MånedsguidesDRTV Nyt

Nyt på DRTV Februar 2026

Februar på DRTV byder på sæsonpremierer på Løvens Hule og Danmarks næste Klassiker. Der er også musikalsk underholdning med Dansk Melodi Grand Prix 2026 og en dokumentar om Keld Heick.

På seriefronten så er der premiere på den danske serie Uniformen og du får også en ny sæson af Red Eye.

DRTV premiere februar 2026

Listen herunde opdateres med flere titler når DRTV frigiver info.

3. feb
Kan streames på DR TV
Bryster
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Eksperimentet (1:3):

I 1980’erne dukker de første danske plastikkirurger op og eksperimenterer med fedtsugninger, hårtransplantationer og næseoperationer. Kosmetisk kirurgi er tabu og ikke noget, man snakker højt om. Men fascinationen vokser, og danskerne får langsomt øjnene op for de nye muligheder.

Mer’ vil ha mer’ (2:3):

I 90’erne eksploderer markedet for kosmetisk plastikkirurgi, og kirurgerne har travlt. Der bliver lavet silikonebryster til den store guldmedalje, og de må gerne se kunstige ud – bare de er store! Men dårlige implantater, fejloperationer og erstatningskrav truer med at vælte hele branchen.

Det nye normal (3:3):

I starten af 00’erne bliver plastikkirurgien reguleret. Men en ny bølge er på vej: Botox og fillers. Med nogle få sprøjt kan rynker lammes og ansigter glattes ud, og i hele landet dukker nye klinikker op. Meget af det, der før krævede en plastikkirurg, kan nu fixes i frokostpausen til en billig penge.

Alle tre afsnit kan ses den 3. februar klokken 06:00 på DRTV.

6. feb
Kan streames på DR TV
Serie Krimi
Binge | Seriepremiere | 7.5 | 2024–
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Vicekriminalkommissær Ellis får en tjans som omrejsende efterforsker. I en række nordengelske småbyer skal hun hjælpe med at opklare drabssager, som det lokale politi ikke kan få hul på. I den første sag må hun efterforske mordet på en søn af et tidligere parlamentsmedlem – og finde hans forsvundne kæreste.

Alle tre afsnit kan ses den 6. februar klokken 06:00 på DRTV.

7. feb
Kan streames på DR TV
Den store bagedyst USA - Sæson 7 DR TV
Underholdning
Ny Sæson
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Amerikansk underholdningsprogram fra 2024.

Det er kageuge i bageteltet! I den første udfordring skal de otte amatørbagere trylle en klassiker frem: en elegant og velsmagende skærekage, perfekt til morgenkaffen. Derefter venter otte små battenbergkager, hvor præcision og tålmodighed er nøglen. Til sidst skal deltagerne give den fuld gas i glansnummerudfordringen. De skal lave en fantasifuld og festlig fødselsdagskage, der imponerer både i smag og udseende.

8. feb
Kan streames på DR TV
Skibet - 5 måneder for evigt DR TV
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Ny dokumentarserie “SKIBET – Fem måneder for evigt” inviterer på en storslået rejse med skoleskibet George Stage, som tilbyder unge et alternativ til de traditionelle uddannelser.

I en tid, hvor den ene undersøgelse efter den anden viser, at mange danske børn ikke trives, blandt andet pga. sociale medier, så kommer skoleskibet Georg Stage med et alternativ til de mere traditionelle uddannelser. En uddannelse til søs i fem måneder, uden at de unge fx har adgang til deres mobiltelefon.

I dokumentarserien SKIBET – fem Måneder for Evigt følger vi fire unge – Amalie, Thea, Charlie Elvis, og Inge-Marie – der forlader deres trygge hverdag og stævner ud på et gammelt tremastet træskib.

I fem intense måneder bor de tæt, sover i hængekøjer side om side, spiser sammen og arbejder skulder ved skulder, mens de lærer livet som matros at kende. Rejsen fører dem fra danske havne til fjerne kyster, men det er ikke kun havet, de skal lære at mestre. Her konfronterer de deres frygt, lærer at samarbejde og sætte fællesskabet over sig selv. De møder søsyge, konflikter og udmattelse – men også storslåede solnedgange, ro og nye venskaber. Som man ser i serien vender de unge hjem med nye færdigheder, stærkere bånd og oplevelser, der for altid binder dem sammen som besætning og som mennesker.

Instruktøren Troels Hansen, der står bag serien siger: Jeg har i arbejdet med serien søgt efter særligt modige medvirkende, der har turde have mig med ud i noget ukendt. Mødet med nye sider af sig selv og mødet med egne begrænsninger og udfordringer. For mig har det været ekstremt lærerigt og underholdende at følge dem i disse fem betydningsfulde måneder. Serien giver et vigtigt bidrag til samtalen om at uddanne sig og om at finde den rette vej i livet. Og jeg tror, de medvirkendes kamp med egne forventninger, afsavn til familie, reglerne om bord og at turde åbne sig op, gør historien genkendelig for mange andre unge”

Skoleskibet Georg Stage er en sejlende søfartsskole, der årligt uddanner 126 ubefarne skibsassistenter (matroser). Uddannelsen ombord hedder Grundlæggende Maritim Uddannelse (GMU). Den varer 20 uger, hvorefter eleverne skal optjene fartstid til søs. Herefter kan de videreuddanne sig indenfor det maritime.

