MånedsguidesTV 2 Play Nyt

Nyt på TV 2 Play juni 2025

Den danske seriepremiere i juni måned på TV 2 Play er Danefæ med Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen i hovedrollerne. Der er også premiere på en ny sæson af Stormester.

onsdag 4. juni
Den travle læge TV 2
4 jun 2025
20:00

Den travle læge

TV 2
Dokumentar
Læs omtale

I en ny dokumentar handler det om en omstridt og travl læge i Nordjylland, der har fået usædvanligt mange klager. Trods gentagende kritik undrer patienter sig: Hvorfor får han lov til at fortsætte? ‘Den travle læge’ onsdag 4. juni på TV 2 Play og TV 2.

fredag 6. juni
Stormester 2025
6 jun 2025
20:00

Stormester 2025

TV 2
Underholdning | Ny Sæson
Læs omtale

Snart er det tid til et nyt stormløb af vanvittige opgaver, grin og genialiteter (eller mangel på samme), når Ane Høgsberg, David Minerba, Lars Hjortshøj, Mette Søndergaard og Mikkel Klint Thorius kaster sig hovedkulds ud i stormesterens bizarre udfordringer.

Spørgsmålet er ikke, om de fejler, men hvordan de fejler. Om det er en hjælp eller ej, står assistent Mark Le Fêvre klar med stopuret og holder styr på tid, point og regler.

Mere Stormester 2025 deltagerne

Ane Høgsberg

b6e5c079 fe80 455e 90a4 56944b132963?ixlib=js 3.8

37-årige Ane Høgsberg er standup-komiker og har lavet tre onemanshows. Hun er født og opvokset i Tønder i Sønderjylland.

Et gennemgående tema for Ane Høgsberg er feminisme.

Et af hendes onemanshows handler om at være en “dårlig feminist”, som hun kalder det, og i 2020 fulgte man hende i DR-dokumentarserien ‘Alle hader feminister’.

Ane Høgsberg har desuden medvirket i ‘Vild med dans’ og ‘Roasted’.

David Minerba

d386ac27 cb29 4d35 936d 51e6dac3ee48?ixlib=js 3.8

David Minerba er feltets yngste med sine 22 år.

Han er både standup-komiker og kendt fra Tiktok under navnet Dopeman & Lapello. Her han laver han populære sketches og parodier og har 81.000 følgere.

I 2024 debuterede han med sit første onemandshow ‘Ung Dirch Passer’.

Selv om David Minerba mest opholder sig på Tiktok, er hans fysiske base i København.

Lars Hjortshøj

607fbc13 b7ab 4d63 9f1f 213582e1f0d3?ixlib=js 3.8

57-årige Lars Hjortshøj er en af dansk comedys grand old men. Han stammer oprindeligt fra Hinnerup i Østjylland, men er i dag bosat i København.

I begyndelsen af 1990’erne slog han igennem som standup-komiker, og siden har han medvirket i et hav af film, tv-serier og tv-programmer.

Blandt hans succeser tæller ‘Casper og mandrilaftalen’, ‘Langt fra Las Vegas’ og ‘Klovn’.

Han har desuden fungeret som vært på diverse tv- og radioprogrammer. Blandt andet ‘Sandhedens time’, ‘Klar med svar’ og som radiovært på blandt andet ‘Badabing’ på P4, hvor 800.000 lyttede med.

Mette Søndergaard

526a3c35 b7b5 446b b269 f769b4519b30?ixlib=js 3.8

38-årige Mette Søndergaard kan både skrive skuespiller, komiker og dramatiker på cv’et.

Mette Søndergaard er kvinden bag sketchshowet ‘Hvorfor taler vi ikke om mig’ og tv-serien ‘Far’. Begge dele har hun lavet med kollegaen Sofie Jo Kaufmanas, som hun har satirekollektivet Flæs sammen med.

Derudover har hun også flere gange lavet parodier på statsminister Mette Frederiksen i DR-programmet ‘Tæt på sandheden’.

Mette Søndergaard er født og opvokset i Læborg i Vestjylland.

Mikkel Klint Thorius

3f5bbc5c 5895 48a4 af53 d1babb4bf03c?ixlib=js 3.8

33-årige Mikkel Klint Thorius begyndte sin karriere som finalist ved DM i stand-up-comedy i 2013.

Siden har han vundet tv-programmet Comedy Fight Club i 2017 og lavet tre store onemanshows.

Mikkel Klint Thorius har desuden medvirket i adskillelige tv-programmer såsom ‘Testkaninerne’, ‘Forræder’, ‘Jaget vildt’ og ‘Roasted’.

Komikeren stammer oprindeligt fra Tårnby på Amager.

søndag 8. juni
Jonas Vingegaard
8 jun 2025
06:01
Læs omtale

TV 2 Sport har i dette forår blandt andet været med Jonas Vingegaard på højdetræningslejr i Sierra Nevada i det sydlige Spanien. Det er blevet til programmet  i ‘Jonas Vingegaard – hvor viljen bor’, som bliver tilgængelig fra søndag 8. juni på TV 2 Play.

Hør den dobbelte danske Tour-vinder fortælle om vejen tilbage til toppen efter hans voldsomme styrt i Baskerlandet Rundt i 2024, og hvordan han ser frem mod årets udfordring i Tour de France.

onsdag 11. juni
Den Sorte Svane TV 2 forsættelse
11 jun 2025
06:01
Læs omtale

Dokumentarserien om samarbejdet mellem den danske over- og underverden, der sidste sommer tog landet med storm, er tilbage med to nye afsnit på TV 2 og TV 2 Play. De to afsnit er på TV 2 Play fra 11. juni kl. 06:00, mens TV 2 viser afsnittene 11. juni / 18. juni kl. 20:00

Amira Smajic, Mads Brügger og TV 2 lykkedes i de fem første afsnit af ‘Den sorte svane’ med at dokumentere, hvordan den danske over- og underverden samarbejder om økonomisk kriminalitet. Den dagsorden, der blev sat, og de efterfølgende konsekvenser, som dokumentaren har haft, taler sit eget sprog.

Men det sidste ord var langtfra sagt med de fem første afsnit. For efter TV 2 publicerede dokumentaren, er det nemlig blevet offentlig kendt, at muldvarpen Amira Smajic havde et samarbejde med politiet.

Den oplysning var ikke med i de oprindelige programmer. Det var hendes eget ønske af hensyn til sikkerhed, og det efterkom TV 2. Men nu da det er kommet frem, kan TV 2 beskæftige sig med det journalistisk: For hvad brugte politiet og Amira Smajic egentlig hinanden til?

Afsnit 6: Mediespion

Efter en lang løbebane i den kriminelle underverden, blev Amira Smajic meddeler for politiet. Men det viser sig, at hendes fokus ikke alene har været på kriminelle aktiviteter. Hun har også fodret politiet med følsomme oplysninger fra frie medier – med politiets accept og tilskyndelse.

Afsnit 7: Sorteper

Nye oplysninger stiller en gammel straffesag, som Amira tidligere har lagt afstand til, i et helt andet lys. Men hvilken rolle har politiet og Amira spillet i forhold til efterforskning, retssag og domfældelse?

søndag 15. juni
Nyt liv i gamle huse TV 2 Play
15 jun 2025
06:01

Nyt liv i gamle huse

Underholdning
Læs omtale

I det norske livsstilsprogram hjælper Einar Nilsson familier med at forvandle deres slidte huse til unikke drømmehjem. Med hårdt arbejde og stor viljestyrke bliver gamle perler vækket til live, mens charmerende detaljer bevares.

Danfæ TV2 serie
15 jun 2025
20:00

Danefæ

TV 2
Serie | Dansk Drama | Seriepremiere | Ugentlige afsnit
Læs omtale

Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen har hovedrollerne i den nye TV 2-dramaserie ‘Danefæ’.

Danefæ – det handler den om

Vi møder det arkæologiske power-couple Ester (Lene Maria Christensen) og Michael Toksvig (Anders W. Berthelsen) på deres sølvbryllupsdag. Hun har altid stået i skyggen af sin mand og arbejder på et lille, fynsk vikingemuseum, mens han er direktør for Nationalmuseet og Danmarks mest anerkendte arkæolog.

Da Ester gør et banebrydende fund, der viser sig at være et tusind år gammelt mordmysterie, spidser tingene til. Fundet kan potentielt ændre danmarkshistorien og være en bombe under Michaels store udstilling på Nationalmuseet om Harald Blåtand. Et opgør er uundgåeligt, og Ester vælger at kæmpe for sin sag i stedet for at stå i baggrunden, som hun plejer.

Serien er på seks afsnit og har premiere 15. juni.

Et originalt værk

– ‘Danefæ’ forener på original vis et fascinerende mordmysterie fra vikingetiden med et nutidigt drama, da en dramatisk arkæologisk opdagelse truer med at omskrive historien og sætte både hovedpersonernes forhold og hele nationens selvforståelse på spil. Vi bliver i bogstavelig forstand taget med ned i vores allesammens fælles historie, hvor ligestillingsdebatten og gamle, indgroede magtstrukturer på underholdende vis bliver gjort relevante gennem konflikten mellem de to hovedpersoner. Og det gør ‘Danefæ’ til en fascinerende fortælling i en original arena, som vi glæder os meget til at præsentere for danskerne, siger Marlene Billie Andreasen, senior executive producer på TV 2.

Ud af sin mands skygge

Seriens hovedforfatter, Lars K. Andersen, siger:

– Historien om Ester handler om et menneske, der langt om længe skal stå ved, hvem hun er, og tage sig selv alvorligt. Det har dog omkostninger for Ester at træde ud af sin mands skygge og kæmpe for det, hun tror på, da hun kommer på sporet af et fund, der potentielt kan ændre hele den danske selvforståelse. Min ambition er at lave en serie, der siger noget om at være menneske i den tid, der er lige nu, om vores land og den historie, vi er rundet af.

– ‘Danefæ’ er en varm og underholdende fortælling, der i sin kerne handler om et ægteskab, der ændrer sig fuldstændigt. Samtidig byder serien på et nyt blik på vores fælles historie, og vi inviterer bogstaveligt talt danskerne med ind – og ikke mindst med ned – i den fascinerende proces, det er at grave i fortiden, siger seriens producere, Stinna Lassen og Claudia Saginario fra Uma Film.

Mere om hovedrollerne

ESTER (Lene Maria Christensen)

20240821 danefae ep3 01175 1
Ester (Lene Maria Christensen) i ‘Danefæ’. Foto: Per Arnesen/TV 2.

Ester er 52 og deltids-arkæolog. Hun er ansat på det lille fynske vikingemuseum, Ladby, hvor hendes primære opgave er at registrere de mange hundrede detektorfund, der kommer ind. Det er hun i virkeligheden overkvalificeret til, men Ester har aldrig forstået at møve sig frem. Hun gør tingene i sit eget tempo. Hun er tæt med sønnen Storm, men knap så meget med datteren Liva, der af sind ligner sin far. Ester mødte sin mand, Michael, på studiet, og de er hinandens modsætning. Hun er indadvendt og grundig, han er udadvendt og generaliserende. Ester har været hans evige hjælper i forhold til udstillinger på Nationalmuseet, hans bøger og afhandlinger og opgaverne i hjemmet. Men nu er hun klar til at ændre tingene, for gennem de seneste år har hun brugt hver ledig time til at forberede et stort fynsk udstillingsprojekt om virkelighedens vikingetid, ikke med fokus på de voldelige togter men i stedet på de almindelige mennesker. Alt er klar til, at Esters liv og karriere tager et kvantespring.

MICHAEL (Anders W. Berthelsen)

dsc0078
Michael (Anders W. Berthelsen) i ‘Danefæ’. Foto: Per Arnesen/TV 2.

Michael Toksvig er 57 og direktør for Nationalmuseet. Han er arkæolog ligesom Ester, men der stopper deres ligheder også.  Michael er berømt som hele Danmarks Mr. Viking, en elsket mediepersonlighed, som har populariseret vikingetiden til hele befolkningen. I deres unge år var Michael og Ester rundt på en del udgravninger rundt omkring i verden. Det var her, parret grundlagde deres arbejdsfællesskab, hvor Ester, ud over at passe børnene, stod for research og arbejdet med kilderne, og Michael var den, der vinklede, rettede det endelige arbejde til og lagde navn til et voksende antal anerkendte afhandlinger og bøger. Michael elsker Ester højt og ved vel knapt, hvad han skulle stille op uden hende. På Nationalmuseet leder og fordeler han, er i tæt kontakt med kulturministeren og holder skarpt øje med sin souschef, Christian Svendsen, der er producent på den store, prestigefyldte Harald Blåtand-udstilling, som snart skal åbne.

LIVA (Fanny Leander Bornedal)

dsc2307
Liva (Fanny Leander Bornedal) i ‘Danefæ’. Foto: Per Arnesen/TV 2.

Liva er 24 og Ester og Michaels ældste barn. Hun har studeret til landskabsarkitekt og har de seneste år kæmpet for at få en permahave op at stå på Østfyn. Livas tidlige opvækst i forskellige lande, hvor hendes forældre var på udgravning, har givet hende et globalt sind – og et engagement i klimakampen. Hun er tæt knyttet til sin far, som hun deler temperament og ærgerrighed med. Men hun er endnu for meget oppe i hovedet og for lidt nede i kroppen til, at hun har fået sin permahave til at løbe rundt. Det er til dels hendes egen fejl. Hendes tendens til solorytteri har jaget de andre, der oprindelig var med til at grundlægge haven, væk for længst. Nu har hun ryggen mod muren økonomisk set, men hun er af natur optimist ligesom sin far og overbevist om, at hun har tiden på sin side.

STORM (Carl Tange)

dsc09041 forstoerret nr
Storm (Carl Tange) i ‘Danefæ’. Foto: Per Arnesen/TV 2.

Storm er snart 17 og står over for sin 10. klasses-eksamen på en efterskole i Nordjylland. Han blev sendt på efterskole for at forbedre en ikke særligt prangende afgang fra 9. klasse – og for at komme væk fra et lidt bekymrende hashmisbrug sammen med skatervennerne i Nyborg. Modsat sin storesøster er Storm ordblind og mere kreativ end boglig. Han slår sig på sin fars akademiske værdier og lidt buldrende maskulinitet, men stortrives sammen med sin mor. Selv om han egentlig er langt mere åben og livlig end Ester, har de et tæt forhold.  Langt hen ad vejen er han emotionelt forkælet, men han er også svær ikke at holde af. Han er charmerende og sødmefuld og sjov.

BITTEN (Birthe Neumann)

20240812 danefae ep1 00295.jpg?center=0.3851725321744664,0
Bitten (Birthe Neumann) i ‘Danefæ’. Foto: Henrik Ohsten/TV 2.

Bitten er 77 og tidligere købmand. Hun havde en butik ved hovedvejen ovre i Ullerslev, først sammen med sin mand, men efter hans død alene. Der har været en del mænd i tidens løb, men der er ikke nogen, der skal bestemme over Bitten. Hun er slagfærdig og temmelig bramfri, men hendes egentlig ret grove kommentarer er også rundet af et fynsk sind, så man skal ikke lægge så meget i det. Andet end at hun et eller andet sted altid mener, hvad hun siger. Hun er glad for, at Ester og Michael kom hjem til Fyn og bosatte sig. Hun er virkelig glad for Michael, som hun kan slappe af med. Det er værre med Ester. Hende har Bitten aldrig forstået. Hun var da dygtig i skolen, mere end dygtig, men hun var også underlig og altid alene med sine bøger. At det alligevel er gået så godt for Ester, tilskriver Bitten svigersønnens indflydelse. Hun priser sig lykkelig for, at Michael kom ind i Esters liv.

Optaget flere steder i Danmark

Ud over Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen medvirker blandt andre Birthe Neumann, Fanny Leander Bornedal, Carl Tange, Petrine Agger, Jakob Cedergren, Tina Gylling, Youssef Hvidtfeldt med flere.

Lars K. Andersen er hovedforfatter på ‘Danefæ’, og serien bliver instrueret af Dagur Kári. De seks afsnit er optaget flere steder i Danmark – i Jylland (Jelling), på Fyn (Ladby ved Kerteminde, Syddansk Universitet samt Nord- og Østfyn) og på Sjælland (Fredensborg og Nationalmuseet) og produceres for TV 2 af Uma Film ved producerne Stinna Lassen og Claudia Saginario. Marlene Billie Andreasen er TV 2 senior executive producer, og serien er støttet af Public Service Puljen/DFI, FilmFyn samt Nordisk Film & TV Fond.

mandag 16. juni
Jeg vil lide for skønheden tv 2 play
16 jun 2025
06:01
Læs omtale

I den britiske dokumentar ‘Jeg vil lide for skønheden’ undersøger journalisten Ben Zand begrebet ‘looksmaxxing’, hvor unge mænd benytter ekstreme metoder til at ændre deres udseende i jagten på penge og prestige. Lige fra at slå sig selv i ansigtet for at ændre kæbelinjen til at få brækket benene flere steder for at forlænge ens højde. Der er premiere på TV 2 Play og TV 2 Echo mandag 16. juni.

A Remarkable Place to Die TV 2 Play
16 jun 2025
06:01

Velkommen hjem til mord

Serie | Krimi | Seriepremiere | 7.2 | 2024–
Læs omtale

Ny newzealandsk krimiserie om efterforskeren Anais Mallory, der vender hjem til Queenstown, hvor hun står over for en række opsigtsvækkende mord. Samtidig bliver hun tvunget til at konfrontere sin egen fortid og finde sandheden bag sin søsters mystiske død.

tirsdag 17. juni
Heks TV 2 Play
17 jun 2025
06:01

Heks

Dokumentar
Læs omtale

Danske Andrea Hejlskov er forfatter og selverklæret heks med magiske evner og spirituelle bånd til naturen. Hun flyttede dybt ind i de svenske skove med sin mand og børn i håbet om at leve i tæt kontakt med naturen. Ti år senere er hun vendt tilbage til byen og står nu som fraskilt med voksne børn. Mød Andrea på TV 2 Play og TV 2 tirsdag 17. juni.

onsdag 25. juni
Korrespondenterne - live fra verdenshistorien
Læs omtale

TV 2s korrespondenter rapporterer fra en verden i forandring. I den nye dokumentarserie ‘Korrespondenterne – live fra verdenshistorien’ kommer vi helt tæt på deres arbejde i et historisk forår.

I første episode skal Rasmus Tantholdt til fronten i Ukraine for at rapportere om krigens udvikling. Kan han gennemføre turen uden at give køb på egen sikkerhed?

Korrespondenterne – live fra verdenshistorien’ er på tre afsnit i alt. Foruden Tantholdt er Jesper Steinmetz, Lise Toft Hessellund og Ulla Terkelsen med i de øvrige.

Premiere onsdag 25. juni på TV 2 Play og TV 2.

mandag 30. juni
Mesterlige ombygninger - Sæson 4 TV 2 Play
30 jun 2025
06:01

Mesterlige ombygninger – Sæson 4

Underholdning | Ny Sæson
Læs omtale

Nye afsnit venter i juni, hvor vi igen følger de boligejere, der tør tænke anderledes og stort. De får professionel hjælp til at gøre drømmen til virkelighed og udføre mesterlige ombygninger.

 

Sport i juni på TV 2 Play

  • Landskampe – Det danske herrelandshold spiller to interessante testkampe i juni. Først byder vi Nordirland velkommen i Parken 7. juni, og tre dage senere rejser landstræner Brian Riemer og de danske stjerner til Odense for at møde Litauen i endnu en intens kamp.
  • Le Mans – Så er det tid til årets højdepunkt for alle, der har benzin i blodet og er vilde med høj fart og stor dramatik. Se med live, når TV 2 Play viser Le Mans 2025, og det traditionsrige 24-timers racerløb bliver kørt for 93. gang. I år er der mindst ni danskere med i det hæsblæsende løb, ikke mindst den tidligere danske Formel 1-kører Kevin Magnusson.
  • Critérium du Dauphiné – Jonas Vingegaard har ikke deltaget i et cykelløb, siden han udgik af Paris-Nice med et styrt i marts. Men han skulle blive klar til Critérium du Dauphiné, der bliver regnet for det sidste store opvarmningsløb til Tour de France. Her skal den danske rytter blandt andet op imod verdensmesteren Tadej Pogačar, der vandt Tour de France sidste år.
  • Nations League-finale – Fire af verdens største fodboldnationer er klar til semifinalerne i UEFA Nations League. I den ene semifinale står Tyskland over for Portugal i en kamp, der lover intensitet og dramatik. Den anden semifinale byder på et episk opgør mellem Spanien og Frankrig, hvor kun én kan gå videre til finalen.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard