Nicolas Bro spiller dansk udenrigsminister i ny C More serie
Nicolas Bro spiller dansk udenrigsminister i den nye nordiske spændingsserie ’Tynd is’, der sætter fokus på de udfordringer, som Grønland oplever med klimaforandringer og den internationale bevågenhed.
Serien har premiere i dag på [CMore].
En stor international miljøaftale forstyrres, da et forskningsfartøj bliver kapret ud for Grønlands kyst. Sveriges udenrigsminister Elsa Engström (Lena Endre) skulle efter planen have været ombord på skibet, og nu vendes al diplomati på hovedet i Arktisk Råd, der ellers skulle forsøge at indgå en aftale, der forbyder miljøskadelige olieboringer i regionen.
Da kapringen sker i dansk farvand, må den danske udenrigsminister Martin Overgaard (Nicolas Bro) træde i karakter.
[CMore14dagegratis]
– Jeg har forsøgt at ramme min egen udgave af en klassisk dansk udenrigsminister med tilbagelænet jovialitet og lettere malplaceret festlighed, men som tingene spidser til, viser han sig som lidt af en rod, der forsøger at opretholde status quo, fortæller Nicolas Bro om sin rolle i ’Tynd is’.
Omdrejningspunktet i ’Tynd is’ er klimaforandringer, og de udfordringer som den grønlandske befolkning helt konkret står med.
– Det er en sindssyg spændende klimathriller, hvor spænding og budskab går op i en højere enhed. Da Lena Endre og jeg var i gang med optagelserne, følte vi klart, at denne kombination havde flere sæsoner i sig. Det er altid en god følelse at have, allerede når man er i gang med at optage første sæson, siger Nicolas Bro og fortsætter:
– Nogle af de faktuelle ting der ligger til grund for især Lena Endres karakter, har virkelig sat tingene i perspektiv for mig. Det håber jeg også, danskerne oplever.
’Tynd is’ skildrer også, hvordan den grønlandske befolkning føler sig behandlet i det danske rigsfællesskab. Uden nødvendigvis at pege fingre.
– Jeg håber, at vi har ramt de subtile mønstre, som ligger dybt i mange af os danskere. Vi elsker Grønland, men behandler grønlændere, som om de var børn. Det er meget nedslående for vores forhold, siger Nicolas Bro.
Mens Nicolas Bro giver den som dansk udenrigsminister, så kan Nukâka Coster-Waldau (Forbrydelsen) opleves i rollen som Ína, der er mor til Aaja (Julie Eigaard) og hustru til politichefen Enok, der spilles af Angunnguaq Larsen (Borgen).
Da topmødet er ved at udvikle sig til en international krise, må den lokale politichef hurtigt se sig tilsidesat af Iben Dorner (Borgen, Den som dræber), der medvirker i rollen som Katarina, som er den danske politidirektør på Grønland. Hun er krigsveteran fra Afghanistan, og i politiet blev hun forbigået til en ledende stilling i Danmark og i stedet tilbudt jobbet i Nuuk.
’Tynd is’ tæller desuden skuespillernavne som Bianca Kronlöf, Alexander Karim, Johannes Bah Kunke, Reine Brynolfsson og Christopher Wagelin. Serien er indspillet i løbet af 2019, instrueret af nordmanden Cecilie Mosliv (Greys hvide verden), mens Birkir Blær Ingólfsson og Jónas Margeir Ingólfsson har skrevet manuskriptet.
Lena Endre (Millennium-trilogien) fik ideen til serien sammen med Søren Stærmose fra Yellowbird (Millennium-trilogien), der udviklede og arbejdede videre på historien sammen med islandske Kidda Rook fra Sagafilm.
’Tynd is’ udspiller sig på både Grønland og Island. Den foregår på fem forskellige sprog og er produceret af Yellowbird for C More i samproduktion med Sagafilm og i samarbejde med France TV, DR, NRK, YLE, RUV og Lumiere. Banijay Rights er international distributør, mens Ulf Synnerholm er eksekutiv producent for C More.