“Måske kan serien indgyde mod hos alle tvivlerne og dem, der ikke er sikre på retningen for deres liv. Det er aldrig for sent at tage en uddannelse. Og det er aldrig for sent at tage på eventyr, og gøre noget man ikke har gjort før”, siger Troels Hansen. 

9. feb
Kan streames på DR TV
Anne og sorgen DR TV
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

For Anne Hjernøe har de sidste to år været et følelsesmæssigt kaos. Efter længere tids sygdom døde hendes mand, Folmer, i efteråret 2025 og efterlod familien i dyb sorg. En sorg, som Anne og datteren Camille nu skal lære at leve med. Alene og sammen. Men hvordan tackler man sorg, alt efter hvor man er i livet?

10. feb
Kan streames på DR TV
Danmarks næste klassiker 2026 DR TV
Underholdning
Ny Sæson
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Fem nye, dygtige designere bliver sendt ud i virkeligheden og får udfordringer, der er større – og mere prestigefyldt – end nogensinde før: De skal skabe fremtidens møbler til nogle af Danmarks mest ikoniske steder.

Fra genopbygningen af et stykke Danmarkshistorie på Børsen, over de royale sale og dramatiske fortællinger på Kronborg, til højt tempo og internationale krav i Københavns Lufthavn. Men også til steder med mennesket i fokus, der er relevant for os alle sammen.

Undervejs bliver designerne presset af stramme deadlines, komplekse krav og dommere, der denne gang stiller ekstra skarpt på både æstetik, funktionalitet, bæredygtighed og stedsspecifik relevans.

Deltagerne i Danmarks næste klassiker 2026

I første program:

Danmarks næste klassiker (1:6) Ikonisk genopbygning
Foto: Nicolai Skov

De fem nye designere får en vanvittig første opgave af dommerne og direktør Brian Mikkelsen, når de træder ind på brandtomten af Børsen, hvor genopbygningen af det nationale vartegn er i fuld gang – for hvordan skaber man en stol på tre uger, der både tager 400 års historie med sig, men også peger 400 år ud i fremtiden?

12. feb
Kan streames på DR TV
Løvens Hule 2026
Reality
Ny Sæson | Ugentlige afsnit
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Løvens Hule 2026 udgaven byrder den største løveflok til dato med otte i panelet. Der er også comeback til to af de største løveprofiler gennem tiderne, nemlig Jesper Buch og Christian Stadil. Derudover er Lis Beck helt ny i panelet, der lige som de seneste sæsoner også tæller Nikolaj Nyholm, Louise Herping Ellegaard, Morten Larsen, Anne Stampe og Tahir Siddique.

Om den nye sæson siger programchef i DR Anne Garlichs:

– I sæson 11 af ’Løvens Hule’ har vi skruet op for ambitionerne. To erfarne løver vender tilbage, og vi introducerer en helt ny kvindelig investor i panelet. Det er fortsat vores ambition, at programmet skal engagere og inspirere danskerne til iværksætteri og til at turde udleve deres drømme og samtidig styrke vores fælles forståelsen for samfundets økonomiske og erhvervsmæssige dynamikker.

Anne Garlichs tilføjer, at hun er glad for, at Jesper Buch og Christian Stadil har fået lyst til at være med igen med deres lange erfaring og energi kombineret med deres markante personligheder, der har en helt særlig evne til at engagere både deltagere og seerne.

Og så glæder hun sig til at opleve den senest tilkomne løve i flokken, Lis Beck, som er et stærkt kort med sin erfaring inden for mode og e-handel. Hun har de senere år desuden været mentor for kvindelige iværksættere.

Jesper Buch sad i investorstolen fra DR-premieren på ’Løvens Hule’ i 2015 og otte sæsoner frem til 2023. Om sit comeback her i sæson 11 siger han:

– De sidste to år har jeg tusindvis af gange i mit daglige virke – professionelt eller i fritiden – fået at vide, at vi savner dig i ’Løvens Hule’. Jeg har været med til at bygge det brand op. Jeg elsker ’Løvens Hule’ og den gode investering. Når så mange siger det, så har massen talt. Det er ikke et ønske fra min side om at få en større portefølje – det kommer så, når jeg er med. Jeg får mere ud af at give end at tage, så når jeg kan give nogle fede timer foran skærmen, så er det mit kald. Og det er ikke bullshit, siger Jesper Buch.

Lis Beck fortæller, at der skulle ‘en smule overtalelse’ til for at få hende til at sætte sig i løvestolen, men hun vil gerne gøre en forskel.

– Jeg er en iværksætterkvinde, der har været med til at bygge et brand helt fra bunden. Jeg ved, at man har brug for nogen, man kan lade sig inspirere af – ”hvis hun eller han kan, så kan jeg også”. Det er vigtigt at få mange kvindelige iværksættere, og derfor skal vi se nogle andre, der har gjort det. Jeg kender mange dygtige og modige kvinder, og jeg vil gerne inspirere dem og andre, for vi har brug for at se flere kvinder bygge virksomheder op. Det handler om at få skubbet på balancen i samfundet og vise, at kvinder kan lige så godt som mænd. I en maskulin verden med mange blå skjorter og slips kan jeg være et billede på en feminin, kreativ og fandenivoldsk profil.

’Løvens Hule’ har premiere torsdag den 12. februar klokken 6.00 på DRTV og klokken 20.00 på DR1. Der er i alt 8 afsnit.

12. feb
Kan streames på DR TV
Vores spektakulære solsystem DR TV
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

BBC-dokumentarserie fra 2024.

Indtil videre har vi mennesker kun betrådt én klode ud over vores egen. Men vi har opdaget, at vores planet kun er én blandt mange. Rejs med gennem solsystemet og udforsk vulkanverdener, hvor der sker eksplosioner af ild og is. Og udbrud, der er så voldsomme, at de når langt ud i rummet. Disse eksplosive kloder kan måske give svar på et af de største spørgsmål nogensinde: om der findes liv uden for Jorden.

13. feb
Kan streames på DR TV
Serie Thriller
Binge | Ny Sæson | 7.1 | 2024–2026
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

En amerikansk diplomatisk kurer bliver myrdet i Heathrow lufthavn. Politikvinden Hana Li bliver sat på sagen. Efterforskningen fører hende til den amerikanske ambassade, hvor den nye ambassadør holder sit første officielle selskab. Samtidig er MI5-chefen Madeline Delaney på vej hjem fra Washington, da hendes fly modtager en bombetrussel.

13. feb
Kan streames på DR TV
Verner Panton DR TV
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Den danske verdensstjerne Verner Panton designede farverige lamper og stole, der provokerede i sin samtid – og som i dag er elskede ikoner. I år ville han være fyldt 100 år, og fra Basel knokler hans datter og enke for at værne om hans designarv.
Panton drømte om at gøre os friere. Med plastik, stærke farver, bløde former og psykedeliske totalmiljøer udfordrede han vores måde at være sammen på.
Han var langt fra dansk designs ideal om træ og afdæmpede kulører og måtte ud i Europa for finde producenter og få sit store gennembrud.

14. feb
Kan streames på DR TV
Keld Heick - Kongen af dansk pop DR TV
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Efter mere end 60 år i danskernes tjeneste går musikeren Keld Heick på pension. I den anledning sender DR et helt nyt portrætprogram, der går tæt på den danske poplegende. Programmet har premiere den 14. februar på DRTV og den 15. februar på DR1.

Keld Heick og Hilda Heick – hans mangeårige partner i både livet og musikken ser de tilbage på et fælles liv på og bag scenen og på en kærligheds- og makkerhistorie, der er lige så kendt og elsket som sangene.

På én gang elsket og foragtet

Portrætprogrammet dykker ned i historien om en kunstner, der på én gang er blevet elsket og foragtet. En kunstner, der står bag hits som ’Under stjernerne på himlen’, ’Disco Tango’ og ’Vi maler byen rød’, og hvis sange er blevet sunget til konfirmationer, bryllupper og sommerfester over hele landet, men også er blevet stemplet som lalleglade og ligegyldige.

I programmet kommer vi tæt på, hvordan det er at være så folkelig, at alle har en mening om en, hvad det gør ved et menneske at blive både hyldet og hånet – og hvordan et ønske om en helt anden karrierevej som rockmusiker slog fejl, men alligevel endte med at gøre ham til en stor dansk stjerne.

Keld Heick kan blandt andet bryste sig af at have vundet Dansk Melodi Grand Prix ni gange, og på et tidspunkt toppede han den danske hitliste foran rocklegenderne The Beatles. Senere er han blevet anerkendt ved at have fået Statens Kunstfonds hædersydelse og ridderkorset.

Binder generationer sammen gennem musikken

Bag manden, der stråler af ordentlighed og styr på tingene, gemmer sig også et menneske med tvivl, drømme og stædighed:

– Vi har været optaget af at vise hele Keld og hans historie. Hvilken musikalsk og kulturel arv efterlader han, nu hvor han stopper sin karriere? Han er om nogen en mand, der har bundet generationer sammen med sine tekster og musik – og det vil vi gerne hylde og vise nuancerne bag, siger redaktionschef i DR Specialiseret Kultur og Tro, Ida Holten Ebbesen:

– Det er historien om en mand, der insisterer på det nære, det hjertelige og det genkendelige – også når tidsånden har peget i en helt anden retning.

‘Keld Heick – Kongen af dansk pop’ har premiere lørdag den 14. februar klokken 6.00 på DRTV og søndag den 15. februar klokken 20.00 på DR1.

14. feb
Kan streames på DR TV
Dansk Melodi Grand Prix 2026 DR
Underholdning
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Når kameraerne blænder op for den 56. udgave af Dansk Melodi Grand Prix den 14. februar 2026, bliver det med tv- og radiovært Sara Bro og skuespiller Alex Høgh Andersen i front.

Det betyder altså, at Sara Bro skal være vært på den traditionsfyldte musikkonkurrence igen, mens Alex Høgh Andersen for allerførste gang træder ind i en rolle som tv-vært.

– Jeg tror ikke helt, at det er gået op for mig endnu. Det er et klichefyldt svar, men den er god nok. Det kommer nok først til at slå mig, når jeg står til generalprøve ved siden af Sara og kigger ud over Arena Nord, siger Alex Høgh Andersen til DR om sin nye opgave og fortsætter:

– Jeg er meget spændt og en smule nervøs, men først og fremmest er jeg taknemmelig for at få muligheden og glæder mig til at udfordre mig selv på et personligt plan.

Han fortæller, at han går til rollen med en ærefrygt, for han ser Dansk Melodi Grand Prix som en historisk begivenhed og en stor aften.

– Denne aften handler ikke om Sara og mig. Vi er der for at sørge for, at det bliver en god fest. En fest, der hylder kærlighed, samhørighed, musik og kunst, og som bringer folk sammen. En kærlighedsfest er lige det, vi har brug for i øjeblikket med al den splittelse, der sker i verden, lyder det fra Alex Høgh Andersen, der altså skal være vært på Dansk Melodi Grand Prix 2026.

– Det føles fantastisk at få lov til at lave det her tre gange i træk, særligt fordi det er en fantastisk, magisk drømmeverden med nogle utroligt dejlige og søde Grand Prix-fans. Når man først er trådt ind ad døren, er man med i en kæmpe, dejlig familie, som man kan møde alle mulige steder. Jeg er meget stolt af at være med igen, slår Sara Bro fast forud for Dansk Melodi Grand Prix 2026.

Hun glæder sig til at stå på scenen i Frederikshavn og se, hvordan byen omfavner den fest, der er Dansk Melodi Grand Prix – for showet har efterhånden en helt særlig plads i hendes hjerte.

– Vi skaber en glæde gennem det her show, og for fansene er det på mange måder som juleaften. Det er magisk at få lov til at skabe sådan et øjeblik for folks liv. Det er et stort fællesskab, hvor man er medlem af klubben året rundt. En klub, hvor vi godt kan lide glimmer, at være lidt ekstra og bare leve sit autentiske jeg, siger Sara Bro.

Deltagerne i Dansk Melodi Grand Prix 2026

Emil Otto

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Emil Otto (Foto: © William Winther-John)

Gadelamper spejler sig i våd asfalt, og byen står i sort-hvid kontrast. Med ‘Copenhagen Noir’ deltager Emil Otto i Dansk Melodi Grand Prix 2026 med en sang, hvor crooner-traditionen møder film noir-æstetikken i nutidens København.

Emil Otto er DMA Jazz-nomineret sanger, og hans musikalske rejse har ført ham fra rock og jazz til et filmisk popunivers.

– Det lyder som, hvis Michael Bublé lavede temasangen til en James Bond-film, der foregik i København, siger han.

‘Copenhagen Noir’ er episk og dramatisk, bygget op med blæsere, strygere og tunge trommer. Sangens nøglelinje, ‘We need the darkness to shine like we do’, kredser om kontraster og nødvendigheden af forskellighed. Nummeret er skrevet i samarbejde med Marcus Winther-John og Joachim Ersgaard og er skabt til både den store scene og fællessang.

Copenhagen Noir

Artist: Emil Otto

Komponister/tekstforfattere: Marcus Winther-John, Joachim Ersgaard, Emil Otto Daugaard

Ericka Jane

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Ericka Jane (Foto: © Jasko Bobar)

For Ericka Jane er dansegulvet et sted for overgivelse. Et sted, hvor kroppen tager styringen, og tankerne slipper grebet. Med ‘Death Of Me’ deltager hun i Dansk Melodi Grand Prix 2026 med en sang, der placerer sig i grænselandet, hvor klubbens dansegulv får karakter af et fælles ritual.

Sangen handler om den ekstatiske frigørelse, der opstår, når man giver sig fuldstændigt hen til musikken. Selvom titlen peger mod undergang, handler ‘Death Of Me’ om det modsatte: Følelsen af forløsning efter total overgivelse.

– Når jeg lytter til sangen, ser jeg mig selv tage den sidste time på dansegulvet, fortæller Ericka Jane.

I 2026 tager hun denne energi med ind i Dansk Melodi Grand Prix, hvor fællesskab og ekstase kan folde sig fuldt ud. ‘Death Of Me’ er skabt af Erika Jane sammen med Ole Bjørn, Daniel Scheffmann og Johannes Bruun.

Death Of Me

Artist: Ericka Jane

Komponister/tekstforfattere: Ericka Jane, Daniel Scheffmann, Ole Bjørn og Johannes Bruun

Lasse Skriver

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Lasse Skriver (Foto: © Magnus Haraldsen)

For Lasse Skriver handler musik ikke længere om tempo eller næste skridt, men om at lande et sted, hvor alt giver mening. Med ‘Roaring Heart’ deltager han i Dansk Melodi Grand Prix 2026 med sin mest personlige sang. En popballade om at finde ro, når livet ellers buldrer derudad.

På kort tid har han bevæget sig fra tømrerlærling til fuldtidsmusiker efter sit gennembrud i X Factor, og som 21-årig står han et sted, hvor eftertanke fylder mere end tempo. Den rejse danner bagtæppe for sangen, der fortæller historien om et vildt hjerte, der falder til ro, når kærligheden rammer.

– Det er en moderne popballade med både energi og følelser. En sang om kærlighed, der slår ned som et lyn, siger Lasse.

‘Roaring Heart’ er skrevet sammen med Karl-Frederik Reichhardt, August Møller Fogh og den engelske sanger og sangskriver Thomas Baxter.

Roaring Heart

Artist: Lasse Skriver

Komponister/tekstforfattere: Lasse Vincent Skriver, Karl-Frederik Reichhardt, August Møller Fogh, Thomas Baxter

Late Runner

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Late Runner (Foto: © Søren Solkær)

Når Late Runner stiller op i Dansk Melodi Grand Prix 2026 med ‘Can U Feel It?’, er det ikke for at finde deres lyd, men for at bruge den. Sangen er et upbeat, dansabelt nummer, duoen selv kalder ‘et festligt skud C- og D-vitamin i en mørk tid’. Skåret ind til benet drives den af et enkelt budskab: ‘Efter mørke kommer lys, og alt bliver godt igen’.

Bag Late Runner står Asger Tarpgaard og Tanja Forsberg Simonsen, der bringer næsten tre årtiers erfaring fra popmusikken. De begyndte i Superheroes og turnerede i ind- og udland, før de blev en del af det mere poppede Private.

‘Can U Feel It?’ er skabt med Jesper Mortensen (Junior Senior) og finpudset af Anders Bønløkke (Alphabeat). Late Runner deltager for at gøre det, de har gjort i årtier: tænde festen. I 2026 gør de det på Grand Prix-scenen.

Can U Feel It?

Artist: Late Runner

Komponister/tekstforfattere: Asger Tarpgaard, Jesper Mortensen, Tanja Simonsen, Christian Vagn Madsen

Sander Sanchez

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Sander (Foto: © Arthur Aizikovich)

Med ‘Two Spirits’ deltager Sander Sanchez i Dansk Melodi Grand Prix 2026 med et bidrag, der udspringer af hans ophav, identitet og personlige ståsted. Han er opvokset i et dansk-native american-miljø, hvor Lakota-traditioner, powwow-dans og spiritualitet har været en naturlig del af hverdagen.

Sander beskriver sig selv som two-spirited (wíŋkte), og netop den identitet er kernen i sangen. ‘Two Spirits’ er en maksimalistisk popsang med energisk beat og stærkt omkvæd.

– Sangen handler om at stå stærkt i sig selv og finde sin egen rytme, siger han og fremhæver udråbet ‘Hóká hé’ – lakota for ‘let’s go’.

Sangen er skrevet sammen med Lise Cabble, Marcus Winther-John og Rasmus Rex og med det hold bag sig, træder Sander ind i 2026-feltet med et klart, personligt aftryk.

Two Spirits

Artist: Sander Sanchez

Komponister/tekstforfattere: Lise Cabble, Rasmus Rex, Marcus Winther-John, Sander Sanchez

Sissal

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 SISSAL (Foto: © Anne Sofie Pathuel)

Sissal vender tilbage til Dansk Melodi Grand Prix 2026 med ‘INFINITY’, og hun gør det som tidligere Grand Prix-vinder. Efter sejren i 2025 og rollen som Danmarks repræsentant ved Eurovision har oplevelsen sat varige spor – både kunstnerisk og menneskeligt.

‘INFINITY’ bevæger sig i et pop-elektronisk univers med nordiske lag og et tydeligt personligt aftryk.

– ‘Det er et lille magisk univers vævet sammen af pop, elektronisk musik og noget mere blidt og sårbart fra nordiske viser,’ siger Sissal.

Sangen er skrevet sammen med Joy Deb, Linnea Deb, Jimmy ‘Joker’ Thörnfeldt samt Chris Chordz og Malthe Johansen. For Sissal handler deltagelsen ikke om at bevise noget, men om at bidrage til en tradition, hun selv er vokset op med.

Infinity

Artist: Sissal

Komponist/tekstforfattere: Sissal Jóhanna Norðberg Niclasen, Linnea Deb, Jimmy Thörnfeldt, Joy Deb, Malthe Johansen, Chris Chordz

Søren Torpegaard Lund

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Søren Torpegaard (Foto: © Saba)

Der findes et øjeblik, hvor natten burde slutte. Hvor jakkerne findes frem, og man ved, at man burde tage hjem. ‘Før Vi Går Hjem’ handler om netop det øjeblik, og om bevidst at blive stående lidt længere. Når Søren Torpegaard Lund vender tilbage til Dansk Melodi Grand Prix 2026, er det med et markant andet udtryk end i 2023. ‘Før Vi Går Hjem’ er en kompromisløs popbasker om at stå midt i voksenlivet og stadig ikke kunne sige farvel til teenageren i sig selv og ham, der lever for dansegulvet.

Søren er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole og arbejder professionelt som musicalperformer, skuespiller og soloartist. Netop spændet mellem disciplineret scenehåndværk og fri popenergi driver sangen. Nummeret er elektronisk pop i højt tempo, bygget som én lang bevægelse uden pauser.  Sangen er skrevet af Søren selv sammen med Valdemar Littauer Bendixen, Clara Sofie Fabricius og Thomas Meilstrup.

Før Vi Går Hjem

Artist: Søren Torpegaard Lund

Komponister/tekstforfattere: Søren Torpegaard Lund, Clara Sofie Fabricius, Thomas Meilstrup, Valdemar Littauer Bendixen

Myrkur

dansk melodi grand prix

DMGP 2026 Myrkur (Foto: © Julia Nikiforova)

I skæret mellem flammer og skygger opstår et rum, hvor musik ikke bare høres. Den mærkes. Med ‘Touch My Love And Die’ præsenterer Myrkur en sang til Dansk Melodi Grand Prix, der føles som et ritual mere end et nummer. En sang, der forener nordisk mytologi, menneskelig sårbarhed og filmisk storhed, hvor mørket får lov til at tale.

Under navnet Myrkur har Amalie Bruun skabt et univers, hvor skandinavisk folkemusik, black metal og cinematiske klange mødes. ‘Touch My Love And Die’ er en mørk, cinematisk ballade indspillet i Dolby Atmos med alt fra cello og pigekor til folkeinstrumenter. Tekstligt fortæller sangen om kærlighed som både forløsning og fare. Det er et værk, hvori der er lagt ‘hjerte, sjæl, blod og tårer’, og som Myrkur ser som en menneskelig modgift i en tid med tempo og kunstighed.

Touch My Love And Die

Artist: Myrkur

Komponister/tekstforfattere: Amalie Bruun, Søren Mikkelsen

  • Dansk Melodi Grand Prix sendes direkte på DR1 og DRTV lørdag den 14. februar 2026.
  • Knap en million seere så med på tværs af DR1 og DRTV, da Sissal vandt Dansk Melodi Grand Prix 2025.
  • Læs meget mere om Dansk Melodi Grand Prix på dr.dk/grandprix.
20. feb
Kan streames på DR TV
Serie Dansk / Drama
Seriepremiere | Ugentlige afsnit
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

DR lancerer dramaserien Uniformen, som får premiere fredag den 20. februar 2026 på DRTV og søndag den 22. februar 2026 på DR1. Serien udspiller sig på Politiskolen og kredser om ansvar, idealer og de konsekvenser, der følger med at bære politiets uniform.

Hvad handler Uniformen om?

Et nyt håbefuldt kuld elever starter på Politiskolen, og Sanne Hammerbys første dage som ny rektor på skolen bliver hurtigt udfordret. Den ambitiøse Freja skaber opmærksomhed blandt de andre elever. Det hele koger over da eleverne Daniel og Youssef involveres i en skudepisode under deres praktik.

Presset vokser hurtigt på skolens nye rektor, Sanne Hammerby, da Den Uafhængige Politiklagemyndighed indleder en efterforskning.

Efterforskningen sætter både skolens procedurer og læreplaner under lup. Samtidig bliver sandheden stadig mere uklar, og både elever og ansatte må forholde sig til de svære valg og det tunge ansvar, der følger med politigerningen.

Med Politiskolen som central arena kommer seerne tæt på elevernes overgang fra teori til virkelighed – et miljø præget af idealer, ansvar og beslutninger med vidtrækkende konsekvenser.

I seriens centrale roller ses blandt andre:

  • Lene Maria Christensen som Sanne Hammerby, rektor for Politiskolen
  • Soheil Bavi som Youssef Elamin
  • Clara Rosager som Freja Vermelin
  • Gustav Giese som Tobias Skov
  • Marco Ilsø som Daniel Kristensen
  • Mathilde Arcel som Liv
  • Clint Ruben som Peter
  • Jakob Cedergren som politibetjenten Martin Hammerby
  • Simon Sears som Elliot Kallehave, anklager hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed

Bag serien

Uniformen er skrevet af Oscar Giese og Anders August og instrueret af Jonas Alexander Arnby. Serien er produceret af Sofie Bergstein, Jonas Allen og Peter Bose fra Miso Film for DR.

DR’s fiktionschef Henriette Marienlund peger på Politiskolen som en særlig interessant ramme, fordi eleverne i yderste konsekvens uddannes til at stille både krop og sind i skudlinjen for at håndhæve loven – et dilemma, serien udfolder gennem karakterernes valg og handlinger.

Serien består af seks episoder og er allerede solgt til tv-stationer i Sverige, Norge, Finland og Island, med international distribution varetaget af Fremantle.

21. feb
Kan streames på DR TV
MGP 2026 - Showet DR TV
Underholdning
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

MGP 2026 – årets største børnefest – sendes direkte fra Arena Nord i Frederikshavn. Sælma Alakhir og Maria Helander er værter, når MGP-finalisterne indtager den store scene med deres fantastiske sange i et show fyldt med musik, fællesskab, og overraskelser. Komiker Lasse Madsen kigger også forbi i rollen som “forældre-ansvarlig” – med en særlig mission om, at forældrene også skal forkæles. Det bliver en festlig aften for hele familien – og vi’ først lige begyndt!

21. feb
Kan streames på DR TV
Signe Molde på udebane - 2026 DR TV
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Ny Sæson med 3 afsnit.

I afsnit 1:
Bliver du snydt på nettet, kan du glemme politiet. Derfor har mere end 130.000 danskere meldt sig ind i Facebookgruppen Svindlerjagten og taget loven i egen hånd. Her bliver formodede svindlere jagtet, udstillet og presset – indtil pengene er betalt tilbage. Signe Molde møder svindlerjægerne og spørger: Er de folkets helte – eller en farlig selvtægtsbevægelse?

22. feb
Kan streames på DR TV
2000 meter fra Andriivka DR TV
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Ukrainsk dokumentar fra 2025.

Det er nærmest en selvmordsmission. Den ukrainske hærs tredje brigade skal kæmpe sig gennem en to kilometer lang, tæt befæstet skov for at befri den russiskbesatte landsby Andriivka. Gennem GoPro-optagelser fra soldaternes hjelme følger vi den lille enhed under konstant beskydning. En barsk førstehåndsberetning, der viser krigen i al sin gru – fra kaos og kugleregn til død og begravelser.

22. feb
Kan streames på DR TV
Den giftige tvivl DR TV
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Samme dag som Christian finder ud af, at han skal være far, får han også at vide, at han har kræft. Han begynder at få tanken, at kræften kan komme fra formaldehydet i kælderen. Og så opdager han, at Kirstine har haft samme mistanke – efter at have arbejdet i kælderen og efter at have fået kræft.

23. feb
Kan streames på DR TV
Vest på DR TV
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

I Danmark elsker vi foreningslivet. Vi dyrker fællesskabet og demokratiet ved generalforsamlingerne. Der skal kaffe på kanden, man skal overholde talerækken og huske at skrive referat.

I landsbyen Stakroge i Midtjylland har en flok bikere besluttet, at demokrati og fællesskab ikke kun hører til i forsamlingshuset. De har derfor sagt farvel til topstyring – og goddag til et fællesskab med højt til loftet og plads til alle.

Det ser godt ud på papiret, men i virkeligheden er det noget værre bøvl. For kan man virkelig drive en bikerklub på demokrati – uden at det hele ramler?

I ‘Vest på’ inviterer DR i fire afsnit seerne med ind i hjertet af en af de over 1.000 bikerklubber, der findes i Danmark. Og det er ikke en hvilken som helst klub. Ordinary MC har en mission: Præsidenten Luffe og resten af klubbens foundere er brudt ud fra en anden klub for at skabe en demokratisk bikerklub. Her vil man bryde med rigide regler, og en præsident er ikke valgt for livet, men for to år ad gangen. Hos Ordinary MC holdes der nemlig generalforsamling og alle medlemmer har én stemme.

Om serien siger Anne Garlichs, der er programchef i DR:

– Gennem Ordinary MC møder vi mennesker med forskellige baggrunde, diagnoser og livserfaringer, som insisterer på et fællesskab med plads til alle. Det er dog nemmere sagt end gjort at få demokrati, frihed og ansvar til at hænge sammen i virkeligheden, og på den måde bliver ’Vest på’ et spejl af nogle af de udfordringer, mange sikkert kan nikke genkendende til fra andre dele af samfundet.

Ordinary MC’s vision om demokrati er med andre ord ikke så nem. Alt det går op for præsidenten Luffe og hans trofaste følgesvende, Lord, Kage, Krumme, Æ Smej, Thor, DJ og Hänner i løbet af klubbens første leveår, hvor DR følger med fra generalforsamling til generalforsamling – som praktisk nok er slået sammen med årets julefrokost.

Vil det lykkes for medlemmerne af Ordinary MC at skabe en demokratisk og altfavnende klub i et traditionsbundet miljø, der er præget af magt, uskrevne regler og hierarki?

24. feb
Kan streames på DR TV
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Den danske dokumentar Pædagogerne der ville ændre verden udforsker et bemærkelsesværdigt socialpædagogisk eksperiment, hvor unge, idealistiske pædagoger i 1970’erne udfordrede tidens syn på arbejdet med udsatte unge. Men var tillid og fællesskab nok til at skabe forandring, og ville de gentage eksperimentet i dag? Filmen får premiere på DR2 og DRTV den 24. februar 2026.

Filmen undersøger et unikt eksperiment fra 1970’erne, hvor en gruppe idealistiske pædagoger oprettede et kollektiv i Sall nær Aarhus. Her flyttede de ind sammen med udsatte og kriminelle unge i et forsøg på at skabe forandring gennem fællesskab og tillid.

I dokumentaren bringer instruktøren Kristian Nordentoft fire af pædagogerne – Pablo, Eva, P.C. og Ane – sammen til husmøder, der minder om dem, de afholdt i kollektivet. Her evaluerer de, hvilke effekter eksperimentet har haft på såvel pædagoger som beboere. I en rejse gennem tid og rum – fra 70’erne i Sall til nutidens København – udforsker filmen hvilken betydning alternative fællesskaber har for mennesker på kanten.

Der dykkes ned i både solstrålehistorier og skyggesider ved eksperimentet i Sall, hvor gode intentioner måske ikke altid var nok, men pædagogernes og beboernes vidnesbyrd – sideløbende med Nordentofts skildring af nogle af nutidens skæve eksistenser – peger alt sammen på fællesskab som opbyggende kraft. Filmen sætter fokus på fællesskabet som pædagogisk værktøj og stiller spørgsmålet om, hvorvidt vi har mistet noget i vores individualiserede tilgang til pædagogik og socialt arbejde i dag.

“Den største gave jeg har fået fra mine forældre er forståelse for værdien af fællesskab. Vi er kun noget i kraft af andre og for andre, og et stærkt fællesskab er nøglen til et bedre liv. Jeg synes at 68’erne har fået en hård medfart i eftertiden, og jeg har sat mig for at hylde dem for deres arbejde med fællesskaber, som jeg mener, vi kan lære meget af”, udtaler Kristian Nordentoft.

25. feb
Kan streames på DR TV
Kriminelt DR TV
Dokumentar
Ny Sæson
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Ny sæson.

Vanvidsbilisten tog min bedste ven (1:16):

Jonas mistede sin bedste ven Magnus, da en vanvidsbilist drønede over Langebro i København med over 100 km i timen. Sorgen over den dræbte ven gav Jonas en sag at kæmpe for. Han gik til politikerne på Christiansborg og krævede højere straffe.

26. feb
Kan streames på DR TV
Simon Reeve i Skandinavien DR TV
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

BBC-dokumentarserie fra 2025.

Svalbard og Lapland (1:3):

Fra Norges nordligste forpost, øgruppen Svalbard, til Laplands frosne vildmark og NATO’s længste grænse mod Rusland. Tag med Simon Reeve til en af verdens smukkeste og mest interessant regioner: Skandinavien. I Europas barske udkant besøger han fem nordiske lande. Begiver sig gennem prægtige skove og storslåede fjorde, og undersøger, hvordan disse lande har skabt nogle af klodens lykkeligste samfund – og hvorfor de nu føler, de er i skudlinjen.

Norge og Island (2:3):

På anden etape af sin skandinaviske rejse tager Simon Reeve til ‘Nordens Kuwait’ – Norge. Den norske kyst er en mosaik af spektakulære fjorde og øer, ikke mindst de storslåede Lofoten-øer. Derfra går turen over Nordatlanten til den vulkanske ø Island, som lever under konstant trussel fra jordskælv og vulkanudbrud.

Sverige og Danmark (3:3):

Sidste etape af Simon Reeves tur begynder i Sverige. Svenskerne har længe klaret sig fremragende. De topper lister over verdens sundeste, rigeste og lykkeligste mennesker. Men det er selvfølgelig ikke hele historien. De hyggelige svenskere er også blandt verdens førende våbeneksportører. Danmark er sidste land på hans rundrejse, der ligger i top inden for lykke og livskvalitet. Her undersøger han, hvad hemmeligheden er bag det meget lige samfund.

27. feb
Kan streames på DR TV
Serie Drama
Binge | Ny Sæson | 6.7 | 2023–
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Fortsættelsen af dramaserien kommer på DRTV 27. februar 2026

Kate indser konsekvenserne af sin impulsive beslutning. Samtidig tilpasser familien Roberts sig livet med en nyfødt og begynder at se sig om efter nye muligheder for at realisere deres drømme i Australien

Sæson 2 er sidste sæson af serien oplyser BBC.

28. feb
Kan streames på DR TV
Den store juniorbagedyst  2026 DR TV
Underholdning
Ny Sæson
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Der er nerver på højkant og højt humør, når otte unge bagetalenter indtager teltet med det klare mål at sparke benene væk under dommerparret Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo i kampen om at blive årets juniorbager. Deltagerne bliver kastet ud i at skulle male selvportrætter i royal icing på et lærred af mørdej, og så skal vi lære dem at kende, når de hver især har udvalgt tre ting, de ikke kan undvære, til deres mesterværk af en øde-ø-kage.

28. feb
Kan streames på DR TV
Hemmeligheden om mig DR TV
Dokumentar
Læs omtale
LoadingTilføj Favoritlisten

Britisk dokumentar fra 2025.

Hun er blevet løjet for hele sit liv. Den 19-årige Kristi har altid følt sig anderledes, men først under en forelæsning i feministiske studier på universitetet opdager hun hvorfor. En hemmelighed, som hendes forældre og læge har skjult for hende. Da hun begynder at lede efter sandheden, fører det langt ud over hendes eget liv – til afsløringen af et psykologisk tvillingeeksperiment, der har påvirket tusindvis af mennesker verden over.

Hvad med film på DRTV?

DRTV har også film du kan streame, men de er på tjenesten ret kortvarigt. DR tilbyder os ikke en premiereoversigt for kommende film på tjenesten, men du kan følge med i de seneste film i vores DRTV Filmguide her

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard