Skibet – 5 måneder for evigt
Ny dokumentarserie “SKIBET – Fem måneder for evigt” inviterer på en storslået rejse med skoleskibet George Stage, som tilbyder unge et alternativ til de traditionelle uddannelser.
I en tid, hvor den ene undersøgelse efter den anden viser, at mange danske børn ikke trives, blandt andet pga. sociale medier, så kommer skoleskibet Georg Stage med et alternativ til de mere traditionelle uddannelser. En uddannelse til søs i fem måneder, uden at de unge fx har adgang til deres mobiltelefon.
I dokumentarserien SKIBET – fem Måneder for Evigt følger vi fire unge – Amalie, Thea, Charlie Elvis, og Inge-Marie – der forlader deres trygge hverdag og stævner ud på et gammelt tremastet træskib.
I fem intense måneder bor de tæt, sover i hængekøjer side om side, spiser sammen og arbejder skulder ved skulder, mens de lærer livet som matros at kende. Rejsen fører dem fra danske havne til fjerne kyster, men det er ikke kun havet, de skal lære at mestre. Her konfronterer de deres frygt, lærer at samarbejde og sætte fællesskabet over sig selv. De møder søsyge, konflikter og udmattelse – men også storslåede solnedgange, ro og nye venskaber. Som man ser i serien vender de unge hjem med nye færdigheder, stærkere bånd og oplevelser, der for altid binder dem sammen som besætning og som mennesker.
Instruktøren Troels Hansen, der står bag serien siger: “Jeg har i arbejdet med serien søgt efter særligt modige medvirkende, der har turde have mig med ud i noget ukendt. Mødet med nye sider af sig selv og mødet med egne begrænsninger og udfordringer. For mig har det været ekstremt lærerigt og underholdende at følge dem i disse fem betydningsfulde måneder. Serien giver et vigtigt bidrag til samtalen om at uddanne sig og om at finde den rette vej i livet. Og jeg tror, de medvirkendes kamp med egne forventninger, afsavn til familie, reglerne om bord og at turde åbne sig op, gør historien genkendelig for mange andre unge”
Skoleskibet Georg Stage er en sejlende søfartsskole, der årligt uddanner 126 ubefarne skibsassistenter (matroser). Uddannelsen ombord hedder Grundlæggende Maritim Uddannelse (GMU). Den varer 20 uger, hvorefter eleverne skal optjene fartstid til søs. Herefter kan de videreuddanne sig indenfor det maritime.
“Måske kan serien indgyde mod hos alle tvivlerne og dem, der ikke er sikre på retningen for deres liv. Det er aldrig for sent at tage en uddannelse. Og det er aldrig for sent at tage på eventyr, og gøre noget man ikke har gjort før”, siger Troels Hansen.
Hvor kan man se Skibet – 5 måneder for evigt?
Du kan streame ‘Skibet – 5 måneder for evigt‘ på DR TV fra 8. februar 2026