Ny sæson af Danmarks skønneste hjem
Bliver det den store arkitekttegnede villa i Midtjylland, kollegieværelset på Fyn, slottet ved Limfjorden eller et helt andet hjem, der skal kåres som Danmarks skønneste?
Pyramidehus eller villa med havudsigt. Design eller loppefund.Hyggeligt eller mondænt. Hvad gør et hjem skønt? Og hvor ligger Danmarks skønneste? Det skal dommerne Eva Harlou, Jannik Martensen-Larsen og Niels Erik Folmann sammen med seere finde ud af, når DR1 atter sætter jagten ind på at finde Danmarks skønneste hjem.
Boliger fra hele landet
Hver uge rejser dommerne til en ny egn af landet, hvor tre personlige, originale og inspirerende hjem dyster om deres gunst – og en plads videre mod finalen. Seerne kommer i løbet af programmerne indenfor i 27 skønne og vidt forskellige hjem. I hver af de ni egne, dommerne besøger, udvælger de ét hjem, der skal gå videre, og til slut udvælger de tre hjem til finalen. Her er det seerne, der afgør, hvem der skal løbe af med den ærefulde titel som ’Danmarks Skønneste Hjem’ og førstepræmien på 100.000 kroner.
Dommerne
Selvstændig arkitekt og tv-vært Eva Harlou
Som arkitekt er Eva Harlou blandt andet kendt for luksusvillaen Z House. Blot fire år efter hun blev uddannet, blev Eva Harlou udråbt af det prestigefyldte magasin Wallpaper til en af verdens nye, store arkitekttalenter.
”Jeg ser frem til, at vi med ’Danmarks Skønneste Hjem’ endnu engang får en god anledning til at løfte blikket og diskutere, hvad der er et godt hjem. Et godt hjem er nemlig afgørende for vores psykiske og fysiske velbefindende. Vi behøver ikke være enige, og det gode kan have mange former, men det er et faktum, at nogle hjem er bedre end andre. God boligarkitektur formår at favne både krop og sjæl og er en tryg, inspirerende og værdig ramme om den største gave, som vi har, nemlig livet. Jeg er derfor på jagt efter god arkitektur, for her har det skønne hjem de bedste betingelser.”
Indretningsekspert Jannik Martensen-Larsen
Jannik Martensen-Larsen er anden generation i familiefirmaet TAPET-CAFE, der er kongelig hofleverandør med speciale i private boliger, restauranter og hoteller.
“Jeg håber på at finde en perle af et hjem. En overraskende og kreativ bolig. Jeg vil gerne se god kvalitet, personlighed og smukke rum. Det er altafgørende for mig, at man kan mærke, hvem der bor der, og at der er en sammenhæng imellem arkitektur, indretning og beboerne. Jeg holder meget af farver, stoflighed, kunst og smukke ægte materialer. Det er ikke vigtigt, om det er stort eller småt, dyrt eller helt enkelt. Jeg går ikke efter modediller eller koncepter, men leder efter det ægte, personlige og frem for alt meget skønne hjem.”
Livsstilsekspert Niels Erik Folmann
Niels Erik Folmann er en af Danmarks mest anerkendte livsstilseksperter og kendere udi danskernes vaner og særpræg. Mange vil genkende ham som ekspertveteran fra programmet ’Kender du typen’.
”Jeg leder efter et hjem, der bryder med de danske indretningstraditioner, byder på gennemtænkte detaljer og har en god stemning. Familien skal trives, uanset størrelse, og huset skal praktisk fungere som en base for socialt liv både til hverdag og fest.”
’Danmarks skønneste hjem’ sendes i 10 afsnit og har premiere den 19. august klokken 20.00 på DR1.
Kilde: DR1