TV-Nyt

Ny Hammerslag vært fundet

hammerslag ny vært
Ny vært Christian Degn
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Han er manden, der laver de anderledes og sjove indslag i slutningen af TV-Avisen. For nylig har han blandt andet spist stærke sager sammen med Youtube-fænomenet Chili-Klaus. Nu vender Christian Degn snuden mod det populære program ’Hammerslag’, hvor han fra foråret kommer til at stå solidt placeret foran alskens huse og tage imod eksperternes prisvurderinger.

Han skrev under på kontrakten i sidste uge og har siden glædet sig til at fortælle om beslutningen.

”Det er gået sindssygt hurtigt. Jeg var nede for at dække Kronprinseparrets Kulturpris i Australien for to uger siden, hvor jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville til casting, lige når jeg kom hjem. Tirsdagen efter stod jeg så med det vildeste jetlag og lavede en prøveoptagelse,” fortæller Christian Degn.

Lange flyrejser før hver udsendelse
Derefter gik det hele hurtigt. Et par dage efter kom opkaldet fra ’Hammerslag’-redaktionen,  og der var godt nyt.

”De kunne godt lide min prøvecasting. Og jeg tænkte bare: ”Jeg håber, at de ved, jeg var jetlagget. Ellers bliver de skuffede, når jeg ikke er det. Men så kan de selvfølgelig bare sende mig på en masse lange flyrejser før hver udsendelse. Så ved de, hvad de får,” griner han.

Ugen efter skrev han under på kontrakten, og han er nu klar til at gå i gang med ’Hammerslag’ i det nye år.

Tredje vært på ’Hammerslag’
Sidste år var ’Hammerslag’ det 10. mest sete program i Danmark, ifølge DR Medieforskning. Programmet blev sendt første gang i 1991 med Frode Munksgaard som vært, og siden 2003 har Peter Ingemann været vært, indtil han skiftede til TV 2 tidligere i år.
 
Christian Degn er klar over, at han overtager tøjlerne fra nogle erfarne herrer, men han er ikke synderligt nervøs for, at han ikke kan klare opgaven med det 22 år gamle program.

”Begyndte det helt tilbage i 1991? Hold da op. Det gør mig faktisk ikke nervøs – nærmest lidt mere rolig. For så har konceptet fungeret i så lang tid, at jeg virkelig skal være dårlig, før det falder igennem. Og det tror jeg trods alt ikke, jeg er,” siger den nye vært med et smil.

Han glæder sig til at begynde som den nye vært og håber at folk tager godt imod ham.

“Jeg ved, at ‘Hammerslag’ betyder meget for rigtig mange mennesker, så jeg går ydmyg til opgaven,” siger han.

Kendt eller bare høj?
Christian Degn begyndte sin karriere i ’Rene ord for pengene’ i 2003. Dengang sad han ved siden af Peter Ingemann på programmet, og en dag blev det offentliggjort, at Ingemann skulle overtage ’Hammerslag’.

”Jeg tænkte, at det sgu var noget af en opgave, og jeg var meget imponeret. Og nu sidder jeg så her i samme situation,” siger Christian Degn.

Han er godt klar over, at folk med tiden kommer til at blive et kendt ansigt rundt om i landet. Men det har han en meget jordnær holdning til.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er 2,08 meter høj. Så jeg er vant til at blive kigget efter på gaden. Fremover kommer jeg bare ikke til at vide, om folk kigger efter mig, fordi jeg er høj eller bare kendt,” smiler han.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard