MånedsguidesDRTV Nyt

Nyt på DRTV maj 2025

Maj på DRTV byder på rå overlevelse, unge talenter i bageteltet og skarpskåret drama. Der er noget for både eventyrere, talentspejdere og dem, der elsker en skarp historie baseret på virkelige hændelser.

Alene i Vildmarken vender tilbage med en endnu hårdere 2025 sæson. Denne gang er deltagerne rykket endnu længere nordpå i finske Lapland, hvor frost og ekstreme forhold udfordrer selv de mest erfarne overlevere. Som noget nyt starter eventyret ikke med båd, men med kort, kompas – og ren viljestyrke. Syv deltagere, syv søer og én benhård kamp mod naturens luner venter.

Den store juniorbagedyst sørger for søde stunder, når otte unge bagetalenter igen dyster om at imponere dommerne Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo. Årets store nyhed er, at Jonas Madsen træder ind som ny vært og guider deltagerne gennem de nervepirrende og kreative bagedyster. Småkager, fondant og store drømme smelter sammen i endnu en hjertevarm sæson.

Endelig byder DRTV på en ny, spændingsmættet dramaserie: Andre folks penge. Den dansk-tyske serie, inspireret af virkelige skattesvindelsager, kaster lys over et mørkt kapitel i Europas finansverden. Karen-Lise Mynster spiller Inger Brøgger, den ukuelige embedsmand i SKAT, der forsøger at afsløre et internationalt netværk af magtfulde investorer og banker, mens David Dencik lyser op på den anden side af loven.

Er du til britisk drama, så gå ikke glip af serien Kampen for Marnie. I denne gribendeserie fra 2023 spiller Sharon Horgan og Michael Sheen forældrene Nicci og Andrew, som kæmper en desperat kamp for deres 13-årige datter, Marnie, der lider af en sjælden muskelsvindsygdom.

Flere titler tilføjes de kommende to mandage.

torsdag 1. maj
Alene i Vildmarken 2025 DRTV
1 maj 2025
20:00

Alene i Vildmarken 2025

DR1
Reality | Ny Sæson
Læs omtale

Flere hundrede kilometer nord fra Polarcirklen i finske Lapland gjorde sidste års udgave af ’Alene i Vildmarken’ til den absolut koldeste og hårdeste i programmets historie.

I den kommende sæson er programmet rykket yderligere nordpå, og allerede de første dage kommer frosten, og de syv deltagere sættes på prøve. For selvom deres færdigheder i overlevelse er med dem, er der ingen, der kan føle sig sikre – alt kan ske i vildmarken.

Tidligere er deltagerne ved start blevet sejlet ud til det område, de skulle være i. Som noget nyt starter de denne gang deres overlevelsesrejse med at vandre ud og finde deres habitat ved hver deres sø med kort og kompas. Undervejs kan de også finde en overraskelse, der kan øge deres chancer for at overleve.

Alle vores deltagere rejser til vildmarken med en lyst til at rejse ud alene og udfordre sig selv både psykisk og fysisk. Og selvom de alle besidder færdigheder, der kan hjælpe dem med overlevelsen, så kan alt ske i vildmarken. Jeg tør godt love, at denne niende sæson er en af de mest uforudsigelige sæsoner af ’Alene i Vildmarken’, siger DR-redaktør Irene Strøyer.

Sæsonpremieren er torsdag den 1. maj på DRTV fra morgenstunden og klokken 20.00 samme dag på DR1.

Alene i Vildmarken 2025 deltagere

De syv deltagere i år besidder alle specifikke færdigheder, som de mener kan være en fordel for dem i konkurrencen om at overleve længst i vildmarken. Fra erfarne lystfiskere og polar-eventyrere til bushcraftere, bueskytter, friluftsvejledere og vildmarkseventyrere.

Charlotte, 50 år – Speciale: Polar-eventyrer

Alene i Vildmarken 2025 Charlotte
Alene i Vildmarken 2025 Charlotte
Foto: Anders Birch

Charlotte bor i Espergærde sammen med sin kæreste. Hun har en søn på 21 år og en datter på 17 år fra et tidligere ægteskab. Hun arbejder som koordinator på en ungdomsskole og er crossfit-træner. Derudover er hun børnebogsforfatter.

Charlotte har været på adskillige soloture i det svenske Lapland og ved Nordkap, da hun elsker naturen nord for Polarcirklen. Charlotte arrangerer også vildmarksture – både til det nordligste Skandinavien og herhjemme.

Charlotte har i øvrigt et fokus, der handler om at inspirere især kvinder i midtlivet til at holde sig sunde og stærke og til komme mere ud i naturen og til at gribe eventyret.

Christian, 44 år – Speciale: Bueskytte

Alene i Vildmarken 2025 Christian
Alene i Vildmarken 2025 Christian
Foto: Anders Birch

Christian er for nylig flyttet til Grønland, men er oprindeligt fra Brenderup på Fyn, hvor han har arbejdet som bygningssnedker i 19 år. Han har været soldat i otte år og har været udsendt.

Christian er fraskilt og har to sønner og to bonusdøtre. Han har været buejæger i 11 år og har skudt på eliteplan. I fritiden træner han forhindringsbaneløb (OCR) på eliteplan og har deltaget både i DM og EM.

Jakob, 27 år – Speciale: Lystfiskeri

Alene i Vildmarken 2025 Jakob
Alene i Vildmarken 2025 Jakob
Foto: Anders Birch

Jakob bor i Vanløse sammen med sin kæreste og arbejder som kørende sælger. Oprindeligt kommer han fra Thurø i det sydfynske øhav, hvor fiskeriet startede.

Jakob har sammen med hans far fisket hajer i New Zealand, barracudaer i Afrika, men Jakobs passion for fiskeri har dog primært forgået i Nordens farvande, hvor utallige timers tålmodighed er blevet sat på prøve, i håbet om det næste store hug.

John, 45 år – Speciale: Bushcraft

Alene i Vildmarken 2025 John
Alene i Vildmarken 2025 John
Foto: Anders Birch

John bor i hjertet af Nørrebro, København.

Han er lærer, studerer til friluftsvejleder og underviser unge mennesker med særlige behov, blandt andet i friluftsliv og camp craft. John er vant til at bruge naturens materialer og kan snitte alt fra knive, skeer, kopper og andre værktøjer i vildmarken.

Han har en solid erfaring med at bygge shelters og lave reb af naturmaterialer. John har også købt sin egen skov, som han på sigt vil bruge til undervisning. John er fraskilt og har tre børn.

Bente, 49 år – Speciale: Lystfiskeri

Alene i Vildmarken 2025 Bente
Alene i Vildmarken 2025 Bente
Foto: Anders Birch

Bente bor i Viborg med sin mand. Sammen driver de et værtshus, møntvaskeri, solcenter og erhvervslokale i Viborg.

Bente er passioneret lystfisker og issvømmer. Hun fisker primært efter havørreder, men har også trollet i Middelhavet og fanget fisk i Norden.

Kristian (Jersing), 44 år – Speciale: Overlevelse

Alene i Vildmarken 2025 Kristian
Alene i Vildmarken 2025 Kristian
Foto: Anders Birch

Kristian bor i Gilleleje sammen med sin kæreste og deres søn på to år. Kristian søger eventyr og føler sig tilpas i vildmarken.

Han er uddannet soldat med syv år i Forsvaret, Den Kongelige Livgarde og med to udsendelser bag sig, og så er han uddannet friluftsvejleder.

Kristian har også haft sin egen vildmarksskole i Canada i 10 år, hvor han underviste i overlevelse, og han har planlagt ekspeditioner til blandt andet Alaska, Canada og New Zealand.

Zenia, 30 år – Speciale: Udendørsliv

Alene i Vildmarken 2025 Zenia
Alene i Vildmarken 2025 Zenia
Foto: Anders Birch

Zenia bor i Tindbæk i Midtjylland med sin mand og deres fireårige datter på en nedlagt gård.

Zenia går på jagt, og familien forsøger at være selvforsynende med kød. Hun har tidligere været i forsvaret og lever blandt andet nu af at undervise kvinder i friluftsliv og formidle friluftsliv og jagt på Instagram. Hun underviser blandt andet i at mestre friluftslivets grundlæggende færdigheder, hvordan man tænder bål og laver bålmad samt hvordan man opdager styrken i sig selv gennem naturen.

fredag 2. maj
Løgnen i dit feed DR TV
2 maj 2025
06:00

Løgnen i dit feed

Dokumentar
Læs omtale

Løgnen i dit feed er en gribende og afslørende dokumentarserie i fem afsnit, hvor journalist Amanda Schmidt går i kødet på influencerverdenens mørke bagside – og de farlige konsekvenser, det kan have for unge følgere.

Med udgangspunkt i kendte profiler som Fie Laursen og Regitze Bach afdækker serien, hvordan reklamer for kosmetiske indgreb som Brazilian Butt Lift (BBL) ofte skjuler alvorlige risici bag glitrende opslag og smarte hashtags. Bag facaden viser det sig, at influencere bliver betalt for at tie om komplikationer – eller ligefrem lyve.

Svanesang for en blogger DR TV
2 maj 2025
06:00

Svanesang for en blogger

Serie | Drama | Seriepremiere
Læs omtale

Svanesang for en blogger er en norsk dramaserie i seks afsnit om berømmelse, selvbillede og ensomhed – fortalt gennem en af internettets første bloggere. Serien udspiller sig i det rå og smukke Nordnorge kort efter årtusindskiftet, hvor 17-årige Selina går fra at være en usynlig outsider til et digitalt ikon.

