TV-Nyt

Ond, ondere, ondest – DR3 sender 15 mænd i fængsel

Ond, ondere, ondest på DR3Kan magt få ondskaben frem i selv de bedste mænd? Det undersøger DR3 med en ny serie, hvor 15 intetanende danske mænd bliver lukket inde i et fængsel på et gammelt fort og får tildelt rollen som enten fange eller fangevogter.

Fem mænd med høreværn og hætte over hovedet bliver sejlet ud til Flakfortet øst for København. Da de bliver sluppet fri, befinder de sig i et fængsel med 40 rullende kameraer. De får at vide, at de nu er fangevogtere. Dagen efter kommer ti mænd mere. De får at vide at de er fanger, bliver kronragede, får fangedragt på og bliver tildelt et nummer. Og så udspiller et af danmarkshistoriens største psykologiske eksperimenter sig i DR3s nye programserie ’Ond, ondere, ondest’, der får premiere på DR3 onsdag 15. januar klokken 21.00.

Kendt eksperiment fra 70’erne bag programserien

Alle de 15 deltagere har sagt ja til at være med i eksperimentet, men de kender intet til konceptet i forvejen. Den nye programserie er baseret på et berømt fængselseksperiment, somden amerikanske psykolog Philip Zimbardo foretog på Stanford Universitet i 1971. Forsøget endte i en mindre katastrofe og måtte afsluttes efter blot seks dage, men eksperimentet viste, at alle mennesker kan udvikle sig til at blive onde, så længe rammerne, rollerne og uniformerne giver dem stor magt over andre.

Med ’Ond, ondere, ondest’ tager DR3 nu eksperimentet op i en dansk ramme og med danske mænd som deltagere. 15 unge mænd i alderen 20-43 år er blevet udvalgt igennem en casting, hvor målet har været at finde en gennemsnitlig sammensætning af venlige og empatiske unge danske mænd. 

Men hvorfor gentage et forsøg, som er foretaget før, og tilmed et forsøg, som kræver store etiske overvejelser?

– Der er sket meget siden 70’erne, og vi har en idé om, at flinke, danske mænd vil opføre sig anderledes end unge amerikanske studerende. Hvis vi kan forklare, hvorfor nogle folk opfører sig ondt, altså gør ting, som går ud over andre uden grund, så kan vi bedre forklare, hvorfor verden ser ud, som den gør. Det er derfor vores håb, at såvel tv-seere og deltagere og vil sidde tilbage med en følelse af at eksperimentet har været meningsfuldt og tankevækkende, og at de ekstreme metoder der anvendes viser at vi alle kan begå onde handlinger, hvis de ’rigtige’ betingelser er til stede, siger redaktionschef Lars Rønnow Torp.

Et professionelt team på den anden side af fængselsmurene

På den anden side af fængselsmurene sidder holdet bag eksperimentet. DR2s journalist Mikkel Frey Damgaard er vært på programserien, der sammen med adfærdsforsker Jill Byrnit time for time analyserer, hvad der udspiller sig inde bag de klaustrofobiske mure på flakfortet.

Berith Bro, der er én af Danmarks førende krisepsykologer, overvåger eksperimentet 24 timer i døgnet. Hendes fornemste opgave har været at sørge for at deltagerne ikke lider psykisk overlast, og hun har haft autoritet til at kunne stoppe eksperimentet når som helst.

Redaktør Henrik Bjerring har haft den noget tvivlsomme opgave at få ondskaben frem i de flinke danske mænd på bare få dage. Det har været en hård, men i sidste ende tilfredsstillende og meningsfuld opgave:

– At vi sender 15 mænd i fængsel for rullende kameraer smager af reality-tv. Men meningen er ikke, at udstille deltagerne. Man skal forstå dem. Vi har en adfærdsforsker til at analysere, alt hvad deltagerne gør. Det gør os klogere på, hvem vi er som mennesker. Derfor er det godt public service tv: Tankevækkende og oplysende, siger redaktør Henrik Bjerring.

Måtte stoppes før tid

Lige nu arbejder redaktionen bag programserien på højtryk med at redigere materiale fra 40 kameraer, der har kørt i døgndrift, til fem afsnit, samt et “behind the scenes”-afsnit, der bliver sendt hver onsdag klokken 21.00 på DR3 fra 15. januar. Hvordan eksperimentet forløber, og hvorvidt magt kan få ondskaben frem i gode danske mænd skal dog ikke afsløres her, men én ting kan dog røbes: Forsøget måtte stoppes før tid…

  • ’Ond, ondere, ondest’ på DR3: Fra onsdag 15. januar kl. 21.00 og de følgende fem onsdage

I samme kategori

Back to top button