Nyt på Prime Video august 2026
Hvad skal du se på Prime Video i august 2026? Vi har samlet det komplette overblik over månedens største serie- og filmpremierer, så du hurtigt kan opdatere din watchliste.
Månedens helt store trækplaster er den længe ventede 4. sæson af action-hittet Reacher.
August står desuden i den svenske skuespiller-families tegn: Du kan både opleve Stellan Skarsgård i den stjernebesatte norske film Affektionsværdi (som også har Jesper Christensen og Elle Fanning på plakaten) og sønnen Alexander Skarsgård i det roste drama Pillion. Er du mere til dansk film, kan du streame Vægtløs med Joachim Fjelstrup på rollelisten.
På seriefronten byder måneden desuden på den nye coming-of-age-serie Sterling Point og er du til sportsdokumentarer så gå ikke glip af Novak Djokovic: The Wolf in Winter, der følger Novak Djokovics vej fra en opvækst i krigshærgede Serbien til toppen af international tennis.
Dyk ned i listen herunder og se alle de nye film og serier på Prime Video.
Premierer på Prime Video august 2026
I sin søgen efter nærhed og en følelse af tilhørsforhold indleder den tilbageholdende Colin (Harry Melling) et forhold til Ray (Alexander Skarsgård), en karismatisk motorcyklist, der udøver streng kontrol over alle aspekter af Colins liv gennem et intenst BDSM-forhold. I takt med at Colin giver afkald på dele af sig selv for at passe ind i Rays verden, vækker øjeblikke af intimitet hans ønske om gensidig omsorg — et behov, som Ray nægter at imødekomme.
Prime Video har annonceret premieredatoen på den nye dramaserie “Sterling Point”, skabt af Megan Park (My Old Ass).
Alle otte episoder får global premiere 5. august 2026 på Prime Video.
Sterling Point – det handler den om
“Sterling Point” er en følelsesdrevet coming-of-age fortælling med den 17-årige Annie Jacobson i centrum.
Annie (Ella Rubin) er vokset op i New York sammen med sin tvillingebror (Keen Ruffalo) og deres adoptivfar (Jay Duplass). Hendes liv tager dog en uventet drejning, da hun arver sin mystiske bedstefars ø i Canada.
Her åbner en ny verden sig med nye venskaber, spirende romancer og familiehemmeligheder, der langsomt afdækkes.
Galleri
Prime Video har offentliggjort premieredatoen for Reacher sæson 4, som får premiere den 12. august. De første tre afsnit udgives på premieredagen, hvorefter resten af sæsonen følger med ét nyt afsnit om ugen. Sæsonfinalen får premiere den 16. september.
Samtidig har streamingtjenesten løftet sløret for premieredatoen på den nye spin-off-serie Neagley, som får premiere den 16. september, hvor alle seriens otte afsnit udgives på én gang.
Alan Ritchson vender tilbage i hovedrollen som Jack Reacher, mens Maria Sten står i centrum for den nye spin-off.
Reacher sæson 4 – Det handler den om
Den fjerde sæson bygger på Gone Tomorrow, den 13. roman i Lee Childs populære Jack Reacher-serie.
Historien begynder, da Reacher overværer et selvmord i New Yorks undergrundsbane. Kvinden viser sig at være Pentagon-medarbejderen Susan Mark, og hendes død trækker Reacher ind i en omfattende sammensværgelse med korrupte politikere, terrorister og en række brutale mord.
Sammen med Susan Marks bror, Jacob, forsøger Reacher at opklare mysteriet bag hendes død, finde hendes forsvundne søn og samtidig holde sig i live, mens han jagtes af magtfulde kræfter.
Ud over Alan Ritchson består det nye cast blandt andre af Christopher Rodriguez-Marquette, Sydelle Noel, Marc Blucas, Kevin Weisman, Agnez Mo, Anggun, Kathleen Robertson og Kevin Corrigan.
Prime Video har allerede fornyet Reacher med en femte sæson, inden sæson 4 overhovedet har haft premiere.
Søstrene Nora og Agnes genforenes med deres fraværende far, den karismatiske Gustav (Stellan Skarsgård) – en gang en hyldet instruktør, der nu håber på et stort comeback. Da Nora, der selv er skuespiller, takker nej til en rolle i hans nye film, går den i stedet til en ivrig ung Hollywood-stjerne. Pludselig bliver søstrene tvunget til at navigere i deres i forvejen skrøbelige forhold til deres far, samtidig med at en amerikansk stjerne træder lige ind i deres komplicerede familiedynamik
Med 24 Grand Slam-titler, en olympisk guldmedalje og flere uger som verdensetter end nogen anden herrespiller nogensinde er Novak Djokovic en af sportens største profiler. Nu får hans bemærkelsesværdige karriere sin egen dokumentar, når Novak Djokovic: The Wolf in Winter får eksklusiv premiere på Prime Video den 20. august.
Dokumentaren er instrueret af Jason Hehir, der tidligere stod bag den Emmy-vindende basketballsucces The Last Dance, og lover et hidtil uset indblik i både tennisspilleren og mennesket bag rekorderne.
Novak Djokovic: The Wolf in Winter – Det handler den om
Dokumentaren følger Novak Djokovics vej fra en opvækst i krigshærgede Serbien til toppen af international tennis, hvor han har skrevet sig ind i historiebøgerne som den mest vindende herrespiller nogensinde.
Men Novak Djokovic: The Wolf in Winter handler ikke kun om trofæer og rekorder. Filmen undersøger også, hvorfor Djokovic gennem hele sin karriere har været en af sportens mest komplekse og polariserende personligheder.
Gennem eksklusiv adgang bag kulisserne ved de største turneringer, intense træningspas og mere personlige øjeblikke med familie og venner tegnes et nuanceret portræt af en atlet, der har kæmpet sig til toppen under usædvanlige omstændigheder.
Dokumentaren byder desuden på interviews med Djokovic selv, hans hustru Jelena og flere af sportens største navne, herunder Rafael Nadal, Andre Agassi, Pete Sampras, Boris Becker og Jim Courier.
Instruktør Jason Hehir forsøger samtidig at komme tættere på mennesket bag rekorderne og undersøger, hvordan modgang, ambitioner og et kompromisløst konkurrenceinstinkt har formet en af tennisverdenens mest fascinerende skikkelser.
Lea, en femten årig pige, tilbringer sommeren på en sundhedslejr omgivet af skov og strand. Lea er fast besluttet på at tabe sig, og hun længes efter at være som sin veninde Sasha, hendes nye værelseskammerat på lejren – slank, livlig og uforfærdet i sin måde at fylde verden på. Mens Sasha søger opmærksomhed fra de lokale drenge, har Lea sit hjerte sat på Rune, en charmerende instruktør fra lejren. Da Rune gengælder hendes opmærksomhed, vækkes noget i Lea; en ukendt, men spændende længsel.
Prime Video inviterer seerne med til Mallorca i den romantiske dramafilm The Last Sunrise, der får premiere den 26. august.
Filmen er baseret på romanen af Anna Todd og har Maia Reficco og Fernando Lindez i hovedrollerne. Eva Longoria medvirker desuden som Rys mor. Filmen er instrueret af Carlson Young.
The Last Sunrise – Det handler den om
Ry er en universitetsstuderende, der lever med en kronisk sygdom. Da hun tager med sin mor til Mallorca på sommerferie, får hun mulighed for at lægge hverdagens bekymringer bag sig og opleve livet fra en ny side.
På øen forelsker hun sig uventet i den lokale Julián, og mens kærligheden blomstrer, begynder Ry for alvor at leve i nuet. Men hendes sygdom forværres, og gamle familiehemmeligheder truer med at ødelægge både sommeren og den fremtid, hun har drømt om.