Gennem sin beauty-blog bliver Selina en stemme for skønhedsidealer og plastikkirurgi, og hendes liv tager fart, da hun bliver landskendt. Men bag de perfekte billeder gemmer sig en ung pige med dybe usikkerheder, og den virkelighed, hun forsøger at kontrollere gennem bloggen, begynder langsomt at krakelere.

“Svanesang for en blogger” er en fortælling om at vokse op i en digital tidsalder, hvor likes og læsertal giver mening til tilværelsen – men hvor opmærksomheden også har en pris. Med både ømhed, smerte og sort humor tegner serien et portræt af en pige, der ville ændre verden – men risikerede at miste sig selv.

lørdag 3. maj
Den store juniorbagedyst 205 DR TV
3 maj 2025
06:00
Læs omtale

Følelser (1:6):

Den store juniorbagedyst 2025 starter med en overraskelse; i år er Jonas Madsen ny vært, når 8 unge bagetalenter skal sparke benene væk under dommerparret Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo i kampen om at blive årets juniorbager. Følelserne sidder ikke kun uden på tøjet, men også i juniorbagernes kager, når de i den første udfordring skal bage frygttærter. De varme følelser får også plads, for i den anden udfordring skal deltagerne nemlig bage hjerteformede mesterværkskager, som viser hvem eller hvad de er særligt taknemmelige for. Alle juniorbagerne giver den gas i håb om at sikre sig sæsonens første mesterbagerforklæde.

Jane Horney DR TV
3 maj 2025
06:00

Jane Horney

Serie | 5.9 | 1985
Læs omtale

Jane Horney er en dansk-svensk dramaserie fra 1985 i seks afsnit, baseret på den virkelige og mystiske historie om Jane Horney – en kvinde, der under 2. verdenskrig kom til at spille en kontroversiel rolle i det nordiske spionage- og modstandsmiljø.

Serien begynder i 1939, hvor den eventyrlystne Jane arbejder som rejseskribent og gifter sig med en svensk redaktør. Snart befinder hun sig midt i Europas krigshvirvel, først i Berlin og senere i Danmark og Sverige. Hun bliver kurer for både tyske og russiske forbindelser, involverer sig med modstandsfolk – og ikke mindst: forelsker sig.

Men hvor går hendes loyalitet? Jane bevæger sig på en knivsæg mellem storpolitik og personlige valg, og hendes kontakt til både modstandsbevægelsen og besættelsesmagten vækker mistanke. Da hun anklages for at være tysk spion, bliver hun jaget af de samme mennesker, hun har forsøgt at hjælpe. Serien bygger op mod et tragisk og stadig omdiskuteret punkt i dansk historie: mordet på Jane Horney i 1945.

mandag 5. maj
Scooter boys DR TV
5 maj 2025
06:00

Scooter boys

Dokumentar
Læs omtale

Scooter boys er en dokumentarserie i 10 afsnit om livet, venskabet og frihedstrangen blandt unge i den lille midtjyske by Bjerringbro – hvor scooteren ikke bare er et køretøj, men en livsstil. Alle afsnit er tilgængelige på premieredagen.

Scooter boys – det handler den om

Scooter Boys er et portræt af en midtjysk vennegruppe, der lever livet på scooters, på vej fra barndom til ungdom. I 10 afsnit udforsker serien teenagelivet i provinsen, hvor de unge udtrykker sig gennem handlinger frem for ord. De vil ikke på gymnasiet eller flytte til storbyen, men søger deres egne veje som unge håndværkere, der er levende optaget og grebet af deres livsstil. Serien viser et ungdomsliv med store følelser, venskab og risikovillighed, hvor respekt opnås gennem de evner, man har tilegnet sig, og som man deler med vennerne.

Serien portrætterer et ungdomsfællesskab, som spotlyset sjældent rammer, og midt i farten træder den et skridt tættere på de unge scooterdrenge og -piger og spørger, hvad de drømmer om, hvad de håber på, hvad de er er bange for, og hvad de har svært ved.

Scooter Boys handler om at tage svære valg, mens man selv og vennerne bliver ældre og forandrer sig. Den viser, hvordan en vennegruppe, der har kendt hinanden siden de var børn, holder sammen gennem tykt og tyndt.

Det vurderes, at der findes over 200.000 knallerter i Danmark, og i 2008 viste en undersøgelse, at hver femte dreng i 14-15 års-alderen havde en knallert, selv om man på det tidspunkt skulle være 16 år for at kunne få knallertkørekort. I dag må man gerne være 15 år.

Som man kan se i serien, er Scooteren er mere end en maskine med to hjul for de unge. Det er en coping-mekanisme, de bruger, når de skal have ro. Samtidig repræsenterer deres scootere venskab og fællesskab. For de unge i Bjerringbro betyder det alt. For dem er der langt til Kbh. De repræsenterer arbejderklassens børn og serien viser da også et sjældent indblik i en verden, som har andre værdier og andre måder at vise omsorg på, end hvad vi har set blandt andre unge.

Instruktøren Jonatan Nothlevs tanker og motivation bag serien 

”Min drøm med Scooter Boys er at fremstille arbejderklassens kvaliteter og vise unge rollemodeller. Arbejderklassen bliver tit lidt glemt. Jeg er dog overbevist om, at de har nøglen til noget af det, vi som samfund efterlyser – trivsel blandt unge. Arbejderklassen kan noget andet end dem med lange uddannelser. De har deres eget ressourcesprog og dyrker tætte relationer på en helt anden måde, hvor man hellere snakker om, hvordan dagen har været end om amerikansk politik.

Scooter Boys serien handler om Scootere og om Boys. Scooteren er mere end en maskine med to hjul. Det er en coping-mekanisme, de bruger, når de medvirkende unge skal have ro. Det er tydeligt, at scooteren er deres vigtigste redskab til at blive gode voksne, og der er noget i fare, når vi skælder arbejderklassens børn ud for at køre på scooter: Nemlig deres mulighed for at blive gode voksne. Derudover handler serien om Boys. En gruppe venner, både piger og drenge, der er inspirerede og afhængige af hinanden. Serien viser en ny slags maskuline helte med gode og samlende værdier.

Scooter-miljøet kan opleves som indholdsløst, hvor ingen føler noget, men bare brænder dæk af. Det skaber et røgslør. Men efterhånden som jeg har brugt tid med drengene i Bjerringbro, har jeg fået øjnene op for, at de i høj grad har et hjertevarmt miljø, proppet med liv og drømme. De er opmærksomme på hinanden, men viser ikke omsorg ved at tale om tingene. De bryder og tumler – og som enhver, der har prøvet at bryde, ved, så er brydegrebet ikke langt fra et kram. Jeg har i Bjerringbro opdaget et fællesskab, der ved noget, vi godt kan glemme i ordenes tidsalder. Jeg har også opdaget, at scooter-drenge er ambitiøse, men frustrerede og føler et dømmende blik fra en omverden, der ser dem som bøller.

I serien møder vi den lokale ildsjæl Knallert-Ole, der er ansat af den kommunale ungdomsskole, hvorigennem han driver et scooterværksted. Ole, der selv er tidligere scooterdreng, har formået at skabe rammerne for et autentisk ungemiljø i Bjerringbro, der tager udgangspunkt i scooterdrengenes behov, liv og hverdag. I andre byer er scooterdrenge mere overladt til sig selv, og når de hænger ud i byrummene og ikke har sunde rollemodeller, der støtter dem, kan scooterbølle-fænomenet opstå.

Unge har brug for miljøer med gode rammer for at kunne vokse, og jeg forsøger i serien at vise, hvor vigtige autentiske ungemiljøer med gode voksne tilknyttet, der tager udgangspunkt i de unges hverdag og interesser, er.

For mig at se mangler vi flere positive fortællinger om stærke unge, der klarer skærene og er forbilledlige, og særligt i forhold til scooterdrenge. De er en udskældt flok, men det er uberettiget, for de er sunde og raske gutter, der ikke kun spiller computer, men kommer hinanden ved, og er levende optaget og grebet af deres livsstil, som de ikke bliver anerkendt for i skolen eller af samfundet. Det går ikke, at unge vokser op i Danmark med et narrativ om, at de er forkerte.

Det har været vigtigt for mig med serien, at publikum først og fremmest får en god serie-oplevelse. Vi har udviklet et unikt dokumentarunivers, og jeg er enormt stolt af mit debutværk, som jeg håber kommer til at skabe større interesse blandt unge for dokumentargenren. Den primære målgruppe er danske unge, og jeg håber, at de får mere mod på livet – på at dyrke mere autentiske venskaber og interesser. Jeg håber også, de bliver inspireret til at lægge deres telefoner væk og opleve større nærhed, måske endda bruge hænderne.

Jeg håber, at det giver en masse unge en bedre mulighed for at forestille sig, hvilket liv de vil leve. Vi ved allesammen, hvilke muligheder det giver at tage en længere uddannelse (stress, lave lønninger, ensomhed, computernakke), men vi mangler at vise det gode liv, man kan leve, hvis man bliver håndværker (høj løn tidligt i livet, fysisk aktivitet, meningsfulde arbejdsfællesskaber). Mest af alt håber jeg at alle de scooterboys og scooterpiger, der er derude, føler sig set og hørt med serien.”

torsdag 8. maj
Shakespeare - Dramatikkens mester DR TV
8 maj 2025
06:00
Læs omtale

Hvordan blev William Shakespeare et af historiens største litterære ikoner? Denne britiske dokumentarserie fra 2024 dykker ned i dramatikerens liv og tid – fra de beskedne rødder i Stratford-upon-Avon til berømmelse, tragedie og politisk intrige i det elizabethanske London. Gennem historikere, skuespillere og eksperter får vi et nuanceret portræt af mennesket bag værkerne – hans ambitioner, hans kampe og hans evige jagt på udødelighed gennem teatrets magi.

Universets hemmeligheder DR TV
8 maj 2025
06:00
Læs omtale

I denne fascinerende britiske dokumentarserie fra 2023 tager astronaut Tim Peake os med på en spektakulær rejse ud i rummet – fra vores egne planeter i Solsystemet til de mystiske stjerner og sorte huller, der præger nattehimlen. Sammen med førende forskere udforsker han universets mest forunderlige fænomener og stiller de store spørgsmål om livets muligheder i rummet. En visuelt betagende og tankevækkende serie om vores plads i det uendelige univers.

fredag 9. maj
Gangster - Sæson 2 DR TV
9 maj 2025
06:00

Gangster – Sæson 2

Serie | Krimi Thriller | Ny Sæson | 7.2 | 2022–
Læs omtale

Efter otte år bag tremmer er Kelechi tilbage – og han vil have hævn. Men vejen tilbage til det kriminelle miljø er ikke så enkel, som han havde troet. I jagten på at vælte Norges største hashimportør, Wilhelmsen, bliver Kelechi konfronteret med forrædere, forsvundne allierede og et miljø i opbrud. Mens planen smuldrer, og kaos breder sig, tvinges han til at tage desperate valg. Alt kulminerer i en intens kamp for frihed – både fra fortiden og fra fjenderne.

søndag 11. maj
Skeletter i skabet DR TV
11 maj 2025
06:00

Skeletter i skabet

Dokumentar
Læs omtale

I kælderen under Panum instituttet findes flere hundrede kranier og skeletter fra andre lande. Kranier og skeletter, der ligger i kasser med indekskort på, som blev en del af en større samling for over 100 år siden. Men hvad er historien bag de mange kranier og skeletter? Hvorfor blev de samlet under Panum? Hvor kom de fra og hvordan blev de fundet? Og hvorfor ligger de mere end 100 år efter, stadig i papkasser i Danmark? En historisk serie i tre afsnit om videnskab, kolonimagt og et helt anderledes menneskesyn for ikke så længe siden.

mandag 12. maj
Sladderpressen for retten DR TV
12 maj 2025
06:00
Læs omtale

Britisk dokumentar fra 2024.

Indbrud, telefonaflytninger og tyveri af personfølsomme oplysninger. Sladderpressen i Storbritannien anklages for en lang række forhold. Når én retssag afsluttes, går en ny i gang. De har brugt over en milliard pund på advokater og erstatninger til ofre, som har fået krænket deres privatliv. Det er en vaskeægte skandale, der har stået på i over 20 år – og har rystet en hel branche i sin grundvold. For prins Harry og flere andre fortsætter kampen for at afsløre avisernes ulovlige metoder.

tirsdag 13. maj
Adolf DR TV
13 maj 2025
06:00

Adolf

Dokumentar
Læs omtale

I denne britiske dokumentarserie fra 2023 kastes et nyt lys på Adolf Hitler – ikke kun som diktator og forbryder, men også som den forfører, som millioner i sin samtid beundrede og fulgte blindt. Gennem tre afsnit udforskes hans vej til magten, hans brutale styre og hans fanatiske vision om et verdensherredømme. Serien fortæller historien om, hvordan Hitler byggede sin magtposition op, hvordan han undertrykte al modstand, og hvordan hans ekstreme ideologi førte verden ud i et katastrofalt verdenskrig og folkedrab. Adolf giver en skræmmende påmindelse om farerne ved at give ubegrænset magt til én mand.

torsdag 15. maj
Best Interests - Trailer | BBC
15 maj 2025
06:00

Kampen for Marnie

Serie | Drama | Seriepremiere | 7.5 | 2023
Læs omtale

I denne gribende britiske dramaserie fra 2023 spiller Sharon Horgan og Michael Sheen forældrene Nicci og Andrew, som kæmper en desperat kamp for deres 13-årige datter, Marnie, der lider af en sjælden muskelsvindsygdom. Da lægerne anbefaler at afslutte Marnies livsforlængende behandling, nægter forældrene at acceptere beslutningen. Hvad der starter som en fælles kamp for deres datter, udvikler sig til en smertefuld prøvelse, der splitter familien, involverer medierne og kulminerer i en brutal retssag. Serien stiller skarpt på kærlighedens og håbets grænser – og spørger: Hvornår kæmper man for sit barn, og hvornår risikerer man at kæmpe imod dets bedste?

lørdag 17. maj
Kæft
17 maj 2025
06:00
Læs omtale

I denne britiske dokumentarserie fra 2024 følger vi fem unge britiske drenge — Blaise, Reese, Olly, James og Dexter — der kastes ud i en intens 100 dages K-pop-bootcamp hos det verdenskendte koreanske pladeselskab SM Entertainment. Serien giver et unikt indblik i K-pop-verdenens benhårde krav, hvor sang, dans, teamwork og udholdenhed er altafgørende for succes. Gennem seks afsnit kæmper drengene sig igennem liveoptrædener, musikvideooptagelser, hård fysisk træning og mentale udfordringer for at bevise, at de kan nå op på niveau med Sydkoreas største idoler. Under kyndig, men ubarmhjertig vejledning fra dommeren Heejun Yoon er der kun ét mål: at bestå prøven og blive lanceret som boyband i Storbritannien. Spørgsmålet er, om de kan overleve presset — og vinde både dommerens og publikums hjerter.

KZ-lejrens første vidner DR TV
17 maj 2025
06:00
Læs omtale

Britisk dokumentar fra 2025.

De var nogle af Holocausts første vidner. I april 1945 får de to soldater Mike Lewis og Bill Lawrie fra den britiske hær til opgave at filme et tyfushospital uden for den lille by Celle i det nordlige Tyskland. Men stedet viser sig at være koncentrationslejren Bergen-Belsen. Bevæbnet med deres kameraer indfanger de, hvad der foregår i lejren – og afslører for første gang de ubeskrivelige og gruopvækkende rædsler for verden. Der forekommer meget stærke billeder i dokumentaren.

mandag 19. maj
Forsvundet DR TV
19 maj 2025
06:00

Forsvundet

Dokumentar | Ny Sæson
Læs omtale

Ny sæson.

Hvor er Kathrine?

41-årige Kathrine fra Bryrup ved Silkeborg er forsvundet. En tidlig morgen er hun kørt afsted i sin bil for at gå en tur i skoven. Men timerne går, og Kathrine kommer ikke hjem til sin familie. Det er vinter, og kulden er bidende i det store skovområde, hvor Kathrines bil bliver fundet. Det dårlige vejr til trods er antallet af frivillige søgere stort, da Missing People begynder at hjælpe politiet med at lede i skovene. Serien ”Forsvundet” tegner et portræt af ildsjælene i Missing People, der er drevet af at hjælpe pårørende, som står i deres livs sværeste situation.

Politidistrikt Lapland - Sæson 2 DR TV
19 maj 2025
06:00

Politidistrikt Lapland – Sæson 2

Serie | Krimi | Ny Sæson
Læs omtale

Finsk krimiserie fra 2025.

Episode 1:

Maria Pudas, tidligere verdensmester i boksning, opklarer forbrydelser i Lapland – verdens største politidistrikt. En aften bliver julemanden kørt ihjel af en flugtbilist. Maria og hendes kollega Samu går på jagt efter gerningsmanden. Samtidig drømmer Maria om at genvinde titlen som verdensmester – mens en uventet gæst skaber forvirring.

Episode 2:

Politiet efterforsker en række indbrud i sommerhuse. Det bringer en tredobbeltmorder frem i lyset. Han er efterlyst af Interpol, og nu går jagten ind. Niko møder en charmerende kvinde, som kommer med et tillokkende tilbud. Esko tager tvivlsomme metoder i brug for at slippe for at sælge sit hjem.

Epsiode3:

En forsvunden elektriker fører til en arktisk narkoplantage. Maria forsøger at fokusere på sit forhold, men Essi er optaget af noget andet. Niko forsøger at holde sig væk fra Terhi, som allerede har en kæreste, men det er svært.

Episode 4:

Et vildtkamera fanger et eksotisk kattedyr. Det fører Maria og Samu på sporet af en mordsag. Maria forbereder sig til en kamp, der kan afgøre hendes karriere. Bokseaftenen slutter dramatisk.

Episode 5:

Rovaniemi får sin egen superhelt. Den mystiske Hævner hjælper politiet uden at være blevet spurgt. Kristina er bange for, at politiet bliver ydmyget, så hun beder Maria og Samu om at undersøge Hævnerens baggrund.

Episode 6:

Et par findes døde på terrassen af et lejet hus. Det bliver en sag for Maria og Samu. Samtidig må Maria træffe en beslutning om sin boksekarriere. Mens Niko og Terhis skødesløshed får konsekvenser.

Episode 7:

Et rituelt udsmykket lig findes i ødemarken. Maria og Samu efterforsker sagen, og snart hører de om et mystisk sagnvæsen, der holder til i skoven. Maria forbereder sig på sin hårdeste kamp uden træner. Niko foreslår, at familien forener sine kræfter. Men han må betale en høj pris for sine følelser.

Episode 8:

Hele Rovaniemi forbereder sig på århundredets dyst. Samtidig efterforsker politiet en sag om en ukendt kvinde, der har forsøgt at købe et barn på biblioteket. Samus ridderlighed vækkes til live, mens Maria fokuserer på sin kamp. Alt står på spil. Hvem forlader bokseringen som sejrherre?

Alle otte afsnit kan ses den 19. maj klokken 06:00 på DRTV.

tirsdag 20. maj
Mossad - Israels hemmelige politi DR TV
20 maj 2025
06:00
Læs omtale

Tysk dokumentar fra 2020.

