TV-Nyt

Nikolaj Steen om instruktøropgaven på Zulu serien Minkavlerne

Nikolaj Steen debuterede som instruktør og manuskriptforfatter med filmen ‘Oldboys’ i 2009, siden har han stået bag flere børne- og ungdomsserier og senest er han aktuel som instruktør på TV 2 Zulu serien Minkavlerne.

Hvorfor var ‘Minkavlerne’ en interessant opgave for dig som instruktør?

Alle de projekter, jeg har lavet gennem tiden, har været forskellige. Dette projekt udmærker sig ved at være en grotesk historie om tre brødre, hvor den ene er “ligesom os”, der kigger på. Fotograf Benjamin Kirk og jeg selv har gjort alt, hvad vi kunne inden for de rammer, vi havde, for at give ‘Minkavlerne’ dens helt eget look og tekstur.

Ud over det er castet helt fantastisk. At få lov til at instruere så mange store stjerner og talenter har været fantastisk, men også skræmmende. Lad os kalde det skræmmende fantastisk.

Hvordan var det at instruere Kasper og Jonas, som begge står bag idéen til ‘Minkavlerne’?

Jeg synes, Kasper og Jonas har været ekstremt gode til at give slip på det, de selv har skrevet, og lægge det i hænderne på mig – selvom det kan være utroligt svært. Især når de selv skulle hoppe ind i en ny funktion som skuespillere.

Jonas og Kasper har måttet se mange af deres darlings ryge i svinget, og det kan være virkelig hårdt. Men jeg synes, de har gjort det rigtig godt og har turdet stole på de beslutninger, der er blevet truffet hen ad vejen.

Hvad har overrasket dig undervejs?

Jeg var lidt nervøs for, hvordan det ville gå, da Kasper og Jonas, der ikke har den store skuespilmæssige erfaring, for alvor skulle have savsmuld mellem tæerne. Men min bekymring blev gjort til skamme, og de har begge leveret virkelig sjove og gode præstationer. De ramte deres karakterer meget præcist helt fra begyndelsen.

Kilde: TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button