levere lydsporet til danskernes hverdag. I P3 Lytterhittet, der er udvalgt blandt de højest placerede danske numre på hitlisterne, finder man blandt andet ørehængere, som Marie Key’s ’Uopnåelig’, Klumben & Raske Penge med ’Faxe Kondi’, Panamah med DJ Blues og Eaggerstun’s Kugledans.
Morgendagens stjerner
P3 Guld prisen er ikke kun en anerkendelse af vindernes hidtidige musikalske præstationer. Prisen er lige så meget en indikation af, at vinderne sandsynligvis kan se frem til en stor karriere. Denne fremgangsmåde har gang på gang vist sig at bære frugt, og man har til P3 Guld haft held til at forudse store kunstnere som Saybia, Dúné, Tina Dickow, Mikael Simpson, Nephew, Fallulah, Mew, Peter Sommer, Magtens Korridorer og mange flere.
Om P3 Guld 2013
Når seere og lyttere onsdag 27. marts skal føres sikkert gennem P3 Guld 2013, bliver det med de garvede P3-værter Le Gammeltoft og Sara Bro ved roret. Samtidig laver P3 Guld i år et kanalskift fra DR2 til DRs nye kanal DR3. DR3 er kanalen, der bringer musikken tilbage på tv med musikprogrammer, koncerter, events og dokumentarprogrammer, og med sit stærke fokus på musikformidling, er DR3 derfor et naturligt hjemsted for P3 Guld fremover. Allerede fra klokken 20.30 er der optakt, hvor man kan møde de nominerede til P3 Prisen.
- P3 Guld 2013: onsdag 27. marts kl. 21.00 i Koncerthuset, på DR3 og P3
- Optakt til P3 Guld 2013 fra kl. 20.30 på DR3, hvor man kan møde de nominerede til P3 Prisen kl. 20.30 på DR3.
- Se alle de optrædende ved P3 Guld 2013 og stem på ’P3 Lytterhittet’ på www.dr.dk/p3guld