P3 Dokumentarer som podcast

| fredag 02. feb, 2018 09:41 | 0 Kommentarer

På mandag går startskuddet til en række af P3-producerede dokumentarer, som lytterne udelukkende kan lytte til på podcast. I den første podcast følger P3 Dokumentar Caroline og Anne Sofie, der har en drøm om at lave ægte porno.

P3 Dokumentar er et nyt podcastformat, der, med udgangspunkt i den personlige historie og de nære relationer, både behandler aktuelle tendenser og mere evigtgyldige temaer, der er relevante for unge danskere:

”Med P3 Dokumentar vil P3 bruge podcastformatet til at bringe lytteren ind i miljøer, der ellers er ukendte eller lukkede, og helt tæt på mennesker, som man kan identificere sig med på tværs af situation og livsvilkår. Og på den måde erfare, at der er mange måder at være ung på.” siger P3s kanalredaktør Steffen Raastrup. P3 Dokumentar debuterede før jul med serien ”Mig og Marcus”, som i 2018 bliver fulgt op af en stribe podcasts fra vidt forskellige miljøer.

En Drøm Om Ægte Porno

I den kommende P3 Dokumentar – ’Ægte Porno’ – der har premiere på mandag den 5. februar, følger vi Caroline og Anne Sofie har en drøm om at lave ægte porno. Ægte på den måde, at orgasmerne skal være rigtige, skuespillerne skal være liderlige og scenerne smukke. Derfor har de startet deres eget pornoproduktionsselskab, hvor de selv både skal være foran og bag kameraet.

Vi vil lave noget porno, som er virkelig godt. Porno som vi selv har lyst til at kigge på. Og porno vi har lyst til at vise til andre”, fortæller 29-årige Caroline Due.

“Man kan hurtigt få det dårligt med sig selv, hvis man ser mainstream porno, så jeg håber vi kan vise noget forskellighed på en virkelig lækker og sexet måde, så flere kan se sig selv i det, der foregår”, fortsætter 27-årige Anne Sofie Sverdrup.

Mange Fordomme

P3 Dokumentaren følger Caroline og Anne Sofies vej ind i en verden af sex, porno og personlige op- og nedture. Hvordan vil deres forældre reagere på, at de skal lave porno? Hvordan bliver det at have sex med hinanden foran et kamera? Og hvad synes folk omkring dem om projektet? Én ting er sikkert: Der findes mange fordomme, om folk, der laver porno, men det håber de to unge kvinder at lave om på.

“Det er vel en klassisk fordom at, hvis man har andre muligheder, hvorfor så lave porno eller arbejde med sex i det hele taget? Der er en opfattelse af, at det er en sidste nødløsning, at det er det man gør, hvis ikke man har andre muligheder. Men det er det, vi helst vil”, siger Caroline.

Følg med når Caroline og Anne Sofie begiver sig ud på deres mission om at revolutionere pornoindustrien fra en kælder på Nørrebro i København på: dr.dk/p3dokumentar.

  • P3 dokumentaren – ’Ægte Porno’ – har premiere mandag den 5. februar. De følgende fem episoder i serien udkommer hver mandag morgen de følgende 5 uger.
Kilde: DR presse
Del på:

Tags:

Gemt under:: Radio-Nyt

Privatlivs indstillingsoversigt