Nu kommer Comedy Central til Danmark
TV-kanalen Comedy Central er på vej til Danmark, nærmere bestemt fra 2. december.
Comedy Central er blandt kendt for Jon Stewarts populære talkshow, der i Danmark hidtil har været vist på DR2. Fra december vil showet kun blive vist på Comedy Central og det få timer efter, at det har været vist i USA.
Comedy Central kanalen, som sender comedy-programmer 24 timer i døgnet, findes allerede i 72 lande, og den bliver tilgængelig i Danmark via et samarbejde mellem Viacom og MTGTV.
Ud over ‘The Daily Show’ vil seerne også få mulighed for at se originale Comedy Central-shows som ‘South Park’, ‘Workaholics’ og ‘Tosh.0’ samt et stort udvalg af det bedste stand-up fra hele verden.
“Vi er virkelig glade for endelig at lancere Comedy Central i Danmark. Vi tror, at Comedy Central er den helt rigtige kanal i et voksent tv-marked, som har brug for kanaler, hvor seerne ved, at de kan se de bedste programmer døgnet rundt,” siger Andrea Sahlgren, som er underdirektør hos General Manager Nordic, i en pressemeddelelse.
– MTGTV er glade for at fortsætte med at udvikle samarbejdet med Viacom. Denne aftale og den nye kanal sikrer seerne en ny stærk kanal. Og vores annoncører får dermed en ny mulighed på alle vores platforme, siger Kim Poder, administrerende direktør for MTGTV i Danmark.
Hos TDC ser Chief Content Officer Ulf Lund også frem til den nye kanal.
– Comedy Central er et rigtig godt supplement til vores udbud med en klar og unik kanal profil og vi glæder os til lanceringen, siger han.
Comedy Central bliver tilgængelig i Danmark via Viasat, YouSees Fuldpakke, TDCs TV basispakke og gennem nogle af Stofas antenneforeninger. Kanalen bliver den eneste i Danmark, som sender comedyprogrammer 24 timer i døgnet.