Mossad, Israels hemmelige politi, er frygtet og berygtet i hele verden. Siden landets grundlæggelse har organisationens job været at forhindre et nyt Holocaust. Deres dristige og spektakulære operationer har altid imponeret og afskrækket Israels fjender. For agenternes opgave er ikke blot at indsamle informationer, de har også licens til at dræbe. Her fortæller højtstående israelske kilder historien om det magtfulde og kontroversielle Mossad.

fredag 23. maj
Andre Folks Penge DR1 DRTV
23 maj 2025
06:00

Andre folks penge

Serie | Dansk Drama | Seriepremiere | Ugentlige afsnit | 2025–
Læs omtale

Andre folks penge’ er en stjernespækket dansk-tysk dramaserie, inspireret af virkelige begivenheder, med blandt andre Karen-Lise Mynster og David Dencik i store roller. Serien fortæller en historie om et netværk af rige investorer, banker og advokater, som udnytter et hul i skattelovgivningen til at tiltuske sig over hundrede milliarder fra europæiske skattebetalere.

På den anden side kæmper den danske leder af SKATs udbytteafdeling, Inger Brøgger, en nærmest umulig kamp for at gribe ind og råbe politikere og myndigheder op.

’Andre folks penge’ er skabt og skrevet af Jan Schomburg og instrueret af Dustin Loose og Kaspar Munk. Den er inspireret af ’Det Store Skatterøveri’ af Niels Fastrup & Thomas G. Svaneborg, udgivet af Politikens Forlag, ’Die Cum-Ex-Files’ og ’Die Akte Scholz’ af Oliver Schröm samt research af Christian Salewski.

DR melder at serien får premiere i maj måned på DR1 og DRTV. Andre folks penge’ har premiere på DRTV fredag 23. maj klokken 6.00 og på DR1 lørdag 24. maj klokken 20.45. Serien har otte afsnit a 58 min og publiceres to afsnit ad gangen.

‘Andre folks penge’ er produceret af X Filme Creative Pool, True Content Entertainment og EPO-Film for ZDF og DR i en co-produktion med New8; en sammenslutning af public service-stationer, der inkluderer NRK, SVT, RUV, YLE, NPO, VRT, DR og ZDF.

Dr. Dip DR TV
23 maj 2025
06:00

Dr. Dip

Serie | Komedie
Læs omtale

Er De dr. Dip? (1:5):

Kim Siisgård er på flugt fra en flok vrede rockere. For at redde skindet søger han tilflugt på provinssygehuset Småborg. Her keder personalet sig grusomt, men pludselig bliver stedet skueplads for kaos, intriger og ikke mindst en forveksling, der både redder Siisgaards liv og skaffer ham en fast plads i staben på det lille hospital.

Dr. Dip (2:5):

Siisgård alias dr. Dip hygger sig egentlig meget godt på Småborg Sygehus. Patienterne elsker ham, fordi han giver sig tid til at snakke med dem. Oversygeplejerske Brems er forarget. Hans metoder er helt utraditionelle, og så ordinerer han heller ikke nogen medicin. Men overlæge Rask har en helt speciel opgave til den falske dr. Dip – en meget vanskelig operation.

Har De fået pip, dr. Dip? (3:5):

Den falske dr. Dip har det godt på Småborg Sygehus. Men en dag indlægges en sultestrejkende iraner. Den stramme frøken Krampe fra Udenrigsministeriet pålægger lægerne at fylde mad i ham, så han kan klare turen til sit hjemland, hvor han risikerer at blive slået ihjel. Dip forsøger at afværge det og får en ide – hvad med et hurtigt proformaægteskab?

Det er hap som hip, dr. Dip (4:5):

Alt ånder fred og rutine på sygehuset i Småborg. Men under facaden lurer drifterne. Bitten læser glødende lægeromaner, Brems er måske forelsket, og overlæge Rask savner lidenskab i sin tilværelse. En pinlig misforståelse får pludselig alle hjerter til at bløde.

Du er da ikke Dip (5:5):

Dr. Dip har det rigtig godt i Småborg, og det er lige før, han selv tror på, at han er læge. Men et uhyggeligt pust fra fortiden dukker op og truer med at afsløre hans sande identitet. Samtidig er den rigtige dr. Dip på vej. Hvad skal det dog ende med…

Alle fem afsnit kan ses den 23. maj klokken 06:00 på Gensyn.

lørdag 24. maj
Den sidste rejse DR TV
24 maj 2025
06:00

Den sidste rejse

Dokumentar
Læs omtale

Svensk dokumentar fra 2024.

80-årige Lars Hammar har mistet livsgnisten. Han er gået på pension efter 40 år som fransklærer og har set frem til vin, rejser og hygge med sin kone. Men i stedet for en rar pensionisttilværelse bliver han mere og mere passiv. I et desperat forsøg på at hjælpe sin far tager hans søn Filip ham med på et roadtrip til Frankrig. I en gammel orange Renault 4 kaster de sig ud i eventyret. Vil turen vække nyt liv i Lars, når han genoplever nogle af de bedste øjeblikke i sit liv?

søndag 25. maj
Hvad nu
25 maj 2025
06:00

Hvad nu, Phillip Faber?

Underholdning
Læs omtale

Programserien “Hvad nu, Phillip Faber?” følger Phillip Faber i hans ambitiøse forsøg på at blive orkesterdirigent. Serien består af tre afsnit:

Nybegynder på podiet: Phillip begynder sin rejse som dirigent og stiller spørgsmålet, om han har det, der skal til for at leve op til forventningerne og den store opmærksomhed omkring ham.

En rigtig dirigent: Han kæmper med en dårlig start, stort arbejdspres fra en juleturné, og udfordringer i privatlivet, hvilket gør det svært at fokusere på musikken og noderne.

Sandhedens time: Phillip står over for en afgørende prøve, når han skal dirigere flere store nytårskoncerter. Det er hans chance for at bevise sit værd – ellers risikerer han, at dirigentdrømmen glipper.

Serien har premiere den 25. maj kl. 06:00 på DRTV.

Anne og Anders i Bhutan
25 maj 2025
20:00

Anne og Anders i Bhutan

DR1
Underholdning | Ugentlige afsnit
Læs omtale

Bhutan tiltrækker verdens opmærksomhed med en alternativ tilgang til et meningsfuldt liv. For i det lille buddhistiske land prioriterer de lykke, mental velvære og kulturelle værdier højere end økonomisk vækst. Nu rejser Anne og Anders til Bhutan for at opleve landet på egen krop.

Allerede ved ankomsten besøger Anne en særlig skole, hvor følelsesmæssig balance betyder lige så meget som faglige præstationer. Imens får Anders adgang til landets premierminister og møder Lars, som er en af de danskere, der kender det lille lykkeland allerbedst.

Månedens øvrige igangværende serier med ugentlige episoder

Forsvundne Arvinger Special - Mysteriet om slaveskibene DR TV

Forsvundne Arvinger Special – Mysteriet om slaveskibene

DR1
Dokumentar
Sidste afsnit: mandag 12/05/25
Læs omtale

En spektakulær ny specialudgave af “Forsvundne Arvinger” bringer os helt til Costa Rica, hvor to danske slaveskibe måske er fundet på havets bund.

I flere år har forskere haft en stærk formodning om, at de to vrag i Costa Rica er de danske slaveskibe ‘Fridericus Quartus’ og ‘Christianus Quintus’, som forsvandt i 1710.

Men hvordan kan man afgøre, om det virkelig er de to skibe? I en særudgave af ‘Forsvundne Arvinger’ i tre dele, rejser Mette Frisk sammen med en forsker fra Nationalmuseet til Costa Rica for at komme nærmere et svar på slaveskibenes gådefulde historie.

Programmet skiller sig ud fra den klassiske arvingsjagt. Her er det ikke blot penge og ejendom, der skal findes – men efterkommere af både slavegjorte og en dansk slavehandlerkaptajn.

Ved en tidligere ekspedition har marinarkæolog, Andreas Kallmeyer Bloch, og hans dykkerhold undersøgt vragene for at finde spor, der kan være med til at opklare, om skibene er de danske slaveskibe. Her hentede de blandt andet træ fra skibets skrog og sendte det til Nationalmuseet i Danmark.

DR’s tv-hold er med, når Nationalmuseets forskere undersøger, om træet stammer fra de danske skibe. Hvor har træet vokset, og passer alderen på træet med den periode, hvor skibene blev bygget, er nogle af de spørgsmål, som eksperterne søger svar på.

Som en del af kortlægningen af, hvad der skete med de to slaveskibe ‘Fridericus Quartus’ og ‘Christianus Quintus’, undersøger arkivar Adam Jon Kronegh, hvilke dokumenter Rigsarkivet har gemt af oplysninger om skibenes færden, og hvad der skete ombord – både med besætningen og de slavegjorte. Gamle søforhør gemt i Rigsarkivet viser blandt andet, at de to skibe forliste, men man ved ikke præcis hvor, og det er det, som Mette og Andreas håber at komme nærmere i programmerne.

I programmerne undersøger Adam Jon Kronegh og Mette Frisk også, om det er muligt at finde efterkommere til de mennesker, der i sin tid var ombord på de danske slaveskibe ‘Fridericus Quartus’ og ‘Christianus Quintus’.

Den særlige udgave er en del af DR’s tema ”Kolonimagt Danmark”, som i foråret sætter fokus på den del af Danmarks historie.

Bemærk at vores system kun kan vise ugentlige serier, hvor vi kender antallet af episoder / slut dato. Visse tv-serier vises ikke fast hver uge, men holder pause af og til.

Hvad med film på DRTV?

DRTV har også film du kan streame, men de er på tjenesten ret kortvarigt. DR tilbyder os ikke en premiereoversigt for kommende film på tjenesten, men du kan følge med i de seneste film i vores DRTV Filmguide her

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard