Netflix sikrer sig tv-serien Gotham
Selv om den nye tv-serie Gotham endnu mangler at få premiere, så har Netflix allerede lavet en aftale om at kunne vise serien.
Aftalen er indgået mellem Netflix og Warner Bros. og gælder alle nuværende og kommende Netflix lande.
Warner Bros dyre serie “Gotham” er baseret på det verdensberømte persongalleri fra DC Comics og er produceret af Bruno Heller.
Serien, der har premiere på Fox i USA, følger historien om hvordan Batman er opstået. I Gotham City møder kriminalassistenten James Gordon den unge Bruce Wayne, der lige har mistet sine forældre, i den urolige tid før the Dark Knight. Vi følger Gordons udvikling fra nybegynder kriminalassistent til politidirektør, mens han undersøger de forskellige lag af den korruption, der hersker I Gotham City.
Serien byder på et stjernespækket hold af skuespillere, heriblandt Ben McKenzie (Southland, The O.C.), Donal Logue (Sons of Anarchy, Vikings, Terriers), Jada Pinkett Smith (The Matrix Reloaded, Ali, Collateral, HawthoRNe) og Sean Pertwee (The Musketeers, Elementary, Luther, The Tudors)
Netflix får ret til at vise Gotham sæsoner efter de er blevet vist i tv. I Danmark er det C More Series der i første omgang viser serien med start 25. september, kun få dage efter premieren i USA. Netflix vil kunne bringe serien i starten af 2015.
“I denne tid med nye forretningsmodeller og vinduer for rettigheder, der udvides, er dette en hidtil uset aftale for vores selskab og branchen,” siger Jeffrey R. Schlesinger, President, Warner Bros. Worldwide Television Distribution. “Mens vi typisk forhandler rettighederne for vores indhold i ét land ad gangen, har vi givet rettighederne til Netflix, der opererer i mange lande. Netflix er et perfekt hjem for Gotham efter serien har været vist på broadcast tv i hver af de respektive lande, og det giver Netflix’ medlemmer muligheden for at følge op på tidligere sæsoner, inden en ny får premiere, hvad enten de allerede er fans eller opdager serien for første gang.”