Netflix serien Lilyhammer på Kanal 5 – Seriesøndag på Kanal 5 fra 2. december
De danske tv-seere skal ikke fortvivle, når sidste afsnit af ”Forbrydelsen” snart er kørt over skærmen. Kanal 5 står nemlig parat til at overtage den bedste sendetid med en genial seriesøndag, der byder på intet mindre end tre premierer. Det er søndag den 2. december, at ”Perception”, ”Missing” og ”Lilyhammer” har premiere, og løfter Kanal 5 endnu et skridt op ad kvalitetsstigen som kanalen med de indiskutabelt bedste krimiserier.
Med stærke skuespillernavne som Ashley Judd og Eric McCormack og spektakulære handlinger vil tre nye, amerikanske serier fra søndag den 2. december sørge for, at Kanal 5’s seere får om ikke en hvid jul, så en både spændende og underholdende adventskalender:
”Vi ønsker altid at forny og forbedre Kanal 5´s sendeflade, og med premieren på ”Perception”, ”Missing” og ”Lilyhammer” giver vi seerne et kvalitetstilbud i den bedste sendetid, søndag aften fra kl. 20.00. Kanal 5 har opbygget et trofast publikum til vores populære krimiserier, og vi glæder os til at se, hvordan de danske krimifans reagerer på de tre nye serier,” siger SBS TV’s programdirektør Peter Rosberg.
Den første premiereserie ”Perception” havde premiere i USA i juli 2012 og fik en fantastisk modtagelse af de amerikanske tv-seere. Hovedpersonen Dr. Daniel Pierce spilles af Eric McCormack, som er mest kendt fra sin rolle i ”Will og Grace”. Pierce lider af paranoid skizofreni, hvilket giver ham særlige evner. Han assisterer nemlig FBI med at løse mordgåder ved hjælp af sine skizofrene hallucinationer. Der er allerede bestilt endnu en sæson af serien i USA til visning i 2013.
I ”Missing” kan seerne glæde sig til at opleve Hollywood-stjernen Ashley Judd i hovedrollen som den tidligere CIA-agent Becca Winstone, der tager til Italien for at finde sin søn, der er forsvundet under mystiske omstændigheder. Det kan bemærkes, at Missing ikke er blevet fornyet for en anden sæson i USA.
Den tredje serie, der har premiere 2. december på Kanal 5, er den norsk/amerikansk-producerede ”Lilyhammer”. Serien handler om den tidligere mafiaboss Frank ‘The Fixer’ Tagliano, der kommer under vidnebeskyttelse i norske Lillehammer efter at have vidnet mod sine tidligere gangstervenner. Her forsøger han at begynde et nyt liv, men Frank kommer hurtigt i karambolage med det lokale politi. Serien har allerede haft premiere i Norge, hvor mere end 1.000.000 seere fulgte med.
I hovedrollen ses Steven Van Zandt, der nok er mest kendt som Bruce Springsteens lead-guitarist under navnet ”Little Steven”. Steven Van Zandt er dog en erfaren skuespiller. Han har medvirket i mange film og slog for alvor igennem som Silvio Dante i tv-serien ”Sopranos” – en rolle der blandt andet indbragte ham en Emmy. Lilyhammer skulle have fået grønt lys for endnu en sæson, forventes optaget i løbet af 2013.
Følg med fra start når Kanal 5 har premiere på de tre nye serier søndag den 2. december :
kl. 20.00 ”Perception”, kl. 21.00 ”Missing” og kl. 21.55 ”Lilyhammer”
Serierne kan selvfølgelig også se i knivskarp HD kvalitet på Kanal 5 HD
Kilde: SBS presse