Nytårs-tv har faste traditioner
Nytåret er præget af stærke tv-traditioner, som ikke uden videre kan ændres. “Dronningens nytårstale” og “Statsministerens nytårstale” følges begge af over to millioner danskere, omtrent det samme antal ser tv, når nytårsklokkerne ringer, og der synges “Vær velkommen”.
Og så er der også en lille million danskere, der vil se frem mod nytåret i selskab med “90-års-fødselsdagen”.
En ny tradition kanal blandede sig dog i nytårsseningen 31. december, og det var TV 2 Charlie, som sendte “Top Charlie Nytårsfest” med 189.000 seere – den højeste seertilslutning på Charlie nytårsaften nogensinde og en meget høj seerandel på dagen.
Det blev kronen på værket for et fantastisk år for TV 2 Charlie, der i 2012 blev Danmarks tredjestørste kanal.
Årets største tv-dag
En anden tradition er, at 1. januar er dagen med allermest tv-sening, og denne dag benyttede DR1 til at sætte sidste sæson af “Borgen” i luften. Og “Borgen” udnyttede, at programmet for første gang fik denne sendedag og satte ny seerrekord med 1.765.000 seere.
DR valgte dog ifølge TV 2 at overdrive rekorden, idet DR meddelte, at det var 245.000 flere seere end den tidligere rekord til “Borgen”. Det er ikke rigtigt. Det hidtil mest sete “Borgen”-afsnit blev fulgt af 1.671.000 seere, så den gamle rekord fra november 2011 blev retteligt slået med 94.000 seere.
Også TV 2 NEWS havde – traditionen tro – en fin nytårsuge med årskavalkader og høj sening af ugens nyhedsudsendelser. Målt på antallet af kontakter blev uge 1 NEWS’ sjettebedste nogensinde med 2.115.000 forskellige seere i løbet af ugen.
Kilde: TV 2 presse