Nyt satirisk univers på DR2 – UgeEkspressen
De seneste måneder har DR2 tilføjet satire til sin nye morgenflade. Her har seerne kunnet møde både Søren Malling, ’Snobberne’ fra Rytteriet og senest Givsted Lokal-TV, der varmer op til kommunalvalget i november. Onsdag den 23. oktober kan de morgenfriske seere så følge premieren på et helt nyt satirisk univers – UgeEkspressen, der bliver en del af DR2 Morgen.
UgeEkspressen skrives og produceres – som navnet siger – uge for uge. På skærmen vil seerne møde et utal af figurer, der bringes til live af en fast rollebesætning på blot to medlemmer, nemlig skuespillerne Thomas Mørk og Julie Ølgaard. Mørk er en af landets mest erfarne teater- og revyskuespillere. Ølgaard er kendt fra en lang række tv-produktioner og som en tredjedel af teatertruppen Nips.
Bag manuskriptet til UgeEkspressen er en mand, som seerne kender godt, Clement Kjersgaard. Clement er nok mest kendt i rollen som vært på blandt andet Clement Søndag, Debatten og Hos Clement, men har også erfaringer som instruktør og manuskriptforfatter med i bagagen. Han har ganske vist selv skrevet det comedy-materiale, han har anvendt i sine talkshows (siden 2005) – men ”UgeEkspressen” er hans debut som manuskriptforfatter til satire i fiktionsgenren.
DR2 Morgen sender alle hverdage fra klokken 06.30. Værterne Anja Bo og Niels Krause-Kjær leder seerne gennem morgenen med nyheder hver halve time, aktualitet, perspektiv, debat og baggrund – og altså nu også supporteret af et nyt satirehold fra UgeEkspressen.
Kilde: DR presse