Radio og Podcast Nyt

NOVA fejrer 15 år med stort gallashow i Operaen den 1. oktober

NOVA har i 15 år haft markant betydning for mange danske artister, og dansk musik er derfor i centrum, når radiostationen fejrer sin fødselsdag, ved at invitere lyttere, branchefolk og udvalgte VIPs til et stort gallashow i Operaen.

Line-up inkluderer nogle af de mest spillede danske artister på NOVA igennem de sidste 15 år: Lukas Graham, Medina, Christopher, Drew Sycamore, Mads Langer og Saint Clara optræder live i Operaen. Hele showet bliver kædet sammen af de populære værter fra NOVA, som blandt andre tæller GO’NOVA-holdet Dennis Ravn, Mai-Britt Vingsøe, Lasse Balslev og Signe Krarup.

Ved den årlige prisuddeling Prix Audio – Audiodays (tidl. Prix Radio – Radiodays) er NOVA blevet hædret med ikke mindre end 11 priser gennem tiden. Kanalens populære værter på morgenshowet GO’NOVA blev bl.a. hædret seks gange i træk med Ekstra Bladets gyldne mikrofon indtil, prisen blev uddelt for sidste gang i 2019.

COO hos Bauer Media, Tobias Nielsen ser frem til det store liveshow:

”Vi glæder os til at fejre NOVA sammen med vores trofaste lyttere og samarbejdspartnere. I et radiomarked, hvor der har været meget fokus på public service midler og svigtende lytning, er vi stolte over, at vi i 15 år har formået at underholde millioner af lyttere på NOVA, og at vi stadig fastholder over 1 million ugentlige lyttere. Vores ambition har altid været at underholde hele Danmark med relevant indhold og populær musik og, det, at NOVA er den mest succesfulde kommercielle radiostation igennem tiden, er for os et bevis på, at vi er lykkedes indtil videre. Dansk musik har altid været en del af vores DNA, og vi glæder os over at kunne fejre de 15 år ved at give lytterne et stort gallashow med nogle af de allerstørste danske artister.”

Hvis du vil med til gallashowet, så skal du lytte med på NOVA fra den 4. – 29. september, hvor der dagligt vil blive udloddet billetter til showet. Det vil ikke være muligt at købe billetter til gallashowet.

Kilde: Pressemeddelelse

I samme kategori

Back to top button