Nye kendte værter på Go Morgen Danmark
Tre af landets bedste og flere gange prisbelønnede værter, Puk Elgård, Stéphanie
Surrugue og Morten Ankerdal, får fælles arbejdsplads fra eftersommeren og efter-
året.
De tre er nemlig alle nye værter på Danmarks store morgenprogram ’Go’ morgen Danmark’, som hver morgen samler omkring 600.000 forskellige danskere om inspirerende livsstilsindslag, aktuel debat, kultur, nyheder og vejrudsigt.
– ’Go’ morgen Danmark’ er et fantastisk TV 2-program, som i den helt rigtige og hyggelige stemning giver danskerne oplysning, inspiration, gode råd og humor. Vores nye værter skal være med til at løfte ’Go’ morgen Danmark’ til nye højder og sætte fokus på aktualitet, relevans og substans. Vi vil klæde danskerne endnu bedre på til den dag, de så småt er gået i gang med, når de følger ’Go’ morgen Danmark’, siger TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard, der især byder de to helt nye morgenværter velkommen:
– Både Puk Elgård og Stéphanie Surrugue betræder helt nyt tv-græs i ’Go’ morgen Danmark’, og det glæder jeg mig fantastisk meget til at opleve. Begge værter er stærke personligheder med høj professionalisme, stor energi og en smittende entusiasme, som vil gøre os seere interesserede i at se og høre de indslag og interviews, de præsenterer.
Styrkelsen og fornyelsen af ’Go’ morgen Danmark’ sker både på hverdage og i weekender, og på lørdage og søndage får Puk Elgård en nøglerolle.
Nuværende Go’-værter får nye opgaver
Også andre ’Go’’-værter får nye opgaver. Morgenvært Lisbeth Østergaard er fra efteråret med på værtsholdet, der siger ’Go’ aften Danmark’ til seerne, og ’Go’ morgen Danmark’-vært Katrine Hertz Mortensen vil efter eget ønske gerne bruge sine faglige evner også bag kameraet. Hun vil derfor fremover fungere som både redaktør og vært på forskellige produktioner.
Kilde: TV 2