TV-Nyt

Overflødighedshorn af comedy på ZULU

TV2_zulu_logoFor dig, som elsker comedy, giver ’Zulu Comedy Festival’ store udfordringer.

For hvad skal man vælge, når TV 2 ZULU hver aften fra kl. cirka 20 og frem til efter midnat byder på stærk comedy, når der også er comedy på TV 2 PLAY, og når festivalen også kan følges live på scener i København og Aarhus?

Blandt de mange shows på TV 2 ZULU under festivalen er bl.a. fem tv-premierer – der desuden kan ses som snigpremierer på TV 2 PLAY.

’Zulu Comedy Festival 2014’ åbnes med et brag af ‘Zulu Comedy Galla 2014’ torsdag 21. august, og dette gallashow med Rasmus Bjerg som vært kan ses søndag 24. august – efterfulgt af premieren på den nyskabende programserie ’Zulu BFF’, der hylder venskabet.

Læs også: ‘Zulu Comedy Festival 2014’ indtager København og Aarhus.

Premiere på ’Anders’ fra 2012
Blandt de helt nye comedyshows på TV 2 ZULU er Anders Matthesens show fra 2012 ’Anders’, som bl.a. stiller spørgsmålene: Kan man stadig være ‘Anden’ som 36-årig? Og er ‘Anden’ og Anders overhovedet den samme person? Og kan det svare sig at analysere de faste vaner, mønstre og holdninger, der muligvis giver os et falsk og begrænset billede af os selv og dermed også sætter grænser for, hvad vi kan og ikke kan?

Om vi får svar på alle disse spørgsmål, er endnu uvist – men at vi får noget at grine af, er 100 procent garanteret.

Anders Matthesen kan også ses i showet ’Anden – 9-års-jubilæum’ i løbet af ZULUS festival på skærmen.

Flere premierer
En anden premiere er Simon Talbots ’Talle alene i verden’. Talbot fortæller i showet – med sin energiske standup-stil og selvironiske distance – om livet efter bruddet med kæresten: Det lave selvværd, som følger med, behovet for anerkendelse og det anstrengte forhold til vennernes Facebook-opdateringer om deres perfekte liv.

Se Simon Talbot gøre selv de mere følsomme emner hysterisk morsomme med sin karakteristiske, barnlige iver. TV 2 ZULU sender også et program, der går bag om produktionen af ’Talle alene i verden’.

Lørdag 23. august har ZULU premiere på ’Men’s Room 2’. Tilsyneladende skal der mere end et show til for at rumme, hvad kvinder ikke forstår, så de to komikere og ekvilibrister udi stand-up, Torben Chris og Thomas Hartmann, tager derfor en glad runde til.

De to er meget glade for kvinder. Faktisk så glade, at de nok en gang har lagt deres kreative kræfter i at lave et show af mænd om kvinder. De har optrådt for fulde huse med showet i efteråret 2013 og foråret 2014 på både Comedy ZOO og rundt i det ganske land. Showet må gerne ses af kvinder, men det går bedst, når de medbringer en vis portion selvironi.

To shows med Michael Schøt
Også komikeren Michael Schøt er på skærmen – i øvrigt både med premiereshowet ’Kunstigt Intelligent’ fra 2013 og ’Schøt Happens’ fra 2012.

Michael Schøt er vokset op midt i computerrevolutionen og har oplevet udviklingen fra de første Commodore 64 til nutidens dagligdag, hvor børnehavebørn har en iPad i hver hånd. Til trods for at Schøt elsker den moderne teknologi, forholder han sig i ’Kunstigt Intelligent’ – med sin vanlige rendyrkede satire – kritisk til det faktum, at vi bor midt i fremtiden, men at det tilsyneladende ikke er til vores fordel.

Tirsdag 26. august har TV 2 ZULU tv-premiere på ’Thomas Hartmann X-II’. Thomas Hartmann har alle dage været eksponent for standupcomedy i den reneste form, og i dette show fra 2013 befinder han sig i sit rette element: Alene på scenen med en mikrofon og et skarpt, intellekt, hvor han går efter den originale, upolerede stil, fra dengang standupcomedy var undergrund.

Mick Øgendahl
Herudover fylder ZULU skærmen med nogle af de bedste standup-shows fra de senere år, herunder med en af dansk comedys helt store, Mick Øgendahl, der med sin fantastiske mimik og karismatiske udstråling har fået en stor plads i alle stand-up elskeres hjerter.

Seerne kan bl.a. opleve hans show ’Tåfræser’ fra 2006 og ’Micktrix’ fra 2000, hvor Øgendahl bl.a. giver den som Grønlands eneste standupkomiker Jonatan Klaksvig og som dr.med. J.P. Bjæverskov og i øvrigt leverer en sværvægtspræstation med sine evner for fysisk comedy.

Der bliver også mulighed for at se eller gense Mick Øgendahls show og roadmovie ’Undskyld!’, hvor han blander rå standupcomedy med en hjertevarm roadmovie om to brødres oplevelser på en biltur til Sverige – og det at give en god gammeldags undskyldning. I showet ’Propaganda’ fremfører Mick Øgendahl igen sine pointer med hele kroppen – ikke mindst med hans fantastiske gummiansigt – og det går ud over bl.a. tøjekspedienter, jyske betjente og Adolf Hitler.

Tobias Dybvad og Linda P
Komikeren Tobias Dybvad har opnået fantastisk popularitet med sine shows ’Dybvaaaaad!’ på TV 2 ZULU, og dem bliver der også mulighed for en række gensyn med på kanalen.

Herudover viser ZULU Dybvads show ’Sjov mand, klam personlighed’, som han blev kåret til ”årets komiker” for.

Også Linda P er rost og hædret i de senere år, og ZULU-festivalen byder på showet ’Linda P… og mig’ fra 2012. Linda P er kendt som både dronningen af standup og Sydhavnen, og i showet tager hun os med bag om de mange forrygende punchlines og karakterer, der har givet hende kultstatus og viser, at der er meget mere under overfladen.

Casper Christensen og Frank Hvam
ZULU viser også showet ’Casper & Frank – nu som mennesker’ med to af dansk standup’s grand old men, Casper Christensen og Frank Hvam. I mere end 10 år har de været Danmarks mest succesfulde entertainment-fænomen på tv, film og live.

I ’Nu som mennesker’ kan du opleve dem i deres første standupshow sammen. Forestillingen havde premiere på Bremen Teater i oktober 2011 og spillede efterfølgende 94 gange for 80.000 mennesker landet over – et show, hvor alt lige fra frit hospitalsvalg, hvordan man vælger el-leverandør, og mænd, der danser sammen, bliver berørt.

En anden af de store, kendte komikere er Carsten Bang, og hans pletskud i showet ’Plukker kameler’ er også et tilbud til ZULU-seerne. I dette nye show ser Carsten Bang bl.a. på, hvordan vi taler sammen i dagens Danmark. Alle kommenterer og konfronterer alt og alle. Men hvad sker der ved det? Ingenting! Glæd dig til stribevis af begavede jokes og præcise oneliners, når Carsten Bang kredser om spørgsmålet “Skal alle være som mig?”.

Tingleff, Spang og Ehlers
Men comedy-festen på ZULU slutter ikke her. Kanalen byder nemlig også på ’Tingleffs guide til parforhold’, hvor Jacob Tingleff går helt tæt på forholdet mellem mænd og kvinder – og på komisk vis udleverer de udfordringer, der opstår undervejs. Lige fra magtkampe, kønsrollekonflikter til skilsmissetanker.

Den populære Jonatan Spang præsenterer sit roste show ’Jonatan Spangs Familie’, hvor han blandt fortæller om, hvordan man får sine forældre til at flytte ud af ens hoved, når man er flyttet hjemmefra. Og hvorfor mænd har så svært ved at parre sig i fangenskab!

I showet ’Fucking Glad’ undrer komikeren Elias Ehlers sig bl.a. over livet. Han vender blikket indad og præsenterer sit indre tragikomiske univers i det forrygende, sjove onemanshow.

For livet er en lidelse, når man hedder Elias Ehlers, er sortseer og født med et ansigt fastfrosset i afmagtens folder, hvor bare det mindste smil føles som en mental fibersprængning. Især når verden er fyldt med jubeloptimister, der konstant forsøger at aftvinge ham en smule begejstring eller i det mindste bare en mimik …

Comedy Aid
TV 2 ZULU sender også comedy-maraton-programmet ’Comedy Aid 2013 – Speak-up!’, hvor en lang række af Danmarks bedste komikere stiller op i et storslået show, hvis overskud går til velgørenhed.

Carsten Bang og Christian Fuhlendorff er værter ved denne udgave af ’Comedy Aid’.

Og kan du ikke vente til 21. august – og har du ikke TV 2 PLAY – er der mulighed for et smugkig på festivalen i to programmer med titlen ’Zulu Comedy Festival 2014 – Previewshow’, der sendes lørdag 16. august og genudsendes onsdag 20. august.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard