Ny undersøgelse: Dansk e-handel står stærkt i krisen
Det er turbulente tider, og dansk handel er del af en virkelighed med dyrere energi, lav vækst, højere priser og rentestigninger.
PriceRunners helt nye kvartalsundersøgelse blandt danske e-handlere viser ikke overraskende, at den digitale handel er påvirket af omverdenen. 41% siger, at de har måtte sætte priserne op i løbet af tredje kvartal, og 51% af e-handlerne siger, at de bliver nødt til at justere deres mål for året. Vi ser ind i en ny tid for dansk digital handel, siger PriceRunners forbrugeranalytiker Katrine Barslev.
Danmark lever ikke i en boble, og vi bliver naturligvis påvirkede af de magre økonomiske prognoser. Det kunne have set meget værre ud, og selvom mange er påvirkede i mindre eller større grad, så vidner det om en branche, der klarer sig flot.
E-handlen bremser ned, men vi skal huske på, at vi kommer fra et ekstremt højt niveau de seneste to år. Det er også værd at bemærke, at majoriteten tror, at deres salg bliver på samme niveau eller udvikler sig positivt over de kommende 12 måneder,” vurderer Katrine Barslev.
Black Friday på mere normalt niveau
I november venter årets største udsalgs- og handelsdage Black Friday. Historisk set har det betydet gode tilbud, stærkt nedsatte priser og glødende tastaturer for at få de bedste tilbud klikket hjem.
25% af de adspurgte e-handlere tror, at Black Friday bliver større end sidste år, mens de resterende tror, at det bliver samme niveau som sidste år eller en mindre Black Friday.
Under pandemien var Black Friday påvirket af varemangel af mange forskellige årsager. Undersøgelsen peger på, at 2022 bliver året, hvor der bliver mulighed for at få de varer, man ønsker at købe. 39% af e-handlerne siger, at de har den helt rette mængde varer på lager, mens 20% siger, at de har et usædvanligt stort varelager. Det kan betyde ekstra gode tilbud, når butikkerne vil tømme deres lagre.
“Black Friday har nået sin foreløbige peak, og vi vil ikke se den samme intensitet, som vi tidligere har oplevet. Men danskerne har også i år brug for julegaver og nye vinterstøvler, og e-handlerne vil få et godt udsalg, men det bliver under mere ansvarlige former og med mere ro på. At grundigt sammenligne priser og vælge kvalitet fremfor kvantitet bliver endnu vigtigere. Vi vil se mange, som tager ansvar for deres økonomi på en ny måde, og det er en positiv udvikling,” vurderer Katrine Barslev.
Forsigtig optimisme i e-handelsbranchen
PriceRunner tager via E-handelsindexet temperaturen på den digitale handel gennem interviews med danske e-handlere. Indexet ligger i Q3 på det laveste resultat siden 2019.
Medierne er fulde af dystre prognoser og analyser af, hvor dybt krisen stikker. E-handelsindekset viser dog tydelige tegn på, at efteråret ikke har været så hårdt ved digital handel som frygtet. Sammenlignet med sommerens resultat ser Q3 lysere ud.
I Q2 sagde 66%, at de havde oplevet stigende omkostninger, og det tal er nu faldet en smule til 62%.
Samtidigt siger 50%, at de har oplevet lavere salg i Q3, og det er et lille fald fra 53% i Q2.
“Det går stille og roligt den rigtige vej for mange handelsdrivende, og vi kan være forsigtigt optimistiske. Det er også opløftende at se, at kun 28% vurderer, at de må sætte priserne yderligere op i de kommende måneder. Når mere end halvdelen af butikkerne siger, at de ikke vil sende regningen videre til forbrugerne, så er det et tydeligt tegn på en stærk branche. Forbrugerne bliver ramt i mindre grad, hvis de husker at sammenligne priser, før de køber,” siger forbrugeranalytiker Katrine Barslev.
Indexet er baseret på data fra en kvartalsvis online undersøgelse foretaget af YouGovpå vegne af PriceRunner blandt udvalgte onlinebutikker hos PriceRunner. Undersøgelsen har til formål at følge udviklingen i dansk e-handel gennem et index, der samlet består af tre elementer:
-
Tendensen: Hvordan bedømmes udviklingen i onlinesalget i seneste kvartal i forhold til forrige kvartal
-
Øjebliksbillede: Hvordan oplever onlinebutikkerne e-handelen i dag
-
Fremtidig tendens
-
En vurdering af, hvordan onlinesalget vil udvikle sig i løbet af de næste 12 måneder
Om undersøgelsen tredje kvartal 2022
Undersøgelsen er gennemført af opinions- og markedsundersøgelsesforetagendet YouGov. I perioden 21. September – 2. oktober gennemførtes sammenlagt 199 interviews digitalt med danske online butikker. PriceRunner skænker en gave på 50 kr. til Børnecancerfonden for hvert gennemført interview