Nordisk Film Shortcut åbner Shortcut LED Stage
Shortcut LED Stage, en af verdens mest avancerede og unikke LED-scener, er nu åbnet. Det er VFX- og postproduktionsselskabet Nordisk Film Shortcut, der er ejet af Nordisk Film, som står bag Shortcut LED Stage, hvor film-, reklame- og serieskabere har uanede muligheder for at fortælle fantastiske historier på en fleksibel og omkostningsbesparende måde. Dermed bringer et af verdens ældste filmselskaber Virtual Production – fremtidens filmproduktion – til Norden og rykker helt frem i verdenseliten, når det handler om at tilbyde den nyeste teknologi til visuelle historiefortællere.
Shortcut LED Stage er en 360° LED-scene på 16 meter i diameter, hvor vægge og lofter er fuldstændig beklædt med LED-skærme. Det er den første fulde 360° LED-scene i verden, og det gør den helt unik. I Shortcut LED Stage kan man optage skuespillere, scenografi og rekvisitter op mod levende fotorealistiske virtuelle baggrunde – alt fra fremmede planeter og fantasy-verdener til optagelser under vandet, endeløse ørkener og pulserende storbyer fra den anden side af jorden – og man kan på én dag optage scener, der udspiller sig mange forskellige steder og i forskellige lande. Den avancerede LED-teknologi og fulde 360°-lyssætning betyder, at Shortcut LED Stage kan gengive komplicerede scenarier fuldstændigt naturtro med perfekte refleksioner og naturalistisk lyssætning. Shortcut LED Stage er også perfekt til reklameproduktioner, hvor man kan optage skuespillere og produkter i unikke stilistiske universer eller genskabe locations langt væk.
“Shortcut LED Stage er en genvej til hele verden, hvor kun fantasien sætter grænser for, hvad der kan lade sig gøre. Den placerer Danmark på det kreative verdenskort, og jeg er stolt af, at vi nu kan tilbyde produktionsbranchen de nyeste teknologiske muligheder, der sikrer en fleksibel, omkostningsbesparende og klimavenlig film- og indholdsproduktion uden at gå på kompromis med kvalitet og kreativitet,” siger Rikke Crosby, som er CEO i Nordisk Film Shortcut.
Positiv modtagelse af Shortcut LED Stage
Virtual Production og LED-scener er fremtidens fleksible, kreative og omkostningsbesparende filmproduktion, der for alvor er vundet frem internationalt og allerede bliver brugt på mange film- og serieproduktioner. Det kan også være mere klimavenligt, bl.a. fordi man ikke behøver at transportere store filmhold rundt i verden for at optage on location, og fordi man i højere grad bruger virtuelle sets. Ifølge en amerikansk analyse, citeret i filmmagasinet Variety, er CO2-udledningen markant mindre ved ren Virtuel Production, sammenlignet med hvis man optager on location. En anden beregning viser, at produktionsselskabet bag tv-serien “Snowfall” mere end halverede deres produktionsomkostninger ved at skifte fra on-location-optagelser til Virtual Production på en LED-scene. Dette indikerer, at der både er omkostninger og CO2 at spare ved at bruge Virtual Production.
“Både globale streamingtjenester og filmselskaber, det lokale, nordiske film- og tv-produktionsmiljø samt reklamebureauerne bag store globale brands har fået øjnene op for Virtual Production. Vi har i Nordisk Film Shortcut i mere end ti år udviklet indhold til virtuelle baggrunde og planlagt og udført de ofte komplicerede optagelser, hvor live-action og virtuelt indhold skal spille nøje sammen. Men med Shortcut LED Stage rykker vi op i den absolutte superliga. Jeg er fuldstændig overvældet over, hvor gode resultater vi har fået med vores unikke 360-graders lyssætning, og vi har allerede fået meget positiv feedback fra både lokale og internationale branchefolk, der betegner det som noget af det bedste, de nogensinde har set,” siger Martin Madsen, som er Head of VFX and VP i Nordisk Film Shortcut.
Stor interesse for at optage på Shortcut LED Stage
De første filmproduktioner er allerede rykket ind på Shortcut LED Stage, der bl.a. skal benyttes til optagelser til den næste Afdeling Q-film “Den grænseløse” og til Ole Bornedals længe ventede “Nattevagten – dæmoner går i arv” – og mange andre projekter står også på spring.
“Siden vi i foråret annoncerede byggeriet af Shortcut LED Stage, har vi oplevet stor interesse fra indholdsproducenter fra både Norden og Europa, der nu ser mod København, og vi forventer, at der vil blive høj aktivitet. De mange muligheder, Shortcut LED Stage tilbyder, er ikke bare banebrydende for film og tv, men tilbyder også masser af nye muligheder, når det kommer til produktion af reklamefilm, musikvideoer, produktlanceringer, live-events og meget andet,” forklarer Rikke Crosby, CEO i Nordisk Film Shortcut.
Fakta om Shortcut LED Stage
- Verdens første fulde 360° LED-scene.
- 16 meter i diameter og højde på næsten seks meter. Vægge og loft er beklædt med LED-paneler, og der kan lægges helt eller delvist LED-gulv.
- Skærmene lyser op til 6.000 nits, hvilket skaber et uhørt højt og detaljeret lysspektrum.
- Transportmidler på op til 15 meter kan være på Shortcut LED Stage.
- 100 procent grøn energi: Nordisk Films ejer Egmont har investeret i et dansk solcelleanlæg, som fra 2023 bl.a. dækker det strømforbrug, der er i Shortcut LED Stage, hvilket er en fordel for produktioner, som går efter at minimere deres CO2-regnskab.
- Konstrueret i samarbejde med Creative Technology, der er en del af NEP Live Events, som er en førende virksomhed inden for AV-teknologi. Creative Technology og NEP Group har bygget nogle af de største LED-scener verden over.
- Læs mere: https://shortcut.dk/ledstage/
- Læs mere om Virtual Production: https://variety.com/2022/artisans/news/virtual-production-small-budget-1235236717/