Nordisk Råd: Nordisk TV skal kunne ses i alle nordiske lande
Nordisk Råd vil gerne afskaffe den såkaldte geoblokering, som spærrer for, at man kan se nordiske TV på tværs af grænserne. Nordisk Råd vil stadig sikre, at rettighedshaverne får betaling for deres produkter, men mener, at det vil være en fordel for producenterne, at de kan komme ud til alle de nordiske lande.
»TV-programmer som Skam har vist, at unge i Norden sagtens kan lære at forstå hinandens sprog. Geoblokering er ikke kun en digital barriere men også en hindring for den gensidige, nordiske sprogforståelse og kulturudveksling, så derfor skal den afskaffes,« siger Johanna Karimäki, medlem for De Grønne i Finland af Udvalget for Kundskab og Kultur under Nordisk Råd og medforslagsstiller.
En række danske tv-distributører har allerede flere nordiske tv-kanaler i deres udbud med danske undertekster på flere programmer.