Ny vært og format på Go’ aften Danmark
Når TV 2s faste magasinprogram ”Go’ aften Danmark” mandag 27. januar vender tilbage efter en pause under EM i herrehåndbold, er det med flere nyskabelser i programmerne – og med en ekstra vært i studiet.
Fra på mandag er der nemlig to værter i ”Go’ aften Danmark” – og samtidig sætter programmet endnu mere fokus på især danskernes sundhed, relationer og trivsel og giver inspiration til et bedre liv. Kort sagt: Vitaminer til hverdagen præsenteret i godt selskab med veloplagte værter, som TV 2 skriver det.
”Go’ appetit”-vært siger også go’ aften
Fra 27. januar vil dagens vært på ”Go’ appetit” kl. 17.20 fortsætte arbejdsdagen og være en af de to værter i ”Go’ aften Danmark” kl. 18.30.
– Vi har gennem længere tid ønsket at have en ekstra vært i ”Go’ aften Danmark”, som vi har haft det i ”Go’ morgen Danmark” i alle årene – for at skabe ekstra dynamik i studiet, for at være endnu bedre selskab for seerne og for at kunne lave forproducerede indslag med værterne, siger Jes Schrøder.
Han har været TV 2s redaktør på ”Go’ aften Danmark” i de seneste år, men som om kort tid overdrager redaktørgerningen til kollegaen Helle Sønderby.
Jes Schrøder glæder sig over programmernes to stærke værtspar. Det ene værtspar i ”Go’ aften Danmark” bliver Cecilie Frøkjær og Steen Langeberg, som i efteråret 2013 var med til at igangsætte det nye program ”Go’ appetit”. Det andet værtspar udgøres af Michèle Bellaiche og den nye vært Nicolai Hansson, der kommer til TV 2 fra produktionsselskabet STV.
Ny viden og inspiration
Samtidig sætter ”Go’ aften Danmark” endnu mere fokus på sundhed, relationer og trivsel – og på at give seerne ny viden og inspiration til deres hverdag.
– Vi tænker sundhed i bred forstand – ’sundhed og det, der ligner’ – og vi skal give seerne nogle vitaminer, som de kan benytte i deres eget liv. I et af de første programmer sætter vi fokus på, hvad der sker, når vi hyppigt spiser hovedpinepiller. Tager man skade? Bliver vi afhængige af pillerne? Mister de deres virkning efter længere tids forbrug? Det er nogle af de spørgsmål, redaktionen undersøger, siger Jes Schrøder.
I en anden genre undersøger redaktionen, hvordan det går med vores koncentration, når vi hele tiden har travlt med at være online og blive opdateret.
– Kan vi både føre en samtale og tjekke mobilen – og få noget ud af begge dele? Eller svigter koncentrationen, og hvad går det eventuelt ud over, når vi både vil tale med personen ved siden af os og følge med på nettet?, siger Jes Schrøder.
Danskerne er mere opdateret på dagens begivenheder
”Go’ aften Danmarks”s fokus på sundhed og relationer er en naturlig følge af, at danskerne kl. 18.30 – via bl.a. deres mobiltelefoner og TV 2 NEWS – er meget mere opdateret på nyheder og dagens begivenheder, end de var for nogle år siden. Og det gør det vanskeligere kl. 18.30 at give seerne noget nyt om dagens nyheder.
– Danskerne er godt informeret om stort og småt fra dagens begivenheder, og det stiller nye krav til, hvad vi skal give seerne. Det er en af grundene til, at vi sætter fokus på ”jeg-cirklen” og på nyheder og inspiration, som danskerne kan bruge for at få en bedre hverdag, siger Jes Schrøder.
Kilde: TV 2